Pladeanmeldelser
Astriferous har langt om længe udgivet deres debutalbum ‘Pulsations from the Black Orb’. Et album, mange af os har ventet på og forståeligt også skabt hype omkring. Måske er der ikke så langt fra Costa Rica til Finland, som vi troede, og var den internationale hype en anelse overdreven?
Snart tre årtier inde i karrieren er Vejles Lipid aktuelle med nogle af karrierens stærkeste numre.
Americanaen flyder tykt i Luke Tromiczaks årer, og den seneste bedrift fra soloprojektet Blood and Sun er stedet at starte for nytilkomne til hans dunkle sind.
Xysma er misundelsesværdigt ligeglade med at indfri det forventelige, nu tilbage med første album i 25 år – og hvilket herligt comeback af slagsen!
Chelsea Grin er en solid konstant i det amerikanske deathcore-mørke. Selv nu, fire måneder efter forrige udgivelse.
Tre album og en EP på under fire år. Gabestok ligger aldrig på den lade side, men kunne overbevise bedre ved at gå mere selvkritisk til værks.
Med ‘Obiasot Dwybat Ptnotum’ inviterer Anarkhon til middag med døden som bordherre. En middag hvor det urene bliver helligt, og hvor der bag mundrette titler gemmer sig liv og stemningsfuldt kaos.
Mindre Harley Davidson, mere magisk bus. Acid King syrer ud på femte LP i en 30-årig karriere.
Vrede mænd sender vred musik på gaden. Hatespheres seneste plade er endnu en portion bister dødsmetal fra Hadets By.
“Ikke din morfars black metal”, skrev vi i 2021. Nu er Angstskrig tilbage. Det er stadig ikke morfars, men han må gerne få det for vores skyld.
Black metal, der reelt er ubehageligt at lytte til? Vi siger ja tak til danske Martres første fuldlængde.
En ny dag gryr, revolutionen er på vej, og der skal rulle hoveder og brændes ting af på Dawn Ray’ds nye album ‘To Know the Light’.
Majesties er svensk melodisk dødsmetal skrevet i en stil som før genrens gennembrud og udført af dygtige amerikanere mere end 30 år senere.
Alt er ved det gamle. Union Jack svajer, øllen er kold, og Memoriam serverer tilgængelig smadder til folket.
BIG|BRAVE er stadig på en mission, hvor målet synes at være at mase så megen tyngde og følelsesfuldhed som muligt ind i hver eneste af deres kompromisløse sange.
Doom metal, power metal, folkelementer, klassisk metal, epik i spandevis og højstemt patos; Cromlech er så baldrede og egensindige og ambitiøse-på-kanten-til-at-knække-over, at man kommer i tvivl, om det er godt eller ej, før man indser, at det egentlig er lige meget.
Tør man sætte sit afkom fri fra snærende bånd og lade kaos råde, når fødslen har været hård? Telos besvarer spørgsmålet på nyeste album.
Det amerikanske pioner-band når med deres sjette udgivelse et karrieremæssigt lavpunkt
Med dansk forsanger, d-beat på råddent dødsmetal og svensk fermentering bidrager Bastard Grave ganske udmærket til forårets komme.