Det maskinelle og det nihilistiske

_XTJ8842
_XTJ9076
_XTJ8691

Godflesh var præcis lige så kompromisløse, som man havde turdet håbe. Og selv det publikum, der havde ventet 17 år på at se briterne siden deres sidste besøg i Danmark, kan ikke være gået skuffede hjem.

Kunstner
Titel
+ Author & Punisher
Spillested
Dato
18-10-2018
Trackliste
1. Like Rats
2. Christbait Rising
3. Streetcleaner
4. Tiny Tears
5. Post Self
6. Spite
7. Predominance
8. Crush My Soul
9. Merciless
-------
10. Dead Head
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinsesen
Karakter
5

Vi var en del – men på ingen måder nok – der havde glædet sig til torsdag d. 18. oktober lige siden slutningen af maj. Her annoncerede Bombehuset og Killtown Bookings nemlig, at Godflesh ville gæste Pumpehuset. Og dette er immervæk ikke noget, der sker særlig ofte. Vi skulle derfor også helt tilbage til 2001 for at finde sidste koncert med Justin Broadricks mest ikoniske projekt. For sytten år siden var det som support for Devin Townsend, der altid har været åbenmundet om sin begejstring for Birmingham-bandet. Koncerten blev afholdt på Pumpehusets mindste scene, hvilket ved ankomsten gav anledning til små bekymringer. Ikke et ondt ord om den mindste af spillestedets to scener, men lyden og ikke mindst udsynet til scenen er normalt bedst på den øverste etage af bygningen. Frygten blev heldigvis gjort til skamme, og det viste sig at være det rigtige valg.

The Man Machine
Før Broadrick og G.C. Green gik på scenen akkompagneret af metalmusikkens velsagtens mest badass programmerede trommer, var den cyborg-lignende enmandshær Author & Punisher sat på plakaten som special guest. Jeg stiftede første gang selv bekendtskab med Tristian Shone 2015, der så at sige er manden bag maskinen. Her gæstede han KB18 sammen med danske Assembler, der er et af danske Claus Haxholms projekter. Siden har Roskilde Festival stået for skud i 2017. En koncert, som vores anmelder på pletten ikke var synderlig begejstret for.

Jeg vil tro, at Author & Punisher efterlader et indtryk hos stort set alle, der for første gang er vidne til hans liveshow. Det hjemmebyggede stempel, der pumpes af hans højre arm, samt den Saw-møder-Videodrome-agtige ”mikrofon-maske” er mildest talt ikke noget, man ser på de skrå brædder hver dag. Det er en letforståelig og øjenåbnende iscenesættelse af maskinen som en forlængelse af mennesket. Rent visuelt er Shones projekt betagende på en scene med den rette belysning, og i disse Instagram-tider må man ikke undervurdere, at den slags også betyder noget, hvis man skal sælge plader og billetter. Musikalsk er det desværre ikke helt så spændende. Koncerten føltes i hvert fald endnu en gang som lidt af en langsejler. Dette skyldes ikke mindst, at stort set alle koncertens skæringer gør brug af stort set identiske virkemidler med meget lidt udvikling rent kompositionelt. Man skal virkelig købe og elske den forsimplede Neurosis- møder Nine Inch Nails-lyd, som Author & Punisher virker til at bygge på. Undervejs i koncerten fik jeg den tanke, at Shones musikalske udtryk ikke konnoterede andre tanker, end jeg allerede havde tænkt på baggrund af det visuelle udtryk. Det kunne være spændende, hvis det dystopiske udtryk også blev udfordret og eksperimenteret noget mere med lydligt. Der blev i hvert fald kørt for meget i samme rille i de omtrent 40 minutter, som koncerten varede. Denne indstilling kunne dog ikke mærkes på det fremmødte publikum, hvor det virkede, som om langt hovedparten gav den op for den doomede industrial metal, Author & Punisher serverede for os.

Som øverste mursten i et social boligbyggeri
På trods af at have oplevet Godflesh spille tre mesterlige koncerter på Roadburn Festival, så var det første koncert med duoen, hvor der ikke skulle spilles et album i sin helhed. Der var med andre ord en helt anden koncertoplevelse i vente, end man havde haft fornøjelsen af tidligere. Man skal også mange år tilbage, siden jeg sidst havde imødeset en koncert i så høj grad, som jeg havde set frem til Godflesh på dansk grund. Det er ikke, fordi briternes diskografi er i fast rotation herhjemme, men hver gang man har set Justin Broadrick – og i særdeleshed med Godflesh og Zonal –  så er man gået fra koncerterne med både ondt i nakken og stimuleret i en sådan grad, at man har været helt glad i låget den efterfølgende uge. Dette på trods af at hverken Godflesh tekster, æstetik eller lyd på nogen måde fremmer glæde eller et optimistisk livssyn. Udtrykket får til gengæld én til at knytte en nihilistisk næve, der har været til stede lige siden debutpladen og milepælen inden for industrial metal, ’Streetcleaner’ fra 1989. Broadrick og Green lagde også fra land med hele fire sange fra dette album. Der er alligevel noget særligt over at stå tætpakket sammen med et par hundrede ligesindede metalhoveder og få råbt ”You breed like rats” lige op i ansigtet, som bandet åbnede med i Pumpehuset denne aften.

Både trommemaskinen og i særdeleshed bassen var skruet godt op i mixet. Min makker mente, at bas-volumen var lidt i overkanten, men det samme er gældende på plade, og jeg mindes også, at de seneste Godflesh-koncerter til Roadburn har været præget af en høj og massiv bas-bund. Det er ikke for ingenting, at gruppen også associeres med inspiration fra både dub og hip-hop-genren, hvilket vi fik en smagsprøve på midtvejs i koncerten med ’Spite’ fra anden fuldlængde, ’Pure (1992). ’Spite’ fungerede fremragende i live-regi, men der manglede af gode grunde de nedtonede guitarelementer, som Robert Hampson fra Loop bidrager med på plade. Det gjorde heldigvis ikke alverden. Mest af alt fordi Broadrick lignede en mand, som denne aften var i ét med sine hidsige riff og sit herligt støjende feed. Man fik indtrykket af, at Broadrick virkelig nød at stå på scenen. Og dette er virkelig ikke er nogen selvfølge! Ikke fordi der var værdsættende småsnak mellem numrene, for det var der heldigvis ikke noget af, men snarere i hans tilgang til- og levering af både vokal og guitar.  G.C. Green på bas så akkurat lige så tilpas uimponeret ud, som han altid har gjort på en scene. Sammen er de en powertrio. Ja, powertrio, for Godfleshs brug af trommemaskine er for mit vedkommende aldrig hørt bedre og mere innovativ. I hvert fald ikke i de afgreninger af metalmusiken, som jeg mest forholder mig til.

Foruden førnævnte ’Spite’ fik vi også den heavy-tunge ’Predominance’ fra ’Pure’. Modsat Author & Punisher og hovedparten af genrens bands, hvis lyd ofte leder denne anmelders tanker hen på maskiner, fabrikker, samlebåndsudstyr, jernstøberier, stempler m.m., så synes Godfleshs take på samme genre oftere at aflede tanker, der knytter sig til kolde og grå betonbyggerier. En del noise, drone og industrielt musik fremmer i sin rå og ofte nedbarberede form et stærkt visuelt udtryk, men typisk konnoteres disse tanker til deciderede rum eller lokaliteter. Godflesh kommer for mig mere vidt omkring: det er gråt og koldt efterårsvejr, gudsforladte legepladser, ensomme boligbyggerier og tomme metroer. Det er en tiltrængt langefinger til den hverdag, som spækkes til med lort i form af reklamer, investeringsonde, arbejde, sociale medier og forpulede bloggere. Nogle gange skal kritikken ikke serveres konstruktivt, nogle gange skal sjælen blot knuses som på ’Crush My Soul’ fra ’Selfless’ (1994), der kom hen mod slutningen af koncerten.

Selvom sange fra ’Streetclener’ vægtede mest i sættet, så kom vi vidt omkring med sange både fra ’Pure’, ’Selfless’, den seneste ’Post Self’ samt ’Merciless’ fra ep’en af samme navn. Det gav en anderledes dynamisk koncert sammenlignet med de tidligere koncerter med gruppen, og man oplevede også en lidt større variation i både lyden på Broadricks guitar samt lyd og ikke mindst rytmen på trommemaskinen. Forstå mig ret, Godflesh er et klart-defineret udtryk, og man skal ikke have lyttet meget til gruppen, før man er bekendt med deres lyd. Hvor selvmodsigende det end må lyde, så var koncerten derfor præget af en afvekslende monotoni.

Som ekstranummer fik vi ’Dead Head’. Rent lyrisk kan sangen ikke klandres for at prædike for det lykkelige liv, men sangen fremstod nu alligevel opløftende som koncertafslutning. Hvor var Godflesh suverænt, og lad der for fanden ikke gå 17 år, før de kommer på en dansk visit igen.