Copenhell '19: Genganger-zombie
Populær
På mange punkter var Rob Zombie i 2019 på Copenhell en gentagelse af koncerten samme sted i 2017. En ny, udmærket skive fik ikke den store betydning for formularen. En fin koncert uden overraskelser.
Historien gentager sig selv, og alle veje fører til Rom. Ikke desto mindre er der mange veje til Rom, og selvom karakteren og mange andre elementer i Rob Zombies show til Copenhells jubilæumsår var ligesom ved besøget for to år siden, så var vejen derhen ikke nødvendigvis så negativ, som anmeldelsen dengang var.
Ja, det var en Rob Zombie, som vi kender ham. Fedtede dreadlocks, tøj, som dine forældre har smidt ud af garderoben for længe siden. Og han havde stadig så meget af tøjet, at han skiftede undervejs. 'Superbeast' og 'Living Dead Girl' lå som dengang først i sættet, mens 'More Human Than Human' fra Zombies fortid med White Zombie lå tidligere i sættet. Måske så fortiden kunne glemmes hurtigere, for nok er det dér, mange vil kende den teatralske horror-dyrkende mand fra, men faktisk brager musikken fra hans solotid bedre igennem. Især i afslutteren 'Dragula', men meget andet godt kom før dette endnu frisklydende nummer, selvom det er fra Rob Zombies solodebut, 'Hellbilly Deluxe', som andre af sættets bedste sange også var fra.
Originalt vs. cover
Zombie selv har ikke glemt Copenhell. I introduktionen til 'In the Age of the Consecrated Vampire We All Get High' roste han festivalen og København, og røbede, at de altid blev høje her. Som sidste gang stolede bandet enten så meget på egne bedrifter, at covers ikke for alvor kunne stjæle rampelyset, eller også var Zombie og co. trods velspillede egne sange klar over, at 1 1/2 time i bagkataloget kan blive for meget med ensformig chok-rock, uanset hvor tungt groovet holdes, og hvor meget pitten fester. Det blev i hvert fald, som sidst, til veloplagt punk-hyldest og Ramones' 'Blitzkrieg Bop' og Alice Coopers 'School's Out'. Ny på hyldestlisten var endvidere 'Helter Skelter'.
Den gode Rob Zombie stiller selv op med huller i tøjet og en livsstil, der er langt fra poleret. Alligevel kunne han godt tale for godt fodtøj og fraråde bare tæer på Copenhells stenhårde underlag, da han i muntert lune præsenterede 'Get Your Boots On! That's the End of Rock and Roll'. Under et hurtigt garderobeskift blev der også skiftet guitar på velspillende John 5, der derefter diskede op med en lækker gennemsigtig sag med sløvt flydende lavealampe-substans indeni. Djævlen ligger i detaljen, og når musikken ikke havde den store idérigdom, så måtte andre virkemidler jo træde til.
At Rob Zombie på den måde må have en ironisk distance til eget materiale, kan enten tolkes ,som at han virkelig bare gerne vil feste og underholde, eller at han godt ved, at hans materiale ikke holder hele vejen. På Devilution måtte vi langt om længe kaste positive ord efter bandet ved den seneste udgivelse. Men det ændrer ikke på, at formularen i den tunge party-rock ikke er meget anderledes, end da Rob Zombie først prakkede det på en ganske modtagelig rockverden, da grungen lidt inde i 90'erne løb sin sejrsgang og dæmpede den del af metallen, der var ved at blive mainstream.
'Dragula' stadig sejest – med trættende klassiker lige i hælene
Størst feedback på Copenhell fik Rob Zombie under et halvt cover af 'Enter Sandman', måske fordi publikum var i stødet til genreklassikere efter det særlige show "10 Years in Hell" kort forinden. Heldigvis var reaktionerne nærmest lige så højlydte under bandets største eget hit, 'Dragula'. En rockperle med en ironisk distance i teksten.
Og sådan er Rob Zombie også. Det er nostalgien og flashbacket til det, der for måske halvdelen af Copenhells kernepublikum engang var. Det kan være nok så meget efter holdbarhedsdatoens udløb: Det trigger noget. Ikke kun nostaligien, for når Rob Zombie som denne aften er i godt humør og i hopla, så er det lidt som dengang i 90'erne, hvor den beskidte rock med grumme historier for alvor kunne noget særligt.
Rob Zombie har ikke fornyet rocken siden sidst, og selvom resultatet karaktermæssigt lander samme sted, og på den måde måske indikerer stilstand og et savn af fornyelse, så er Rob Zombie stadig et sikkert og solidt kort for det brede Copenhell-publikum. Man bliver ikke udfordret, men er man ikke underholdt, så er det ens egen skyld. Så har man ikke holdt ørerne åbne og øjnene vendt mod scenen.