Copenhell 23: Short King Energy
Langt om længe skulle Cabal vise deres værd. Det gjorde de, og understregede hvorfor Cabal skal opleves live.
Består Cabal af lave mænd? Vi skal ikke kunne sige det. Det er svært at vurdere, og sådan set også sagen uvedkommende, men alligevel skal det nævnes, da den københavnske sekstet indtog Hades, der, strengt taget, var alt for stor til dem.
Seks mand høj med adskillige gæster stod de og så næsten uanselige ud på den kæmpemæssige platform. At security forud for koncerten havde afspærret hele pladsen foran gjorde dem blot endnu mindre ved første øjekast.
Som det er velkendt i populærkulturen, kan man gå to veje, som mand under gennemsnitshøjden. Man kan tage det klassiske napoleonskompleks, hvor man konstant skal understrege sit værd, sin dominans og sin styrke, ofte til omgivelsernes moro, men man kan også, i hvert fald i nyere tid, gå i retning af “the short king”. En sådan er bevidst om sig selv og sit værd og sørger for at både folk omkring dem og de selv har det godt. De hviler i sig selv, står glædeligt på tæer for at give deres kæreste et kys, når hun har taget hælene på, og har ikke noget at skulle bevise.
Selvom man, Cabals generelle bravado taget i betragtning, kunne mistænke dem for at være lidt Bonaparte, var det ikke sådan vi oplevede dem. Det var derimod et band, der med lige dele selvtillid og ydmyghed indtog scenen og gjorde den lummervarme tidlige aften til deres.
Da sikkerhedsfolkene endelig forstod, at en Cabal-koncert uden pit er som et Copenhell uden regnvejr, blev der åbnet, fyrre minutter forsinket. De forventningsfulde publikummer strømmede til, uden tvivl ængstelige over, hvor meget der kunne nås inden aftenens iowanske hovednavn. Det var nu rigeligt.
Mikrofonstativet blev skruet helt ned, da en storsmilende Christian Hammer gik hen til det og grinede til de ventende gæster i kulissen. Disse skulle spille en stor rolle i koncertens forløb, men som en start gik frontperson Andreas Bjulver Paarup ud på scenen og bød alle velkommen. Anslaget var militaristisk og lagde bunden, så forventningerne var høje.
Var vi klar til et blodbad, blev der spurgt. Jo, måske. Fik vi det? Knap og nap. Det kan godt være det bare er en personligt præference, men alt med ‘core fungerer altså lidt bedre, når kan man få både spyt og støvler i ansigtet, og lidt mindre, når vi står på sikker afstand, kigger på en storskærm og kan klappe høfligt bagefter. Det så vi også på Copenhell, hvor både Rot Away og Speed var decideret sundhedsfarlige oplevelser, hvorimod surferne til Cabal var både mindre entusiastiske, men også mere uglesete, da security flere gange måtte endog ganske langt ud i masserne, for at tage imod dem, da de øvrige koncertgængere ikke gad dem. En skam, men også en understregning af, at en god musikoplevelse kræver, at vi gider hinanden, at vi vil komme hinanden ved og at vi forpligter os på at være fælles om det. Noget, de Slipknot-hungrende masser foran de store scener måske har lidt sværere ved.
Det skal dog ikke ligge bandet til last, for med tung bas og tungere vokal, brølede de os igennem, og da Nikolai Lund fra Lifesick sluttede sig til, blev det mere end almindelig voldsomt. Det samme kunne siges, da Fit For An Autopsys Joe Bad kom til, da Bæsts Simon Olsen gurglede igennem, og endnu mere, da Dethrxners Neema Rad i skøn disharmoni med Bjulver, gav den med sit karakteristiske, dybe brøl udover alle fremmødte.
Det allerstørste var dog, da de to rappere fra Fabräk gæstede scenen. Cabals bassist Dennis Hursid slår nemlig også sine folder i det populære orkester, og det havde Cabal set fornuften i at kombinere. En massiv pit spredte sig, og alt var i den mest fantastiske tilstand af vildskab og uorden, i sammensmeltningen af de to bands lyde. Intet mindre end fremragende.
Som en slags musikkens Danny Devito var Cabal fremragende på en scene. Så formulaiske og forudsigelige vi klandrede dem for at være på pladen 'Magno Interitus', lige så levende og festlige var de i levende live. Og ligesom Devito, omfavner Cabal alt det, man kunne gøre nar ad, og gør det til deres eget. Det er machoattitude og buldren, men det er med et smil på læben. Som Bjulver sagde i et følsomt øjeblik, hvor han forklarede om sin nyligt afdøde farfar: “Man skal passe på hinanden, og så skal man smadre sine venner.
Selvironien er fuldt ud tilstede, imens de sørger for at leve konceptet ud. Men vi havde nu hellere set dem på Gehenna.