Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Veloplagte amerikanere

Updated
Veloplagte amerikanere
Trivium kompenserede for en dårlig lyd i Pumpehuset med en veloplagt optræden, der gjorde dem til koncertens højdepunkt foran svenskerne Arch Enemy og Engel. Udsigten til en aften i selskab med de unge, nye amerikanske kometer i Trivium og rutinerede og fandens dygtige Arch Enemy i Pumpehuset lovede godt. Desværre fik en, for stedet, usædvanligt dårlig lyd taget lidt af glæden fra braget.

Aftenens bedste lyd

Tilsyneladende var det ikke alle fremmødte, der havde hørt at Dark Tranquillity allerede i starten af september røg af plakaten. Men det blev dog til to svenske bands alligevel denne aften, da Engel med eksmedlemmer fra The Crown, Gardenian og In Flames havde vundet åbningsposten. Bandet er Gøteborg-baseret og lyder da også sådan, især lød afslutteren In Flames inspireret – dog uden helt så karakteristiske melodistykker.

Bandet var groovy og spillede fedt, og de velplacerede samples ledte tankerne hen på et andet svensk band – hedengangne Misery Loves Co.


Fuck yeah!

Åbningsbandet havde udover æren også vundet den bedste lyd denne aften. Således var Triviums lyd ikke mixet ordentligt. Guitarist Corey Beaulieu var for lav i mixet – både med sin guitar og backing vokal. Trommerne var meget i fremhævet, og selvom lyden af dem var helt fin, så havde Triviums guitar-riff-ræs denne aften været præsenteret bedre med meget mere guitar.

Men det ødelagde ikke det store alligevel, for amerikanerne forstod, deres unge alder til trods, at underholde og levere en sublim præstation. Efter en kort klaverintro gik det derudad med masser af knald på og energiudladning hos både bandet og publikum. Frontmand Matt Heafy forstod at sætte folk i gang med opfordringer til mosh pits og circle pits eller blot headbanging. Det er tydeligt, at drengene lever og ånder for deres band og det at spille live.

Mellem de fede numre, der blandt andet i talte "The Deceived", "Ascendancy" og "Like Light to the Flies", var Matt hele tiden på og havde noget at sige. Til publikums brøl røg der en del ”fuck yeah”s fra munden. Derudover røbede Matt, at vi igen får Trivium at se på dansk jord til marts.


Reddet af veloplagthed

Bandets næstsidste nummer blev ”A gunshot to the head of trepidation”, der netop er udgivet som video. Hele salen hoppede op og ned i starten af denne sang og det publikumsvenlige stykke i midten, hvor alle gjaldede med på ”Hey! Hey! Hey!”, lød mere massivt end i videoen. Desværre var Matts vokal ved at være lidt slidt på dette tidspunkt af koncerten.

Det alt for korte sæt blev afsluttet med energibomben ”Pull harder on the strings of your martyr”. Utroligt at så meget energi kan komprimeres til kun fem minutter – den sang er en født klassiker! Sangen blev afsluttet perfekt med tre sekunder fra Metallicas ”Ride The Lightning”.

Stjerneevner ud i frontmandskab og et veloplagt band reddede Trivium så langt at lydproblemerne nærmest var ubetydelige. Men den dårlige lyd må man nok vænne sig til, for der går nok ikke længe før man skal til de større danske koncerthaller for at høre dette bandet. Og der er lyden jo ikke altid god…


Fortsat dårlig lyd

Efter en temmelig lang pause gik Arch Enemy endelig på scenen efter en længere intro. Den gennemført fede ”Nemesis” fra det seneste album passede perfekt som åbner og publikum var hurtigt i stemning som ved Triviums optræden. Det stod dog desværre klart, at lyden stadig var dårlig, og det var især meget ødelæggende for oplevelsen af svenskerne.

Trommerne var igen for høje. De overdøvede guitarspillet fra fantastiske Mike Amott og den nye, også glimrende Fredrik Åkesson på den anden guitarplads. Når guitarspillet kommer for langt ned i mixet, kan en nok så god trommeslager i Daniel Erlandsson, ikke redde helhedsindtrykket. Samtidig var der for meget reverb på Angela Gossaws brutale, dog lidt ensformige røst, hvilket rungede og dominerede over guitarerne. Således var Arch Eneny stærkest i de tunge parter uden hurtige, buldrende stortrommer og vokal. De mange fede leads fra guitaristerne kunne dog sagtens høres, men de måtte også gerne have fået lidt mere power i lydtrykket.


Fandens dejlig afslutter

Det var som om, at Angela havde taget ved lære fra knægtene i Trivium og der blev lystigt opfordret til fælles ”hey”s og ”hail”s med næven taktfast bankende i luften. Alligevel virkede det som om, at kvartetten ikke fik helt så godt fast i publikum, som man kunne ønske.

Der blev trods alt alligevel leveret en fin professionel optræden med tromme- og guitarsolo og blandt andet ældre numre som ”Burning Bridges” og den rigtig gamle ”Bury Me an angel”. Efter guitarsoloen var det som om, at lydmanden fik en chance for at rette på lyden, så herefter steg kvaliteten og klassikeren ”We Will Rise” blev en fandens dejlig afslutter.

Kunstner
Spillested
Karakter
3