Jailbreak 2023: For lidt sjæl
Populær
Det var ikke regnen, der gjorde Arch Enemys koncert på Jailbreak en tam affære, men derimod et band og en forsanger, der mentalt ikke var tilstede.
2. War Eternal
3. My Apocalypse
4. The Watcher
5. The Eagle Flies Alone
6. As the Pages Burn
7. Handshake With Hell
8. Nemesis
Vi har set Arch Enemy mange gange gennem årene i såvel ind- og udland. Svenskerne er dygtige til melodisk dødsmetal, og Michael Amotts tropper plejer at levere varen. Det skete ikke på Jailbreak i Horsens, hvor koncerten blev en middelmådig affære.
Ikke uventet indleder de koncerten med 'Deceiver, Deceiver', der er fra deres seneste plade 'Deceivers'. Forsanger Alissa White-Gluz holder sig mærkbart tæt på trommesættet og kommer aldrig helt ud til scenekanten. Det fortsætter i de næste par numre, og man har hende mistænkt for ikke at ville ud til fotografernes linser. Stemmen når heller ikke ret meget længere ud end til scenekanten, for vokalen er lav og er næsten begravet i mixet. Det er først under det store hit 'My Apocalypse', at man får skruet op for mikrofonen, og så kan hele Fængslet høre hendes growl.
Undervejs begynder det at dryppe lidt, og enkelte blandt publikum søger ly under nogle store sejl i siderne, mens de hærdede bliver foran scenen og fester videre med svenskerne. Det bemærker Arch Enemy og det betyder, at der er både fællessang, moshpit og regndans i det omskiftelige vejr.
Arch Enemy er dog uden tvivl et af de hårdere indslag på Jailbreak her i 2023. Da jeres anmelder går lidt rundt for at finde den bedste lyd, høres det flere steder, at man diskuterer, om det nu virkelig er hende, der synger sådan? Det ved vi, det er. For Alissa White-Gluz er en dygtig sanger. Og på den seneste plade begynder hun at vise sit repertoire ud over blot dybe growls. Her i Horsens fik publikum så også for første gang mulighed for at høre hende synge rent. Det sker i slutningen af koncerten, hvor de lufter 'Handshake With Hell'.
White-Gluz er med sit blå kostume og blå hår et naturligt omdrejningspunkt for såvel publikum som fotografer, da hun står i skærende kontrast til de mere anonyme musikere. Og det er egentlig ikke fordi der er så anonyme igen. Guitaristerne Michael Amott og Jeff Loomis er dygtige på deres instrumenter, ligesom trommeslager Daniel Erlandsson også havde en god dag på kontoret, men når White-Gluz blot kører den på autopilot, så er det ikke nok, at vi for første gang hører hende synge rent. Energiniveauet var til at overse, og festivalens tunge indslag faldt med et endnu tungere brag til jorden midt i fængselsgården.
Vi ved, de kan gøre det mere indlevende. Det gjorde Arch Enemy overhovedet ikke, hvorfor det blot blev en jævn oplevelse at se dem drysse melodisk dødsmetal udover en hard rock-festival. De skræmmer nok enkelte publikummer med en forsanger, hvis stemme de ikke havde forventet, men os, der har set og hørt Arch Enemy i flere årtier, narrer de ikke.