Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Frisk-tanket nostalgi

Populær
Updated
Frisk-tanket nostalgi

Black Star Riders fortsætter med at levere gedigen live-underholdning med ånd, inspiration og effektive sange fra Thin Lizzy-æraen.

Spillested
Dato
01-12-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Det burde være naturstridigt, men Black Star Riders (BSR) har bevist, at det går an at levere en tilpas vital og værdig version af Thin Lizzy uden den legendariske frontfigur Phil Lynott, som forlod os for snart 30 år siden.

Dette med især Ricky Warwick (ex-The Almighty) som vokalt og visuelt kraftcenter og den gamle Lizzy-guitarist Scott Gorham som line-uppets autentiske anker.

Bandets søndags-koncert i Amager Bio for to år siden var en mesterlig opvisning – og millimeter-præcis balanceakt – ud i de gamle, eviggyldige Lizzy-klassikere og i bandets – naturligvis – svært Lizzyske egen-kompositoner fra BSR-debutten, 'All Hell Breaks Loose' fra 2013.

Det var derfor med tilpas store forventninger, at Devilutions' udsendte anvendte årets første decemberaften på en tur til bandets koncert i... Frederiksværk.

Integritet i provinsen

Okay, jeg har hørt at koncertpromotorerne river sig ganske flittigt i deres hårpragt over, at bandet ikke bare vil annonceres som Thin Lizzy; men den blikfangs-manøvre har bandets integritet og nye egen-kompositioner for længst udelukket.

Blandt andet derfor gæstede BSR så Gjesthuset i den hyggelige, nordsjællandske provinsby foran 300 mennesker en tirsdag aften og ikke et fyldt Amager Bio eller Vega som "Thin Lizzy" foran 1000-1500 tilskuere.

På sætlisten stod der 12 BSR-sange og syv Lizzy-klassikere, og på scenen stod et tændt og toptunet band. Der var masser af tight, sprudlende energi i de fængende BSR-sange som 'Bound for Glory' og 'Hey, Judas' fra debuten og i nye numre som den melodiske 'Finest Hour' og den episke, keltisk-rockede 'Soldierstown' (som mere end strejfer den gamle Lizzy-sang 'Emerald') fra bandets andet album, 'The Killer Instinct', der udkom i februar.

Og ærlige og stolte stod bandet selvfølgelig ved deres tunge, men friskt charmerende Thin Lizzy-arv. Vi fik blandt andet gedigne udgaver af uforlignelige 'Jailbreak', 'The Boys Are Back in Town' og 'Whiskey in the Jar', der lukkede showet. Men koncertens højdepunkter var afgjort den overlyds-gnistrende udgave af 'Are You Ready?' og den knusende fede 'Waiting for an Alibi' – nummeret, der førte mig ind i Lizzy-universet i 1979. 

Dengang var jeg 15 år ude i Københavner-forstaden. Nu stod jeg som 51-årig en tirsdag aften i Frederiksværk, hvor nummeret lød mindst ligeså vedkommende og egentlig bare vildt fedt.

Tilpas autentisk

Fremdeles en værdig videreførelse af den gamle ånd, men stadigvæk helt på loyalitetens og underholdningens præmisser. BSR har ingen større stilllistiske eller kunstneriske visioner med deres egne sange – det er effektivt swingende, melodiøs Lizzy-rock'n'roll med holdbare hooklines og de dejlige dobbelte guitarharmonier, der har inspireret Iron Maiden, Metallica og alle de andre.

Det hele leveret på en velkørende motor af frisk-tanket brændstof. Styret af Warwick, Gorham samt guitaristen Damon Johnson, bassisten Robbie Crane og den hos Devilution-folket ganske velkendte trommeslager Jimmy DeGrasso (ex-Megadeth, ex-Suicidal Tendencies m.fl.).

Jo, det er dejligt, de er her til at holde ånden fra et af scenens største pionerband i tilpas autentisk live. Og til at levere det bundsolide hard rock-håndværk, som jeg til enhver tid – og på enhver vinteraften – gerne opsøger provinsens klub-cirkler for at grovdyrke. 

Et par ord om supporten

Jeg missede det danske åbningsband Electric Guitars (beklager!), men nåede BSR's faste support på turneen, den schweiziske brødre-duo The Weyers, der spillede en ret speciel indie-møder-stonerlyd-stil med en smule klassiske rock-rødder og referencer til et band som Led Zeppelin og med et innovativt og interessant cover i The Doors' 'The Changeling'.

Bandet havde også en meget rørende egen-sang i 'The Kid', omhandlende deres bedstefar, der som dreng var blevet solgt (!) fra et børnehjem til et arbejde på en gård! De medbragte også solidaritet, håb og hilsner til det globale rockmusikmiljø fra Paris, hvor de lige havde spillet.

The Weyers er nogle gode gutter med et ret personligt udtryk – et oplagt emne til Roskile Festival, mere end til Copenhell.