Værket er alt
PopulærUropførelsen af Orms black metal epos 'Intet • Altet', der strakte sig over halvanden time var en enorm oplevelse. En oplevelse, der kun blev bedre af Offernats opvarmning, der blandede lidt flere elementer.
2. Floden, som kan skabe
3. Trance/Floden, som kan lede
4. Mod døden
Overraskende Offernat
Vi nåede lige at lægge overtøjet og blive behørigt udstyret med en øl i spillestedets nyindviede bar/lounge før Offernat gik på - på slaget 21. Det var et for anmelderen fuldkomment ukendt band, men de overraskede positivt på de 35 minutters tid, de fik stillet til deres rådighed.
Offernat kan vel bedst beskrives som en art patchwork mellem det tunge 70’er heavy, andenbølge black metal og en knivspids post-metal. Hovednavnet havde spist det meste af den i forvejen ikke så store scene i Lille Vega, så Offernat var denne aften tæt på sit publikum, og trommesættet stod ret langt fremme. Det var en fordel for bandet, idet hovedvokalen blev forestået af trommeslageren, dog godt bakket op af både guitarist og bassist.
Det første indtryk var rå og raspende black metal af den helt gamle skole. Der hvor det næsten bliver punk. Men Offernat fik koncerten igennem overrasket sin lytter med sving til både højre og venstre, og flere gange i koncerten var der pludselig noget helt andet igang. Bundnoten af iskold og rå black metal blev blandet godt op med groovy og fængende 70’er inspireret heavy metal og hist og her fik vi små pauser med atmosfærisk og næsten post-metallisk stemning. Ikke alle sammenføjninger mellem de forskellige dele gik lige godt, ligesom råbekoret, der opstod, når alle tre bandmedlemmer gik på vokalen samtidig, måske ikke lige var denne anmelders kop te. Vokalerne virkede bedst hver for sig, og gav rigtig god kontrast til hinanden – sammen blev udtrykket desværre lidt generisk.
Alt i alt var det interessant musik, og det var rigtig godt tænkt. Læg hertil en ikke ubetydelig mængde udfordrende riffs og rytmisk besværlige elementer, som ikke virkede til at volde nogle af de optrædende større besvær. Når de sidste patchwork-sømme sidder lige i skabet og vokalerne har fundet deres plads i musikken, tror jeg, vi kan vente os meget af dette band.
Opførelsen af et værk
Salen blev temmelig godt fyldt op lidt i ti, hvor Orm gik på præcist 22.00. Luften var tyk af forventninger - og med koncerterne på Hotel Cecil og Copenhell i frisk erindring, var der ikke noget mærkeligt i det.
En blackmetal-koncert på 90 minutter + det løse lyder måske af meget. Det er det også. Og alligevel føltes det, som om de kun spillede et øjeblik, da Orm opførte deres seneste værk, 'Intet • Altet'. Desværre var det ikke alle i publikum, der havde tålmodighed til at lytte til ende.
Koncert eller opførelse
Release-koncert eller ej. Der er masser af muligheder for at se diverse artister spille hele plader fra ende til anden live. Til den slags koncerter er der behov for, at bandet tegner lidt uden for stregerne, fortolker deres eget materiale og i det hele taget giver publikum en oplevelse, som de ikke kan få i selskab med pladespilleren derhjemme.
Og så er der opførelser. Af hele værker. Og det var præcist det, vi var vidner til fredag aften på Lille Vega. Mange tvivlede noget på, om Orm nogensinde kunne overgå mesterværket 'Ir', der fik den sjældne karakter 666 her på magasinet. På Copenhell blev sløret løftet for noget af indholdet på den nu netop udgivne 'Intet • Altet', og allerede dengang skrev vi, at det tegnede lyst for Orms kommende udgivelse. Vi fik ret, og min anmelderkollega er svært begejstret for pladen, som du kan læse anmeldelsen af her.
Når tid og rum går i opløsning
Hvis man har været til Orms koncerter før, eller bare dyrket dem på plade, så ved man også, at sætlisten er overskuelig selvom længden af koncerterne er i den tunge ende. 'Ir' består af to numre. 'Intet • Altet' er oppe på hele 4 numre - men der er så også hele 4 vinylpladesider at gnaske sig igennem, og når man 92 minutter senere er færdig med albummet, er man godt mæt. Men fordi pladen er skrevet som værk, som en helhed, er det også en glimrende anledning til at lade tiden gå i opløsning og bare lade sig suge ind i musikken. Og netop den oplevelse var det, vi håbede at få denne aften på Lille Vega.
'Intet • Altet' har som 'Ir' - måske i højere grad end 'Ir' - potentialet til at kunne suge sin lytter ind, og på trods af en hel del forstyrrelser, var det både en meget lang og meget kort koncert. Selvom det kunne mærkes i både ben og hoved, at vi havde stået 1,5 times frontalangreb på alle sanser igennem, så passerede tiden forbløffende hurtigt. Det skyldes ikke mindst den enorme forberedelse, der ganske givet ligger bag showet. Lyden sad fra absolut første tone lige i skabet - og det er sværere, end det lyder. Særligt for musik, der er så massiv, og så varierende i sit udtryk. Men en hel dag med lydprøve betalte sig, og vi fik en ikke mindre end perfekt lydoplevelse, uanset hvor i lokalet man placerede sig. Bandet var i topform, og der var ikke nogen som helst fejl, der forstyrrede vores rejse sammen med Orm igennem livet, og døden, ned af floden og ind i det univers, som gør Orm til måske Danmarks bedste orkester lige nu.
Theis Wilmer Poulsen stod stout og stor som et hus på venstre flanke af karismatiske Simon Sonne Andersen. Malthe Yde Tuifkær på bas udgjorde den legende og dynamiske højre flanke, og som bagstopper og indpisker var Adam Schønemann godt gemt bag kedlerne, men til gengæld meget synlig i lydbilledet, hvor han med sikker hånd fik skruet op og ned for tempo, intensitet og dynamik. For alle, der ikke havde nået at gennemlytte albummet, må det have været som at blive skiftevis cirkelsparket og aet på kinden i 90 minutter. Det var det sådan set også for os, der lige netop fik presset en samlet gennemlytning ind i hverdagens travle program forud for koncerten, om end vi måske var lidt bedre forberedt på det, der ventede os. Orms musikalitet og sammenspil er eminent - og de havde deres materiale fuldstændigt under kontrol igennem hele koncerten. Og netop derfor kan Orm slippe afsted med at lave en plade på 1,5 time og numre på over 20 minutter. Og spille dem live. Det er svært og krævende og spændende og lærerigt at lytte til.
Da de 90 minutter var gået, var bandet synligt trætte. Og glade. Det var tydeligt at se hvilken kraftpræstation, de havde leveret, og jeg forestiller mig, at det må føles lidt som at løbe et maraton på 1,5 time. Publikum var også trætte - men glade, mætte og fulde af indtryk. At lade sig sænke ned i musik på denne måde er noget helt andet end at gå til koncert, nikke lidt i takt eller kaste med håret afhængigt af temperament, og så løbe videre ud i natten.
Perler for svin
Desværre var dele af publikum … særligt … til denne koncert. Om det skyldtes kombinationen af lønningsdag og fredagsbar, eller om det simpelthen blev for krævende, kan vi nok tale længe om. Men når snakken i publikum bliver så højlydt i de stille stykker, at en anden publikummer føler sig nødsaget til at råbe “Så hold dog jeres fucking kæft” ud i salen, så begynder vi at nærme os den grænse, hvor snakkeriet ikke alene er respektløst overfor de i publikum, der faktisk gerne vil høre musikken, men også overfor bandet, som uagtet in-ear-monitors og baggear, MÅ have kunnet høre den konstante jabben overalt i salen. Man behøver ikke ytre sig højlydt om hvor smuk, man synes musikken er, hele tiden. Man kan bare nyde den. Så kan dem ved siden af nemlig også nyde den. Når vi kombinerer snakkeriet med tilråb som “Spil den med Slayer” og et forsøg på at starte en art fodbold-fællessang af “åh-åh-åh-åh-ååååååh-åh”, så bliver det sgu lidt tåkrummende.
Nu skal det hele ikke være alvorstung andægtighed, og vi fik også både mosh og crowdsurfing under koncerten - præcis som en koncert OGSÅ kan være. Det er også til stadighed fornøjeligt, når publikum lykkes med at klappe i takt til de mere groovy og catchy stykker, som 'Intet • Altet' også rummer i rigt mål. Desværre virkede det som om, at en del af publikum fik reduceret Orms præstation på scenen til at være en art baggrundsmusik for deres “ugen, der gik”-snakkeri. De udvandrede heldigvis lidt efter lidt efterhånden som koncentrationen gik i bund og promillen nåede nye højder. Dermed blev den sidste tredjedel af koncerten også en hel del mindre forstyrret for de, der gerne ville høre musikken. Og selvom udvandring sjældent er godt, så var det det faktisk denne fredag aften i Lille Vega. Vi savnede dem ikke et eneste sekund.
Publikum er også en del af koncertoplevelsen
Tilbage står en fredag aften, hvor alle sanser var gennemtæskede, hvor hovedet var træt, og sjælen glad - men også en aften, hvor irriterende baggrundssludren til tider nærmest stod i forgrunden.
Det her kunne have været den fuldendte 666-oplevelse. Orm spillede perfekt. De havde spilleglæde. De spillede bedre sammen end måske nogensinde. Og de spillede en plade, der om ikke overgår, så i hvert fald er på fuld omgangshøjde med 'Ir'. De har gjort al spådom om 'Ir' som deres zenit til skamme. Og de fortjener stående ovationer for det, de leverede fredag aften i Lille Vega.
Men en koncert er et samspil mellem band og publikum. Og når en del af publikum hellere vil snakke end lege med og opfylde deres del af aftalen, så går oplevelsen i stykker. Og derfor ender vi desværre på en 5’er.
Offernat: 3/5
Orm: 5/5