Copenhell '22: Sympatisk og vennesæl black

_XTD8296
_XTD8290
_XTD8309
_XTD8498
_XJD7306

Vreid gav alt, hvad de havde, til sen aftenkoncert fredag på Copenhell. Det var næsten nok.

Kunstner
Forfatter
Karakter
3

Efter Emperors overraskende (for ærligt talt havde jeg ikke forventet det store, udover et bidrag til Samoth og Tryms pensionsopsparing) magtdemonstration var det med at få gang i benene og løbe over til Gehenna, hvor norske Vreid stod parat.

Det er godt set af programlæggerne at lægge et band som Vreid fredag aften. Deres black metal er rocket og 4/4-præget, og et fredagspublikum godt tanket op med fadøl og et par dages festival, kan snildt rocke med, også uden det store forhåndskendskab til bandet. På den måde kan det minde lidt om Taake-koncerten på Copenhell helt tilbage i 2014. Det er ikke et stilskabende black-band, og det er ikke helt fra øverste hylde, rent kunstnerisk, men begge er dygtige til det, de gør, og kan finde ud af at levere varen live.

Det ser man tydeligt til Vreid, der spiller godt og giver en ret festlig og medrivende koncert. Det er solidt, det er driftssikkert, det gør sin ting, med en forholdsmelodisk gang black-rock, der kan minde lidt om nyere Satyricon, og medlemmerne fremstår sympatiske og venlige på scenen, oprigtigt glade for at være her. Covers af Rolling Stones' 'Paint It Black' er til gengæld en så stor metalkliché, at nogen burde udstede et forbud, eller som minimum et moratorium på ti-femten år.

Det, de midaldrende nordmænd har med, er til gengæld ikke særlig farligt, selvom der er masser af ild på scenen. Og lige efter en koncert med Emperor bliver niveauforskellen tydelig på en måde, der, for nu at tale rent ud af posen, ikke er til Vreids fordel. Selvom det er fint nok, velspillet, stedvis medrivende, dygtigt, professionelt, alt det der, så er Vreids topniveau bare ikke helt så højt som det bedste, genren byder på.

Vreid har ikke niveauet til de største scener, men det, de gør, er tilfredsstillende. Det er der ingen skam i. Og bandet vinder da også hjerter med en sektion dedikeret til medlemmernes gamle band, Windir, der gik i opløsning, da bandleder Valfar døde tragisk i en snestorm i 2004. Her kommer Valfars bror, Vegard Bakken, og andre gæstemusikere på scenen i en hyldest til Valfar, som helt sikkert betyder meget for bandmedlemmerne, også seksten år efter. Det er sympatisk, selvom man har sine tvivl om, hvor mange blandt publikum, der har noget særligt forhold til Windir.

Det er også symptomatisk for Copenhell som sådan: Der leges med det farlige, men først og fremmest er det sympatisk, det venlige smil overskygger altid den hårde attitude. Vreid går af scenen meget taknemmelige og til lyden af Brødrene Olsens 'Fly on the Wings of Love'.