Pladeanmeldelser
Funeral Mist er klar med deres fjerde plade 'Deiform', der, ifølge manden bag, er en omgang eksperimenterende og holistisk black metal.
Efter et kvart århundredes dvale er Detest omsider tilbage med en opfølger til 'Dorval', der trods de bedste intentioner ikke rammer samme niveau.
Polske Spaceslug kæmper sig ind i nyt territorium på ‘Memorial’, der trækker os længere og længere fra udgangspunktet, men alligevel ikke skuffer.
Temple of Scorn er dødsmetal, der både hylder fortidens helte og lyder friskt. De fem musikere er alle kendte i miljøet. En vaskeægte supergruppe!
Joan Avant kommer på sit andet album langt omkring på en mærkelig rejse.
The Night Eternals debuts vinder på en rocket sanger, der får episk heavy metal til at lyde af garage.
Stonerrockidolerne i Kadavar og Elder har slået pjalterne sammen i et anfald af lockdown-selvmedlidenhed. Resultatet er intet mindre end fælt skuffende.
‘Home’ er et nuværende højdepunkt for den danske kvintet. En nær gennemført udspil, der formår at fremstår ærligt, uden at gå på kompromis med sit ophav.
Der er ikke meget nyt at finde på EDM-core-bandet The Brownings femte fuldlængdeudgivelse, der med få undtagelser nok er glemt om et halvt års tid.
EP’erne er musikkens svar på en chokoladekalender. En lækkerbisken, men kun én mundfuld af gangen.
Lock Up er stadig Lock Up på bandets seneste album, selvom allstar grindcore-bandet disker op med vokale overraskelser, og har sat Adam Jarvis i trommestolen, hvorfra han tæsker kompetent løs.
Ofermod er klar med deres femte plade 'Mysterium Iniquitatis', og er man fan af Marduk og Watain, så er her noget at lytte til.
Omnium Gatherum har proppet lyden fra Arch Enemy, Amon Amarth og Miami Vice ned i en blender og ud af det er kommet pladen 'Origin'.
Bindegale Hexenbrett – eller måske er det ikke Hexenbrett, men nogle andre? – er klar med en firenumres EP, der viser spændvidden i projektet.
Posthumt udgivne albums er ikke altid en god idé. Dette er undtagelsen.
Man kan jo altid håbe på at Gojira opper sig igen en dag, men indtil da må vi nøjes med Deadnate herhjemme, og det er faktisk ikke så ringe endda.
Hypocrisy er tilbage efter otte års stilhed, og hvis man er til svensk dødsmetal med et melodisk strejf, så er Tägtgren stadig leveringsdygtig.
Chelsea Wolfe, Converge, Cave In. Det er 00'er-helte i fuldt flor, der slår hovederne sammen på Roadburn-inspireret samarbejde. Desværre er der mere sammenskudsgilde end gryderet.
Efter 23 års ufortrøden metal-virksomhed, et utal af tourneer og seks fuldlængdeudgivelser, trykker det walisiske band på genstart-knappen, og det er ikke en plade for tidligt.
Bands’ sejhed kan blive vurderet på mange ting. Oftest er det på temaer, attitude, eller evner til at lave riffs. Dying Hydras sejhed ligger i deres kæmpestore holistiske og tredimensionelle vellyd.