Det store svigt
Tribulation minder os om, hvordan det er at føle noget intenst og dybt ved at høre en metalplade. Specifikt væmmelse, raseri, afsky og forurettethed.
2. Hour Of The Wolf
3. Leviathans
4. Dirge Of A Dying Soul
5. Lethe
6. Daughter Of The Djinn
7. Elementals
8. Inanna
9. Funeral Pyre
10. The Wilderness
Kan du huske, hvornår du sidst blev rigtig skuffet over en ny plade med et af dine yndlingsbands? Hvor du måske nok havde en vis skepsis over for den retning, de var på vej ind på, men de alligevel lavede så usandsynlig en stinker, at det slog benene væk under dig? ‘Honor Found In Decay’ med Neurosis? Eller helt tilbage til det sorte album? Plader, som var det uafvendelige næste skridt i en udvikling, der allerede var i gang, men ikke desto mindre tog fusen på dig ved at tage ækelheden til et helt nyt niveau?
Det behøver ikke at være en udelukkende negativ erfaring: det kan minde én om, at man stadig føler noget for metal, stadig tror på, at noget nyt kan gribe én. At man ikke er blevet fuldkommen blasért efter alle årene. Stadig finder bands at sætte sin lid til.
Sådan et band har Tribulation været. Siden de brød igennem med deres andet album, ‘The Formulas Of Death’, har det stået klart, at de havde et helt univers at brede sig i. Et univers, der nok byggede tydeligt på arven efter Dissection, men alligevel var umiskendeligt deres helt eget. Det blev kun endnu tydeligere, da de på ‘The Children Of The Night’ blandede NWOBHM og 70’er-rock ind i deres blackened death thrash, mens de på ‘Down Below’ trådte helt ind i goth metallen.
Allerede her var der faresignaler: det hele blev lidt mere ensformigt og uendeligt smægtende, et øjeblik var der endda en virkelig uskøn omgang Melodi Grand Prix-power over det.
Det værste ved ‘Where The Gloom Becomes Sound’ er hverken den klodsede møgtitel eller den programerklæring, den udgør: Tribulations femte plade søber i lange stræk rundt i den samme smægtende, traurige gotik som sin forgænger; den gør det bare uden den fremdrift, der trods alt stadig var på ‘Down Below’. Det er tung tristesse svøbt i sort velour, men hvad værre er: Det hele er hørt før. Tribulation har bygget deres eget univers med deres egen lyd, men indtil nu har de undgået at gentage sig selv alt for oplagt. For hver ny plade har de justeret udtrykket, føjet nye facetter til, fremhævet andre, der før lå længere nede. På ‘Where The Gloom Becomes Sound’ stiller de sig tilfredse med at lyde som alle de andre bands, der gerne vil lyde som Tribulation. Selv mellemspillet ‘Lethe’ er en direkte gentagelse af ‘Purgatorio’ fra forgængeren.
Det værste er heller ikke, at pladens eneste gode sang, ‘Daughter Of The Djinn’, primært skiller sig ud, fordi den rejser sig fra dyndet med et riff og et tempo, der minder om, hvor fænomenale Tribulation var dengang på ‘The Formulas Of Death’. Den sang skiller sig ud sammen med et par andre, men den gør det i det mindste positivt, selvom det igen er som et ekko af et bedre band.
Det værste er ikke engang, at Tribulation på den afsluttende ‘The Wilderness’ planker melodien fra Nick Caves ‘Where The Wild Roses Grow’. Guderne skal ellers vide, at noget af det mest forfærdelige, der kan ske for et metalband, er, at de opdager Nick Cave og gerne selv vil prøve at være mørke og mystiske som ham og falder noget så uskønt igennem.
Men så langt behøver man slet ikke at trække sig selv gennem ‘Where The Gloom Becomes Sound’ for at indse, at Tribulation fuldstændig har mistet grebet: Åbneren, ‘In Remembrance’, er ikke bare pompøs og melodiøs. Den er melodød. Ren In Flames. Det er musik, der er skabt til at få folk til at stå og hoppe i takt på store festivaler. Det er antitesen til alt, Tribulation engang stod for. Det er så forrykt elendigt, at man chokeres.
Og raser. Intenst og dybfølt. Har lyst til at lade nogen bøde for det her forbandede lort.
Og det er det, der måske alligevel ikke kun er negativt, fordi det betyder, at man trods alt har følt noget. At der har været en tillid, Tribulation kunne svigte. Det har de gjort noget så eftertrykkeligt med denne elendighed, og det må de bøde for.