Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB '22: Deus Ex Machina

Updated
_XTD1353
_XJD0580
_XJD0508
_XJD0619
_XJD0465
_XJD0533
_XJD0542
_XJD0688

Terminator fik en sjæl og tog pusten fra publikum.

Spillested
Dato
24-04-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

En af de koncerter, vi SKULLE nå på dette års Roadburn var collab’en mellem danske industrial-noise-projektet John Cxnnor og dark-folk artisten The Devil’s Trade fra Ungarn. En forsinket taxa gav sig derfor også udslag i let trav frem mod Next Stage på 013 dette var ikke en koncert, vi skulle misse starten på.

Første gang vi havde fornøjelsen af denne collaboration, var på Roadburn Redux med nummeret 'Dead Sister Merope', hvor John Cxnnor og The Devil’s Trade fra hver sit land og med hver sit musikalske ståsted fik sat en video sammen, som dels var optaget i en hule i Ungarn, og dels var blevet til på ældre elektronisk grej i Danmark. John Cxnnor er, måske ikke så overraskende, et industrielt noise projekt, der lyder af Terminator. Det består i sin enkelthed af 2xSejersen, Rasmus og Ketil, også kendt fra LLNN. Deres knusende tunge industrial er bygget på velkendte lyde, for eksempel frembragt af en smed, som er vendt på hovedet, trukket igennem mere end en enkelt distortion-effekt for så til sidst at blive spyttet ud i en iskold maskinstorm mod lytteren. The Devil's Trade er derimod dark-folk med rødder i den ungarnske folkemusik og smertelige historie. I sandhed to meget forskellige udgangspunkter at sætte på den samme scene.

Denne eftermiddag var der lagt op til kølige vibrationer fra John Cxnnor, som sammen med The Devil’s Trade havde valgt at give os 50 minutter opvisning i, hvad der sker når dark-folk møder maskiner fra fremtiden. Ikke de rare maskiner vel at mærke - men de maskiner, som Terminator-filmene fik bragt ind i ethvert teenageværelse for folk på vores alder. Scenen var under hele koncerten badet i iskoldt lys - når den da ikke var mørkelagt. Visuals var begrænset til ganske få effekter, men netop her var der ikke behov for megen halløj bag musikerne, der på nær Makó stod som stenstøtter foran hhv. synth og electronic drum pad. Mens Ketil Sejersen med sikker hånd styrede tangerne, havde Rasmus Sejersen fuldkommen styr på sin drum pad, som blev underkastet forskellige typer af håndspålæggelser og ditto besværgelser. Makó havde i dagens anledning frigjort sig selv siden koncerten torsdag på samme scene, og det var en fornøjelse at være vidne til hans mere rockede, udadvendt kropslige udtryk på scenen - netop fordi han ikke var bundet af en guitar under hele koncerten, og dermed kunne bevæge sig mere frit foran mikrofonen. Koncerten var ikke helt guitarfri, men det var de tunge, maskinelle, dommedags-synths, der bar den. At kombinere Makós organiske, dybe stemme med det fuldkommen følelseskolde maskinelle udtryk kan måske godt på papiret lyde lidt søgt. Men det virkede. Mere end en gang var der en følelse af, at maskinerne var på nippet til at overtage Next Stage, og at det eneste vi havde mellem os og afgrunden var Makós vokal.

I nummeret 'Dead Sister', som også var genstand for jubel, da The Devil’s Trade spillede torsdag, og som gav os store håb for line-up’et allerede tilbage i 2021 til Roadburn Redux, blev den usandsynligt vellykkede fusion så tydelig, at undertegnede anmelders klump i halsen til torsdagens koncert blev forvandlet til sært våde øjne. Det var så hjerteskærende smukt, og efter nummeret var der den slags dødstille i salen, som kun sker ganske få gange om året og yderst sjældent på en rock-festival. Det var lyden af tilbageholdt åndedrag, af et publikum, der ikke anede, hvad der havde ramt dem - og ikke kunne forestille sig, hvad der ville ramme dem om lidt. Det tager mange bands år at nå dertil, og selvom Roadburn Festival generelt har et højt antal af disse åbenbaringer, så var denne koncert i særklasse. Der var ikke noget stort setup. Ingen stor produktion. Men der var så meget lyd, at den fyldte hele rummet op, så meget menneske og så meget maskine, at det tog pusten fra os. Da Makó afslappet bemærkede fra scenen, at de for resten kun havde haft en 3 dages øver inden The Devil´s Trade-tourens begyndelse tre ugers tid tidligere, var jublen stor det var intet mindre end imponerende, hvad de havde nået at sætte sammen til os. Vi fik 50 minutters imponerende opvisning i, hvad der sker, når maskiner får en slags sjæl, og det var tydeligt at musikerne selv kunne mærke, at de havde fat i noget helt rigtigt. Stenstøtterne rockede da også lidt med til sidst, flankeret af en Makó, der gav os hele sin sjæl og de allersidste rester af sin stemme. Hvor han fik de sidste 20% fra, er svært at sige. Men at det var os, der fik dem, var til gengæld helt åbenlyst.

Tilbage er der kun at håbe på, at koncerten snarest forvandler sig til en studieoptagelse, som kan materialisere sig på min pladetallerken.

Menu