Man kan også råbe smerte ud
Riverhead’s nye album ‘Cancer’, der udkom i fredags, er på alle måder et produkt af bandets medlemmer. Det er personligt og smertefuldt, og fyldt med musikalske krummelurer, der holder lytteren til ilden.
2. Broken Boy
3. Love Cuts
4. Numb To The World
5. Torches
6. The Rusty Sound of Love That Dies
7. Survive
8. 0806
9. Erupt
10. Karma
Da vi interviewede Riverhead tidligere på måneden, var det et møde med voksne mennesker, der stadig har stor skabertrang - og et band, der er meget bevidste om, at de falder i ingen og alle kategorier.
Men hvad er 'Cancer' for en plade? Det er først og fremmest en meget personlig plade, og den er på ingen måder glad eller optimistisk. Det er noget lort at have kræft, det stinker at få knust sit hjerte, og selvom sanger Jacob Bredahl med egne ord har det ret fedt i dag, så bærer teksterne præg af den ret turbulente periode, som han var igennem i sit eget kræftforløb, der også satte pladen på pause. Det er med andre ord en ret voksen plade, og en plade, der skal lyttes til med et voksent øre. Vi roste for nogen tid siden Kellermensch for at vise åbent, hvor sårbart det kan være at være voksen, og den ros kan man med rette gentage om 'Cancer', om end de to bands i øvrigt ikke kan sammenlignes. Men det er en plade, der handler om overgange. Fra noget og til noget, men også i høj grad om hvordan det føles at være midt i det hele, som nummeret '0806', der handler om at være i kræftbehandling.
Musikken er svær at kategorisere. Det er punk, og det er ikke punk. Det lugter af hardcore, men så alligevel ikke rigtig. Det er rock, og det er ikke rock. Man kan godt høre, at Riverhead består af en samling musikere, der til daglig laver en del forskellige ting rent musikalsk, og de får trukket deres forskellige tråde ind i musikken og vævet noget helt nyt i det møde. Og det er interessant for lytteren. Man ved aldrig helt hvor man ender henne - det hårde og pågående kan blive næsten blidt på et splitsekund som fx i åbneren 'Time', og man kan sagtens få en duft af ørkenrock i næsen for dernæst at blive sendt direkte ud noget arrigt, næsten punkagtigt. Og det er helt klart pladens styrke, at den udfordrer sin lytter, og sparker døre ind.
Skal man nævne et lille irritationsmoment, så er det at et par af numrene afsluttes med at nogen skruer ned for forstærkeren. Det er helt klart et bevidst valg, og det kan måske noget for nogen, men det virker lidt malplaceret på denne plade. Det er dog ikke noget, der for alvor trækker fra oplevelsen, og generelt er pladen velproduceret med god plads til at høre alle instrumenter.
Åbneren 'Time' starter pladen lige på og hårdt. Der er ikke megen tid til indtælling før man som lytter bliver blæst tilbage i sofaen. Nummeret er på mange måder sigende for, hvordan resten af pladen lyder.
Sine steder bliver man mindet om KEN Mode eller Daughters i ørkenen, når man som i 'Broken Boy' præsenteres for bassist Mixen Lindbergs version af sin opvækst - i øvrigt det eneste nummer på pladen, som Jacob Bredahl ikke har skrevet teksten til.
'Love Cuts' råber et knust hjerte ud i verden med den nerve, som den slags skal råbes ud. 'Numb to the World' er derimod i den blide ende, hvor vi får at høre, hvad Bredahl kan med sin rene vokal, og det er godt bræk på en plade, hvor råbevokalen er dominerende. Det er dog ikke noget, der varer ved, for vi skal ikke snydes for råbevokalen, og nummeret bliver således en vekselvirkning mellem det den rene og den råbende vokal – og det fungerer fremragende. I 'Torches' får vi en fed intro, der leger med rytmikken, inden nummeret eksploderer i ren post-punk, inklusiv råbekor og smadder, mens vi på 'Survive' får endnu en facet af Jacob Bredahls vokal med det næsten Queens of the Stone Edge-agtige vers. '0806' er et sårbart nummer, der handler om at være i behandling for kræft. Det følges klogeligt op af et kort (næsten) instrumentalt afbræk i 'Erupt', og det er der brug for, for '0806' er ikke nogen rar tekst at lytte til. Pladen lukker med nummeret 'Karma', der også er min personlige favorit. Den har noget stort over sig, og lige præcis det nummer kan man næsten spille så længe det skal være.
Det klæder Riverhead at tage afsæt i det personlige, og det klæder de svære overgange, der kan være i et voksenliv, at blive råbt ud i Riverheads ret ukomplicerede og dog interessente take på post-punk. Hvad det er så end er.