Kontant doom og musikalsk leg
Der var masser af musikalske eksperimenter på Loppen, hvor Alkymist fejrede den hårde fødsel af deres tredje studiealbum, 'UnnDerr'.
Efter fire år, en del genvordigheder og en udskiftning på trommetaburetten, var Alkymist endelig klar til at fejre deres tredje album, 'UnnDerr', der udkom 15. november i år. Med sig havde de Offernat, der også har skiftet lidt ud i besætningen, og, som magasinets fotograf vittigt bemærkede, så ville bassist Kaspar Luke optræde i midten af et Venn-diagram over de to bands.
Publikum til releasefester er altid lidt svært at forudsige. Men uanset hvad vi havde gættet på hjemmefra, havde alle haft ret. Der var én af hver, og det er måske det mest diverse publikum, jeg har set til en koncert i den hårde ende.
Gående mod doom
Offernat har tidligere opvarmet for så prominente navne som Orm, og dengang anmeldte vi også bandet. De har flyttet sig meget siden sidst, vi så dem. Starten af sættet var i den skramlede ende af black metallen, og vokalen gjorde ikke meget væsen af sig. Starten og slutningen på sættet vender vi tilbage til, for det var midten af sættet, der for alvor tog kegler. Bandets legende nedstigning mod lange og tunge, ambiente doomede stykker fungerede fremragende, selvom der var steder, der godt kunne tåle et ekstra hak på beskidt-lydsskalaen uden at det ville gøre noget. Men det er detaljer, og de fungerede absolut godkendt i den form, de blev præsenteret i på Loppens lave scene. Og trommeslager Jonas Bangstrups særegne lyse vokal passede også klart bedst ind i de mere tungsindige numre, særligt hvor den indgik i en slags call-response med guitaristens lidt tynde, raspende vokal og det growl, som også blev leveret af Bangstrup.
Sættets start og slutning var jeg dog lidt mindre begejstret for, og jeg fik fornemmelsen af, at Offernat ville for meget på samme tid. Noget fungerede godt. Meget fungerede ok. Og noget fungerede mindre godt. Særligt ville jeg nok spare lidt på den helt høje vokal til særlige steder, for det var ikke hver gang, den var lige i skabet i forhold til musikken.
Skal jeg komme med en venlig anbefaling, så bør Offernat nok overføre Coco Chanels gode råd om accessories til den musikalske verden. Komponer med alle de musikalske stilarter, der måtte falde i dem ind - og træk to fra. For det er stadig et band, der vil meget, kan meget - men som derfor også fremstår en lille smule retningsløst på sine steder. Og det er ærgerligt, for hvis de bare gør, hvad de gør bedst, så kan de komme langt.
Tungt og kontant
Aftenens hovednavn, Alkymist, steg på scenen ikke længe efter Offernats sidste nummer og ikke overraskende fokuserede bandet på at spille deres nye album fra ende til anden. De havde ikke taget ydeligere numre med på sætlisten denne aften, da de, som forsanger Peter Bjørneg forklarede, skiftede trommeslager for få måneder siden. Og selvom Per Silkjær, som de fleste kender fra Fossils, er ferm bag et trommesæt, så har fokus været på at få øvet den nye plade op.
Koncerten startede kontant og tungt med pladens åbner, 'The Scent' - en hårdtslående og kontant sag. Det slår mig hver gang jeg får chancen for at se Alkymist, at de må være blandt de dygtigste metalmusikere i Danmark. De spiller bare virkelig godt. Hver for sig, men særligt sammen. Og på trods af nylige udskiftninger på den centrale plads bag trommerne, så var de også denne aften utroligt godt sammenspillede. Bjørnegs rådne vokal - som der er delte meninger om, men som jeg virkelig godt kan lide - spyede ild og svovl og slim ud over publikum. Bassist Kaspar Luke og guitarist Stefan Krey fik i fint samspil fik lagt den brede og tunge lyd, mens Silkjær slog til Søren bag trommerne. Han slår hårdt, Silkjær, og jeg tror det var et mindre mirakel, at skindene holdt koncerten igennem.
Alkymist har brugt fire år på at få denne plade færdig og de var forståeligt nok utroligt glade for endelig at kunne præsentere det færdige resultat. Forskellige benspænd kom forbi, men når vi som publikum hører det færdige resultat, må jeg sige, at de fire år ikke nødvendigvis udelukkende er en dårlig ting. For albummet står virkelig skarpt, og mon ikke lidt af det overskydende fedt er trimmet af undervejs. Det lyder i hvert fald sådan, og det klæder Alkymist med de kontante kompositioner. Dermed ikke sagt, at der ikke var plads til lydlandskaber, bløde stykker, groove og almen leg, men det blev doseret som understregninger af koncertens gennemgående tema, som vel bedst kan beskrives som tungt og kontant.
Offernat: 3/5
Alkymist: 5/5