Dårlig lyd, sand spillelyst

Populær
Dårlig lyd, sand spillelyst

Fear Factory viste i sit show og sin indstilling, at bandet er tilbage på vej mod den absolutte metal-elite.

Kunstner
Spillested
Dato
05-03-2010
Label
Distributør
Trackliste
Mechanize
Shock
Edgecrusher
Smasher/Devourer
Industrial Discipline
Acres of Skin
Linchpin
Powershifter
Fear Campain
Martyr
Christsploitation
Resurrection
Final Exit

Ekstranumre:
Demanufacture
Self Bias Resistor
Zero Signal
H-K (Hunter-Killer)
Replica
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Hvis man valgte at dukke op i tide til Fear Factory-koncerten i Pumpehuset, kunne man blive opvarmet af det svenske band M.A.N, der fire år forinden også havde fornøjelsen af samme sted at stå for cyberthrashernes opvarmning. Denne gang gik det ganske galt. Bortset fra nogle meget ihærdige moshere, der også høstede et par advarsler fra vagterne, så virkede publikum ikke helt til at forstå dette band, der består af medlemmer fra nedlagte Transport League. Men lyden var nu heller ikke at råbe hurra for.

I front for M.A.N står Tony JJ, der denne aften styrtede rundt på scenen som han havde intet mål med sin vandren. Stemmen var et makværk, og må have skyldtes dårlig monitorlyd, for på pladen med Icon In Me fra sidste år, er han højdepunktet. Den rene stemme var så langt ved siden af, som den kunne komme, den hysteriske vokal var for meget og det midt imellem var ok, men passede sjældent ordentlig til musikken.

Der var elementer af godt groove i bandets musik mellem bas og trommer og der var masser af lir og sjove effekter at lægge mærke til i guitarspillet. Når man altså ikke studsede over den langhårede/skaldede mands usædvanligt grimme guitar. En anden guitar var heller ikke køn men havde til gengæld mange strenge!
(M.A.N: 1)


Spillelyst og bragende effektiv afslutning


'Mechanize' bragede Fear Factorys sæt godt i gang. Fra start stod det klart, at der var pondus i Burtons vokal, og han kom også meget godt fra start i den rene vokal, der var sovset godt til i effekter. Men den hjalp ham ikke hele vejen – fx lød han til i det nye nummer ’Industrial Discipline’ at synge en helt anden melodi, end det var tiltænkt. Når afsættet er helt forkert, så redder maskinerne ikke ens røv hjem.

Det gjorde nu ikke så meget for det var det energiske, der var i fokus, og her var det et helt andet band end for fire år siden, da bandet sidst gæstede Pumpehuset. Trommespillet var sejt og blæret fra Gene Hoglan, der endda havde tid til at smide nonchalent med stikkerne flere gange. Dino og Byron byttede i adstadigt tempo side flere gange – når kampvægten er faretruende høj, så kan det nok heller ikke gøres i løb. Alle virkede utroligt spillelystne, så det var synd at lyden ikke blev bedre end den gjorde. Der var mere rum under musikken end loftet var højt i ”pumpen”, så det lød nogle gange lidt for svævende og udflydende - den mekaniske nerve, som bandet spiller med røg fløjten af og til i et sandt rumklangshelvede.

Den nye plade viste sig som ventet at fungere fint ind i sættet, der for alvor kom i gang med aftenens tredje nummer ’Edgecrusher’, og hvis ikke stemningen allerede var høj efter en times tid, så sørgede bandet for at den blev det med den utrolige ekstra-runde, der gav plads til hele fem numre fra ’Demanufacture’. Sikke en salut!
(Fear Factory: 3, på vej mod 4)