Et værdigt punktum... for nu...

Et værdigt punktum... for nu...

Slipknot har udgivet en overraskende vedkommende dvd, som måske deres sidste.

Kunstner
Titel
(sic)nesses
Dato
11-10-2010
Distributør
Trackliste
1. "742617000027"
2. "(sic)"
3. "Eyeless"
4. "Wait and Bleed"
5. "Get This"
6. "Before I Forget"
7. "Sulfur"
8. "The Blister Exists"
9. "Dead Memories"
10. "Left Behind"
11. "Disasterpiece"
12. "Vermilion"
13. "Everything Ends"
14. "Psychosocial"
15. "Duality"
16. "People=Shit"
17. "Surfacing"
18. "Spit It Out"

Musikvideoer:
1. "Psychosocial"
2. "Dead Memories"
3. "Sulfur"
4. "Snuff"
Forfatter
Karakter
4

Slipknot har efterhånden været i gang længe, og har bevæget sig fra at være et af de vredeste nu-metal bands til at være blandt de mest kendte bands overhovedet, også uden for metalscenen. Man har dog længe haft på fornemmelsen af at solen er ved at synke over Slipknot af forskellige grunde; gruppens medlemmer for længst afsløret deres identitet, som ellers i lang tid havde været holdt hemmelige bag masker og bidraget til Iowa-orkestrets aura i starten var så ond, som den var.

Også den musikalske udvikling er gået mod det mere kontrollerede og mainstream, og på seneste udgivelse 'All Hope Is Gone' kunne man høre en vaske ægte ballade i form af 'Snuff', og med den syn(t)es mange, at nu havde Slipknot havde solgt ud. Endelig døde bassisten Paul Gray i det sene forår 2010, og i kølvandet på det, har Taylor udtalt at han ikke kunne se nogen grund til at fortsætte Slipknot.

Hvis Taylor holder fast i det (lad os nu se, om han gør...), er nærværende dvd det sidste der kommer fra det midtvestlige, og selv om han ikke gør, er det definitivt sidste udgivelse med Paul Gray. Dvd'en er da også dedikeret hans minde, men ud over coveret og en tekst på skærmen fortæller det, er fokusset nu ikke på ham.

Sættet består af to skiver, hvoraf den ene er en koncert fra Download Festival, 2009 plus de fire videoer for 'Psychosocial', 'Dead Memories', 'Sulfur' og 'Snuff'. Sidstnævnte har en making-of tilknyttet. Anden skive er en tre kvarter lang behind-the-scenes dokumentar der hedder '(sic)nesses' og er instrueret af M. Shawn Crahan, bedre kendt som Slipknots egen nummer 6: "Clown".

Klassisk live-optagelse


Liveoptagelsen er en rigtig god én af slagsen, med en fyldig lyd, der stadig har bevaret noget af livemusikkens varme (sammenlignet med den kliniske lyd på plade). Billedsiden består hovedsageligt af forskellige klip af de forskellige bandmedlemmer, afbrudt af nogle sweeps ud over publikum – ikke megen nytænkning i dét. Optagelserne giver et meget godt billede af, hvad de hopper rundt og laver, og er derfor fint underholdende, da man kan se mere fra sofaens første parket, end man kan som tilskuer til et show.

Videoerne er mindre engagerende, da de er helt standard, med masser af billeder af bandet i et setting med vand eller ild. 'Snuff' skiller sig lidt ud, da den prøver at fortælle en historie om ulykkelig kærlighed, men ud over at man får lov at se Corey Taylor i drag (han spiller nemlig både sig selv og kvinde i den) er den ikke specielt gribende.

Kontrastfyldt dokumentar


Disk to er den, der hiver udgivelsen op – det er den med dokumentaren '(sic)nesses'. Filmen består af en masse klip fra bandets optrædener og fra forskellige situationer backstage. Det lyder jo ikke specielt originalt i sig selv, men klippene skifter mellem hinanden i et hurtigt tempo og veksler knivskarpt mellem optrædener foran tusinder af mennesker til få håndfulde sekunder af en stille stund på eks. en restaurant, hvor man kan se, at bandmedlemmerne sådan cirka har den samme øltøndeform og virker lige så godmodige, som et hvilket som helst andet metalband. Alt sammen noget der viser kontrasten i et band som Slipknots virke.

Filmen er helt fri for interviews og helte-voiceovers der fortæller hvor fantastisk bandet er og har klaret sig - som den slags band-dokumentarer godt kan forfalde til - de eneste informationer man får, er, at koncertklippene har en kort tekst, der fortæller hvor de er fra, ellers er alt og alle anonyme.

Hvor maskerne i bandets tidlige historie vækkede ens nysgerrighed for, hvem der var bag, viser denne dokumentar, at selv om man får det at se, så gør det ikke den store forskel, når man ikke rigtig ved, hvem det er, man ser på, og man ikke får fortalt hvad man skal mene om det, man ser. Så på den måde, skulle cirklen være sluttet fra det tidlige til det sene Slipknot.

Den samlede udgivelse viser altså et band på toppen med et headlinershow foran 80.000 mennesker og en video der formår at give bandet noget af den mystik tilbage, som man ellers troede tabt med maskefaldet. Og det må siges at være et værdigt punktum – om ikke for bandet, så for Paul Gray.