Hvorfor er det ikke punk?

Hvordan får man hardcorepunkere og dødsmetallere til at lyde som Sort Sol og Johnny Cash? Det fortæller Riverhead om.

På en lille cafe i Kødbyen møder vi tre fjerdedele af Riverhead. Samme aften skal bandet for første gang spille deres nye sange. Men ikke som de plejer. Riverhead har nemlig planlagt et akustisk set, der kommer til at sætte sangene fra ‘Cancer’ i et mere følsomt lys, end man måske forventer.
‘Cancer’ er nemlig en mere personlig plade, end man havde regnet fra de involverede.
På cafe Hverdagen møder vi trommeslager Mads Folmer Richter (Halshug, Christian Hede, Bleeder), guitarist Martin Medom Olsen (As We Fight, Koldborn) og sanger Jacob Bredahl (Hatesphere, Smertegrænsens Toldere), der i afslappede rammer nyder en kop kaffe.
Det lyder ikke specielt punk, og det er det heller ikke. Og det er noget af det, vi skal snakke om.



Nok bare et rockband
Inden vi mødte Riverhead, satte vi os til at lytte til musikken. Det lyder måske åbenlyst, og det er da også en del af den faste forberedelse, men i dette tilfælde vidste vi ikke helt hvad vi gik ind til. Vi havde kigget på medlemmernes CV’er og havde en forestilling om, hvad vi skulle lytte til. Den viste sig at være at være helt forkert.
Vi regnede med, at vi skulle høre brutal hardcore, men da ‘Broken Boy’ kom på, blev vi overrasket af surfrock og poppunkriffs. Og sådan fortsatte det hele vejen igennem. ‘Cancer’ er noget andet, og det var noget af det første, vi måtte tale med bandet om.
– Vi har bevidst valgt at gøre noget andet og truffet nogle andre valg, for at trække os lidt fra det, der ville være nemmest. Altså hardcore. Det har vi gjort så mange gange og det ved vi, at vi sagtens kan, fortæller Mads Richter.

Jacob Bredahl, henslængt siddende og konsekvent med et lille smil om munden, nikker og tilføjer:
– Vi er nok bare et rockband. Vi kommer derfra hvor vi gør, så der er nok nogle forventninger om, at det lyder som noget andet. Men det gør vi så ikke. Man kan måske godt høre vores baggrund, men vi har har haft lyst til at lave noget andet, og vi har gjort, hvad vi har lyst til.

Riverhead er altså noget andet, end mange forventer. Og det er netop det, der har gjort bandet interesseret i at bevæge sig den vej. Men det gør også, at det bliver sværere at finde sig en niche. Bandet selv har da også svært ved at sætte helt præcise ord på. Blandt andet skal de spille på Booze Cruise i Hamborg denne sommer sammen med blandt andre Menzingers og The Flatliners, og selvom ‘Cancer’ er ganske følelseladet, mener de heller ikke de passer ind i emo-scenen.
– Det er ikke en emo-plade. Det er heller ikke en hardcoreplade. Nogle kalder os post-hardcore, men det er der jo for fanden ikke nogen, der ved hvad er, griner Martin Olsen.

Mads Richter supplerer:
– Jeg tænker ikke, at sådan noget som Soundvenue ville synes vi var interessante. Der er nok for meget råb og skrig, og Devilutions læsere vil sikkert synes det er for blødt. Vi passer ikke rigtig ind nogen steder, men samtidig rigtig mange steder.

Et af de steder, er Cafe Hverdagen, hvor det akustiske set skal gå ned. Umiddelbart skulle man ikke tænke, det ville give mening, men ‘Cancer’ rummer en følsomhed, der får det til at klikke.
For bandet er det en mulighed for, at spille musikken helt nøgen, hvilket taler ind i pladens grundessens. Den er slet ikke hyggelig.

Død
‘Cancer’ skal nemlig tages ganske bogstaveligt. Det er ikke længe siden, at Jacob Bredahl lå med diagnosen og var mere end almindeligt tæt på afslutningen. Heldigvis er han kommet sig og er i dag fri for sygdommen. Men det har så afgjort sat sig præg på både ham og på pladen.
Oprindeligt var pladen faktisk næsten helt i mål, da bandet besluttede sig for at skrotte alle indspilninger og starte forfra. Bredahl stod til at begynde med for at skære fedtet fra med den helt store kniv. Som han selv siger, “sørge for at synge så lidt som muligt”, men bandet opdagede, at de kunne gøre det bedre.
– Vi skulle spille koncerter og øvede os i at spille sammen, og opdagede, at det var federe live. Det var blevet et studieprojekt, og jeg havde ikke engang været med i det rum.



Mads Richter var den, der fældede dom, efter han var begyndt at spille i Bleeder.
– Jeg havde fået en bedre forståelse for dynamik, og da jeg lyttede til vores indspilninger, gik det op for mig, at jeg ikke gad høre dem. Jeg havde tidligere tænkt, at det godt kunne være federe, og nu var der intet pres. Der var ingen tour, ingen plade, så jeg foreslog at vi startede forfra. Og så indspillede vi sammen.

Den proces blev afbrudt af Bredahls sygdom. Hvor pladen tidligere også havde handlet om de tungere emner, var det på et mere metaforisk og billedligt plan. Dette skulle ændre sig en del.
– Det er ikke en glad plade. Der er mange følelser. Jeg kan bedst selv lide, når musik handler om det triste. Når livet driller, synger man lidt om det. Lige nu har jeg det ret fedt, men der skal nok komme noget skidt igen, fortæller Jacob Bredahl.

Han fortsætter:
– Det er sådan lidt blandet at stå og synge sangene nu. Da vi spillede i Pumpehuset i 2021, var det meget råt. Sangene var meget friske. Det er heldigvis på afstand nu, og jeg er videre, men der skal jo snakkes om, hvad pladen går ud på. Jeg kunne dog ikke have spillet det her set i aften for to år siden. Det er for nøgent.

“Needles, tubes and fear”, lyder en linje i ‘0806’ og den handler konkret om, hvordan det var at være i behandling. På samme måde handler ‘Torches’ om en meget specifik nakkeskade, Bredahl er indehaver af. ‘Broken Boy’ handler om bassist Mixen Lindbergs opvækst og overgang til voksenliv og er en af de få sange, som Bredahl ikke har skrevet teksten til.
Jacob Bredahl fortæller:
– Jeg har prøvet at skrive noget, der kom indefra. Jeg har også gjort mig umage for at formulere mig på en måde, der var interessant for mig selv at læse. Det har været meget anderledes end det, jeg var vant til – meget personligt. På en måde er det en bearbejdelse af alting. Det er grænseoverskridende, men jeg tror også, at man dør indvendig, hvis man ikke taler om det.

&

Planen
Riverhead skal som sagt spille på Booze Cruise i Hamborg. De skal også spille på Copenhell til sommer, hvilket er nyt for nogle, og velkendt for andre. De er alle fire produktive og garvede herrer, så naturligvis rejser et spørgsmål sig. Hvor vil de hen?

Mads Richter åbner ballet:
– Det kunne da være helt fantastisk, hvis vi bare kunne spille en megafed Copenhell-koncert og komme til at leve af det. Men det er jo ikke sådan det fungerer.

Bredahl nikker og tilføjer:
– Der er ingen af os, der tænker vi skal ud og erobre verden med det her. Hvis vi nu var der, hvor vi ville satse hundrede procent på det, så ved vi alle sammen, hvad der skal til. 250 dage om året i en varevogn. Det kommer ikke til at ske, og det er ok. Det er ikke det vi vil. Vi vil bare have det fedt.

Martin Olsen er også enig:
– Vi har alle sammen voksenliv. Vores tilgang er, at vi vil have nogle sjove oplevelser med det. Jeg vil lige så gerne spille til et modeshow som til Copenhell. Og nu prøver vi så det her akustiske i aften. Det har jeg aldrig prøvet før. Det samme med Booze Cruise. Jeg kender ingen af de bands, der skal spille, og det er fedt. Vi har været på de der festivaler, hvor alle bands er de samme og folk går i camoshorts og murerkasket.

Det, der driver værket er altså den fælles ambition om at have det sjovt. Og i en verden af arbejde, mails og beskeder, er det måske, hvad der skal til. Og fællesskabet er også det vigtigste for bandet.
– Vi er ikke ærekære omkring vores arbejde. Alle har budt ind med deres ideer om, hvordan vi kan gøre det her. Så kan det godt være, jeg ikke kan spille guitar, men jeg kan godt forestille mig, hvordan det skal lyde. Jeg gør mig umage for at mærke nummeret, fordi jeg synes de er vigtige og at teksterne er vigtige. Så nytter det ikke bare at pløje igennem, fortæller Richter.

Olsen er enig:
– Der er helt klart en stemning i musikken. Det kan jeg mærke, når jeg spiller. Det er ikke bare et nummer, det er noget, jeg kan mærke. Det er noget at være i, der er historik i det. Det er store ting, der gør numrene til det, de er.

Richter sparker ind igen:
– Men det skal heller ikke være mere seriøst end det er. Vi har det sjovt sammen.

Det erklærer Jacob Bredahl sig fuldstændig enig i:
– Hvis vi sad og var deprimerede alle fire, ville det være fucking nedtur. Vi sidder der sammen og bliver lidt ramt engang i mellem, og så joker vi med vores egne problemer. Hvis man ikke kan det, er det først trist. I går grinede jeg så meget, at jeg fik ondt i kæben.


Riverheads ‘Cancer’ er altså en plade om død og liv og om at se det i øjnene, der gør ondt. Og så handler den også om fire mænds venskab og plan om at have det sjovt.

‘Cancer’ udkommer 28. april på Sounds of Subterrania.