Copenhell 2015: For lidt og for meget ballade

Populær
Copenhell 2015: For lidt og for meget ballade

Pretty Maids leverede den vare, som de er kendt for, men det var måske ikke helt det rette til Copenhells publikum.

Kunstner
Dato
19-06-2015
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

De horsensianske heavy metal-veteraner var hentet ind til Helviti-scenen fredag eftermiddag for at afløse Black Stone Cherry, som havde været involveret i et busuheld, og den udskiftning så på papiret rigtigt fornuftig ud. Ikke fordi de to bands har de helt vilde musikalske overlap, men fordi det må svært for Copenhells booker at få en kompetent erstatning ind med så kort varsel.

Og kompetente må Pretty Maids sige at være. De spiller bedre end længe, har to rigtig gode album stående sidst i bagkataloget, har fundet sig en velvoksen stadion-lyd og har i front Ronnie Atkins til at synge bedre end nogensinde – gad vide, om han har kvittet smøgerne?

Men alligevel lykkedes det ikke at få det optimale ud af den udmærkede chance, det er at komme ud til så mange, og det skyldtes nok, at bandet gjorde lige præcis det, de er allerbedst til. Pretty Maids er et band skabt i den periode, hvor publikum skulle involveres med fællessang, og en ballade hørte til i enhver sætliste. Årets Copenhell er bare ikke stedet til den slags – bare se listen over bands: Bortset fra Hammerfall og The Darkness er det ikke et eneste, som er funderet i netop den tids lyd og udtryk. Og man kunne selvfølgelig mene, at der lige netop derfor var brug for Pretty Maids.

Publikum var hverken klar eller det rette for bandet. Det forstod man tydeligt, da Ronnie Atkins præsenterede ’Little Drops of Heaven’ – en fin lille hjerteknuser fra forrige udspil – med ordene: ”Den her føler vi, at vi skal spille”, og råbene omkring anmelderen lød: ”Nej, I skal ikke.” Og de havde ret. Pretty Maids havde ikke behøvet det. Ligesom det i øvrigt var befriende, at de undlod starthalvfemserhittet 'Please Don't Leave Me', som de alt for mange gange har travet sig igennem. Det var ikke dette rette sted for en ballade, og ’We Came To Rock’ eller talrige andre numre havde været hundrede bedre gange til at skabe den savnede firserfest og udfylde tomrummet mellem højdepunkter som ’Pandemonium’, ’Yellow Rain’ og det obligatoriske trekløver med ’Red, Hot and Heavy’, ’Future World’ og ’Back to Back’. For under dem var alting godt og rigtigt i hænderne på Pretty Maids.