Copenhell '22: Angstskríg
Angstskríg tog livtag med Pandæmonium onsdag eftermiddag
Alt ved det gamle
Som det er hændt så mange gange før, for mange andre end mig, ankom jeg i alt andet end god tid. Jeg ramte Copenhells beton løbende, med kun fem minutter til at finde både livsglæde, ørepropper og den rigtige scene. Guderne ser mildt på den anmelder, der tilsidesætter de nederste trin på Maslows behovspyramide for kunstens skyld og teknisk set, så bør Angstskríg indtages lettere udhylet – for maksimal effekt.
Dog spredte solskinnet og de mange, glade mennesker de dystre skyer, der hang lavt og tungt i deres vedkommende musik. Vi har været rigtig glade for dem her på redaktionen, og undertegnedes stress var en direkte reaktion på risikoen for at gå glip af et band, der allerede én gang er gået min næse forbi.
Angst og bæven og brede smil
Spilleglæden var til at tage og føle på, selv helt ned på de billige rækker, hvor jeg af nød måtte overvære koncerten. Konsekvensen af to års nedlukning er en hulens masse opsparet begejstring, og de to års ventetid blev så småt forløst denne solrige eftermiddag på Pandæmonium. Der lød også en opfordring til at synge med, men om det var præstationsangst eller afstand, der gjorde, at jeg ikke kunne høre om den blev fulgt, skal jeg ikke kunne sige. Hånden på hjertet så havde jeg hellere set dem på Gehenna, efter mørkets frembrud.
Der er ingen tvivl om, at Angstskríg kom for at sige os noget. Hvad det var der blev sagt, er jeg ikke helt så sikker på. Hvad jeg dog er sikker på er, at jeg skal hjem og læse op på lektien. Jeg sætter stor pris på, når bands tager livtag med andet end Satan og mere Satan, og jeg glæder mig til at følge dem videre ud på flere scener. Næste gang vil jeg dog gerne stå lidt tættere på – for ekstra angst.