Elektrisk nostalgi

Elektrisk nostalgi

Genudgivelsen af AC/DC's legendariske koncertfilm 'Let There Be Rock' giver anmelderen kuldegysninger.

Kunstner
Titel
Let There Be Rock
Dato
07-06-2011
Label
Karakter
5

Historien om AC/DC er fortalt mange gange, men næppe er perioden med Bon Scott fortalt bedre end på den franske film "Let There Be Rock", der er centreret om koncerten i Paris 9. december 1979. 13 sange fremført live, og indimellem er der små bidder af interviews med bandet og medlemmerne separat. Det er nostalgi så det basker!

Jeg har i mange år været trælbundet til et gammelt VHS-eksemplar, og her 30 år efter dets oprindelige udgivelse er filmen så blevet digitalt remastered og udsendt på DVD. Og hvad skal jeg så mene om den udgivelse?

Først og fremmest vil jeg sige, at den er perfekt. En sublim tidskapsel, der på sølle 93 minutter formår at koge essensen ud af AC/DC og servere bouillonterningen for os fans af bandet. Vi ser bandet før koncerten, hvad de bedriver tiden med på hotelværelserne, når de stemmer deres instrumenter eller kører ræs i en Porsche på en gammel lufthavnsplads.

Men vigtigst af alt er, at vi ser Angus, Malcolm, Phil, Cliff og ikke mindst Bon Scott i afslappede omgivelser med paraderne nede. For en knægt født i 1977 er denne film sådan set årsagen til, at min musiksmag blev, som den er blevet. Jeg er vokset op med AC/DC og denne film fortæller mig den del af bandets historie, som jeg er for ung til selv at have oplevet i samtiden. Jeg får lov til at opleve Bon Scott både på og udenfor scenen.

Derudover viser filmen, at Angus Youngs sceneoptræden ikke har ændret sig en tøddel siden 1980. Samme energi, samme rejehop. Filmen og manden selv fortæller os samtidig hvorfor han gør, som han gør, og den lille anekdote vil jeg ikke afsløre her.

Grunden til, at jeg kalder det elektrisk nostalgi er, at jeg bliver elektrisk når jeg ser AC/DC fra den periode. De grundlagde deres fantastiske karriere i den periode, og vi får lov til at opleve den i en overraskende god kvalitet. Det giver mig kuldegysninger når jeg ser Bon Scott fremføre underlødige versioner af 'The Jack', 'Whole Lotta Rosie' og 'Sin City'. Det er så vigtigt, at det er foreviget. En enkel og historisk, utrolig vigtig udgivelse.

Perfekt. Intet mindre.