Stagnationens tid
Tribulation fastholder stilen på ny EP. Det gør det godt, men er det godt nok at være god, når man er Tribulation?
Axis Mundi
Hemoclysm
Vengeance (The Path) [Blue Öyster Cult cover]
Der var gang i kommentarsporet, da Tribulations seneste album, 'When the Gloom Becomes Sound', blev anmeldt til sølle én sort firkant tilbage i 2021. Kunne man tillade sig det, når musikken i bund og grund var til mere? Anmelderen dengang mente tydeligvis, at der skulle statueres et eksempel, fordi Tribulation – et band, der før i tiden udviklede sig markant fra album til album – nu var gået i stå. Og havde udvandet deres stil, reduceret kompleksiteten.
Anmeldelsen fra dengang peger på et tilbagevende problem ved anmeldelser: forventninger versus resultat. Forventer man et band, der udvikler sig fra gang til gang, eller forventer man et band, der finder deres til, holder sig til den og derfra finjusterer en smule. Det er svært ikke at blive inkonsistent, forvente det første af nogle bands og det andet af andre. Men selvom 'When the Gloom Becomes Sound' er langt bedre, end anmelderen gav udtryk for, havde han en pointe; i hvert fald er det det album med bandet, jeg sjældnest vender tilbage til, måske fordi en række af de mere komplekse og hårdere elementer forsvandt.
Vores anmelder dengang ville nok ikke blive glad for 'Hamartia', svenskernes nye EP. For den fortsætter stilen fra forgængeren, en slags stemningsfuld gotisk metal med et rocket drive og tydelig inspiration fra den progressive rock. På en måde minder det mig lidt om en progrocket version af finske Sentenced anno 'Amok', måske især på grund af Johannes Anderssons stadig snerrende growlvokal, der efterhånden er eneste rest af bandets rødder i dødsmetallen.
På 'Hamartia' er der lidt mere indflydelse fra hard rock, lidt flere skarpe kanter er filet af, udtrykket er melodisk og stemningsfuldt, og man mærker dårligt, at guitarist Jonathan Hultén, en af hovedkræfterne i bandet og et konstant fikspunkt live, er erstattet af Joseph Tholl, der glider gnidningsløst ind ved Adam Zaars' side (de kender også hinanden fra en periode i Enforcer og Tyrann).
Titel- og åbningsnummeret er typisk for Tribulations senere periode, med de melankolsk melodiske guitarer og et gotisk beat, mens 'Axis Mundi' er blødere, mere melodisk, men også med mere musikalsk dybde (og skrevet af Tholl). 'Hemoclysm' begynder i gotisk, atmosfærisk territorium, før insisterende marchrytmer tager over.
Det sidste nummer på ep'en er et cover af Blue Öyster Cults 'Vengeance (The Pact)', og den peger måske på problemet med Tribulations nuværende retning. Det lyder godt, alt er umiddelbart fængende og vellydende, der er masser af sortrandet mystik i lyden. Men jeg har begrænset med lyst til at høre det igen og vil hellere høre de gamle plader. Det er, som om overraskelsesmomentet og værdien af gentagne afspilninger er dvalet, i takt med at stilen er strømlinet. 'Vengeance (The Pact)' er til gengæld et nummer, man kan lytte til igen og igen og opdage nye detaljer i. Tribulations cover er endda over lange stræk vældig godt, de får tilføjet deres egen stil til nummeret, men nogen burde nok have frarådet Andersson at synge med den slatne og flade rene vokal, der giver en mærkelig bismag af Ghost. Så er det langt federe, at han lidt over tre minutter inde giver sin bedste Amebix-imitation.
Men covernummeret viser også, at Tribulation på en eller anden måde har mistet musikalsk dybde, lader til at have det lidt for mageligt i deres stil, har lidt for let ved at skrive Tribulation-sange, der lyder som Tribulation. 'Hamartia' er objektivt set bedre end det meste andet, vi render og anmelder på næværende magasin. Men EP'en savner alligevel den magi, der gjorde Tribulation til et af metallens største håb. Man må nok bare affinde sig med, at Tribulation er kommet ind i den fase, som de fleste bands rammer før eller siden, hvor man ikke har noget afgørende nyt at sige, men stadigvæk kan lave gode album.