Copenhell '22: 90'erne har ringet...

TR5_6245 copy
TR5_6221 copy
TR5_6095 copy
TR5_6088 copy
TR5_6147 copy
TR522853 copy
TR5_6192 copy
TR522841 copy

Alternativet til Mercyful Fate satte ild til Pandæmonium. Næsten.

Kunstner
Dato
18-06-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Håndtegn og heavy metal
Lørdag aften på Copenhell bød enten på det ypperste af det britiske imperium, eller midnatsaudiens hos Mercyful Fate, der begge leverede en mindeværdig koncert. Men klemt inde mellem sværvægterne, helt nede bagerst på pladsen, kunne dem,der hverken var til det ene eller det andet, få stillet deres trang til noget tredje. For på Pandæmonium huserede Dog Eat Dog. Dem har vi klappet før og rost for deres fremståen.

Kender man dem ikke, kan de bedst beskrives som et mindre vredt Body Count. Old school rap krydset med ligeud-af-landevejen-metal og en hulens masse attitude er lig med en fest, en fest der udfoldede sig ganske forskelligt i forhold til det øvrige program. Af corpse paintede årsager fik jeg ikke hele koncerten med, men først og sidst tegnede godt for dem, der valgte at blive. Hvis du med begejstring i stemmen introducerer dig for dit publikum som det band, Iron Maiden varmer op for, er du bestemt ikke kommet for at sprede dårlig stemning.

Gode drenge
De virkede oprigtigt glade for at være her og tog sig tid til at interagere med publikum. De kom vidt omkring i pauserne mellem numrene, alt fra en hilsen til de urterygende deltagere, til spøgefuld brokken over tidlige flyafgange. Saxofonisten dansede en lille kikset, men kæk dans og bandet var yderst begejstret over adgangen til pyroteknik. De nævnte, at de havde været forbi Danmark sammen med Napalm Death og selvfølgelig skulle han vide, hvor mange, der havde været der. Det var naturligvis et trickspørgsmål, for ifølge deres beregninger, var der ca. 20, der dukkede op.

Det er måske ikke det mest originale eller nytænkende musik, men de har serveret den ret varm i en del år efterhånden og visse kombinationer vil altid smage nogen. I dette tilfælde er det de positive vibes fra hiphoppen og den retskafne tråd, der er på menuen. New Jersey ensemblets saxofonist leverede en herlig freestyle i hælene på den lige lovlig amerikanerferske “live, love, laugh” opfordring de lukkede showet med. Nok fik jeg ikke det hele med, men jeg fik nok med til at kunne prale med, at have været der.