RMF 2019: Asphyx kvalte al opposition
Med smittende spilleglæde og medrivende musik leverede Asphyx den med flere længder bedste koncert på Royal Metal Fest 2019.
2. Brandenburg Division
3. Wardroid
4. Death the Brutal Way
5. Forgotten War
6. Deathhammer
7. Scorbutics
8. Der Landser
9. It Came From the Skies
10. Wasteland of Terror
11. Forerunners Apocalypse
12. The Rack
13. Last One on Earth
Hvor flere koncerter startede med vigende tilskuerantal, fordi folk fik sig en pause udenfor med enten mad eller anden tilfældig aktivitet, så var folk på plads på Voxhall, da Asphyx gik på scenen. Det er nemlig ikke hver dag, de er på disse kanter. Forsanger Martin van Drunen indrømmede da også, at de vist nok senest havde været i Pumpehuset i halvfemserne, og pausen, da bandet gik i opløsning omkring år 2000, har naturligvis spillet en rolle her. Men nu var de her. Et navn, der i den grad kunne trække kendere til truget og få dem til at drikke af det.
Helt ud af halvfemserne er Asphyx dog ikke kommet. Guitarist Paul Baayens og bassist Alwin Zuur har begge B.C. Rich Warlock-guitarer hevet direkte ud af dødsmetallens abc fra dengang. Masser af langt hår, og det slynges hele tiden rundt. Klassisk. Nostalgisk. Godt!
For Asphyx er ikke kun dødsmetal. Der er også lidt doom over det. Ligesom deres genrebrødre i Obituary kan de sommetider hive tempoet fuldstændig ud af genren, og det fungerer. Både for publikum og for band. Man kan se, at Asphyx nyder at være i Aarhus, hvor Martin van Drunen indrømmer, at de har taget godt for sig af buffeten backstage med rigelige mængder gris og efterfølgende nydt det gode vejr. Publikum nyder til gengæld Asphyx og får forvildet sig ud i en kæmpe moshpit til ’Forgotten War’, der ikke rigtig vil stoppe. For mens der headbanges stort til et af de klassiske numre i ’Deathhammer’, så går moshpitten op i et gear, man ikke troede fandtes, og det hele akkompagneres af det smittende smil, som forsangeren hele tiden sender ud mod publikum. Man kan i den grad tale om, at både band og publikum nyder det.
Hovednavnet Suffocation bliver da også lige nævnt. Terrence Hobbs har fødselsdag, så ’It Came From the Skies’ dedikeres til guitaristen, og så fortsætter festen ellers ufortrødent. For de nyder det virkelig, gør Asphyx. Det ene nummer gennemføres og spilles mere levende og medrivende end det andet og publikum tryllebindes af det gode humør, hvor det bestemt ikke kun er forsangeren, der inddrager publikum. Bassisten formår også bogstavelig talt at række udover scenekanten og involvere de fremmødte. De små tricks med at give udvalgte fans på forreste række et plekter mellem numrene giver de inkarnerede fans og modtagere julelys i øjnene, og således bølger den gode energi frem og tilbage mellem scene og gulv.
Det er sjældent, man oplever de koncerter, hvor det er vanskelig at sætte en finger på noget som helst, men det var ikke desto mindre tilfældet med Asphyx’ koncert på Voxhall denne lørdag aften. De var muligvis ikke hovednavn, men de løb med festivalens bedste optræden. Perfekt. Intet mindre.