"Get the fuck out, bitch!"
Det var både middelmådigt, rigtig godt og rigtig dumt, da Attila torsdag aften indtog Bombehuset.
Attila: skal man le, græde, være forarget eller ligeglad?
Torsdag aften fik Danmark endnu en gang muligheden for et skud ærkeamerikansk metalcore, da Bombehuset holdt hof for Chris Fronzak og hans omrejsende cirkus. En co-headlining tour, hvor metalcore-bandet fra Atlanta delte scene med Born of Oriris, opvarmet af svenske Aviana og endnu en omgang amerikansk ’core fra Crown Magnetar.
På papiret en noget blandet landhandel, hvor sidstnævnte, aftenens første opvarmningsband, nemt kunne fremstå som det bedste bud på en reel overraskelse. Det blackened-inspirerede deathcore-band spiller på mange interessante tangenter, og har en legende og interessant tilgang til sangskrivningen. Desværre gik bandet også tidligt på, så tidligt at denne anmelder ikke nåede frem.
I stedet blev det til Aviana, og det var ikke nogen specielt interessant start på aftenen.
Bandet er indbegrebet af gennemsnitlig metalcore. Typen, der helst ikke må være for farlig og skal appellere bredt. Begge dele lykkedes gennem aftenens seks numre. Værende det eneste tilbageværende originalmedlem, tog Joel Holmqvist teten og førte resten af det maskebærende band samt publikum rundt i manegen med en fast hånd og en støtte i ryggen, så vi alle undgik, at det blev alt for vildt. 
Det blev alligevel til en lille wall of death hen mod slutningen, og da ’Obsession’ markerede svenskernes exit fik de da også den fortjente klapsalve med på vejen. Men man skal nok være utrolig stor Aviana-fan, for nogensinde at se bandet som andet end en support-gig.
Aftenens reelle hovednavn?
Det er ikke lang tid siden, at Joe Buras besluttede at trække stikket og sige stop, efter elleve års medlemskab af Born of Osiris. Den karismatiske og ditto energiske keyboard-fantast og co-leadsinger var synonym med bandets optræden. Især den koncertmæssige ping-pong mellem Buras og Ronnie Canizaro havde tendens til at give det amerikanske prog-core band liv på scenen. 
The show must go on, og det gjorde det. Med en sætliste, der nærmest var splittet mellem debut-ep’en ’The New Reign’ og bandets seneste fuldlængdeudgivelse ’Angel or Alien’, var koncerten båret af et ønske om at give trofaste fans en god oplevelse og samtidigt velkomme nye. Hvad der forud for koncerten virkede som en noget kaotisk sammensætning, fremstod i løbet af aftenens femten numre som et kompetent og gennemtænkt valg.
Selv bandet seneste singler, ’A Mind Short Circuiting’ og ’Torchbearer’, var velplacerede. Med sidstnævnte som et bastant indspark, der gav endnu mere liv til en i forvejen god koncert. Canizaro virkede heller ikke specielt påvirket af at mangle sin backup. Tværtimod var frontmanden tilstede og havde stor succes med at løfte bandet, hvor især Lee McKinney og Nick Rossi på strengeinstrumenter havde det med at være noget stilstående, qua de mange tekniske elementer. Dertil var Buras heller ikke længere væk, end at det hele kunne samples, uden det egentlig gjorde noget.
Bandets styrke er netop det elektroniske element, de synths der var Buras' ansvar. Kombinationen af dét og en sans for teknisk og indlevende sangskrivning. Begge fik vi leveret til topkarakter – symboliseret af den afsluttende ’Machine’, der løftede taget og satte punktum for den måske bedste Born of Osiris-koncert på dansk jord.
Fra genialt til galt
Herfra gik vi fra professionelt, indlevende og godt eksekveret til latrinært dumt. Hvilket var præcist hvad alle i salen forventede. Dum-core om man vil, for der er absolut intet nuanceret eller gennemtænkt over Attila. Det er charmen, og kan man ikke lide lugten i bageriet, er der en kæmpe langemand til dig, og du kan, ligesom ananas, GET THE FUCK OUT, BITCH!
Pedantisk på alle niveauer, og det var præmissen vi køber ind på. Derved ikke sagt, at man behøver elske hele showet, for det er til tider meget svært at skelne hvor grænsen går mellem attitude samt skuespil og virkelighedens Fronzak – for det var Fronzaks show. Det kan godt være, han havde bandet med – og det kan godt være, at det var bandet der gjorde det meste af arbejdet – men det varr manden i front, som publikum var kommet for at se og ikke mindst opleve. 
’Proving Grounds’ åbnede, og med et snuptag var man sendt tilbage til en anden tid, den hvor man i ungdommens iver ikke tænkte specielt meget over lyrikken, men langemanden skulle fanme op. Der hvor et godt breakdown var det hele værd.
I dag virker det nok lidt mindre sejt, når Fronzak ihærdigt råber ”So who’s the faggot now!?”
Sådan er det i Attilas hjørne af verden. I den del af Atlanta, hvor Fronzak holder ærkeamerikansk hof, hvor husene ikke kan blive for store, og vennerne altid er med på en fest. Der hvor opfordringen til en girls only pit, er tænkt præcist så slesk som det lyder– hvor det altid er ok at opfordre kvinderne til at vise brysterne. Dér, hvor det er knapt så sjovt, når en bleg viking med pletvist hår på brystet og bukserne så langt nede om ballerne, at man kan se drøblen bagfra, fanme ikke er det fedeste at få på scenen. Hatten af for dig, kære viking, for at udstille dobbeltmoralen.
Men i det mindste fik vi da en musikalsk mindeværdig koncert?
Et retorisk spørgsmål, og svaret er naturligvis, at det gjorde vi ikke. Vi fik et velspillende band, vi fik flere niveauer af vokal og numre, der succesfuldt fik publikum gejlet op: ’Party With the Devil’, ’Middle Fingers Up’ og ’Moshpit’. Men, flere af aftenens indspark er nok allerede glemt. Med elleve numre, herunder den spritnye ’Timebomb’, var det også begrænset, hvor mange unikke oplevelser det kunne blive til. Metalcore-festen havde alt for mange lavpunkter, hvor Attila ikke havde succes med at holde dampen oppe – og det er altså et problem, når det er indbegrebet af ens personlighed og dét, man primært spiller på.
Generelt set har Attila heller ikke vanvittigt godt materiale, trods ni fuldlængde-udgivelser. Bandet lever på formandens omdømme, og tiden må siges at være løbet fra bands og mediepersonage, der som Fronzak stadig lever i en outdated verden. For det er her vi ender. Der er ingen grænse, det er ikke skuespil. Fronzak er bare Fronzak og det var hverken rigtig sjovt eller specielt godt musikalsk.
Karakteren er basseret på et gennemsnit af aftenens koncerter.