Konceptuel overlegenhed
Det er alt for længe siden, Godflesh var i Danmark. Heldigvis var de i år på Roadburn Festival for tredje gang, hvor de gav en koncert, der sad midt i det helt tunge skab.
Det var i år tredje gang, at Godflesh var på Roadburn for at spille et af deres mange skelsættende album i dets helhed. I 2011 besøgte de for første gang festivalen med deres mest ikoniske plade, ’Streetcleaner’ (1989). I 2013 spillede de albummet ’Pure (1991), og i år var turen så kommet til deres album ’Selfless’ (1994). Da sanger og guitarist Justin K. Broadrick i et interview blev spurgt, om han og duoens anden halvdel, bassist G.C. Green, ikke risikerede, at de mange opførelser af hele Godflesh-album på Roadburn kunne udvikle sig til en gimmick, og om festivalens publikum kan forvente flere albums opført fremover, fortalte han, at der fra tidernes morgen havde været en lyst hos Godflesh til at opføre netop disse tre album, der for ham står som diskografiens tre vigtigste plader. Han fortalte også, at 'Selfless' formentlig vil blive det sidste album, der vil blive opført på Roadburn, med en mulig åbning for også bandets seneste album, ’Post Self’ (2017).
Denne skribent skal gerne være den første til at indrømme, at konceptet med at opføre hele album, der over de senere år er blevet et populært og salgsstærkt fiksfakseri, ikke bare synes at have taget overhånd, men også sjældent resulterer i rigtig gode koncerter. Taget i betragtning at Godflesh med ’Post Self’ har en pissegod plade i bagagen, synes det på papiret derfor heller ikke som det klogeste valg, hverken af band eller festival, at lade dem opføre deres tredje fuldlængde ’Selfless’.
Jeg tog fejl. Selvom ’Selfless’ i sig selv er en skelsættende plade, som fans af industrial metal ikke må gå uden om, befinder den sig ikke på samme legendariske niveau som de plader, Godflesh tidligere har præsenteret på Roadburn, henholdsvis ’Streetcleaner’ og ’Pure’. Ikke desto mindre var koncerten i år den bedste, Godflesh har givet på Roadburn. Efter otte års dvale blev Godflesh gendannet i 2010, og eftersom de er et band, der ikke giver specielt mange koncerter, er det tydeligt, at de i de mellemliggende år, siden deres forrige besøg på festivalen i 2013, har fået mere erfaring ind under neglene.
Med et minimalt set-up og deres signaturstærke trommemaskine helt oppe i smasken lagde de fredag aften i bedste spilletid Main Stages publikum ned. De jordede os ikke bare, de viste også nuancer i især guitarspillet, der i øvrigt skylder Tom G. Warrior en hel del, som afveg en lille smule fra Broadricks guitarspil på plade, og som generelt gav bandets tonsertunge lydbillede en snert af en opløftende coolness; noget, som kendere af bandet ved gemmer sig et eller andet sted derinde i deres kompakte lyd, men som det ofte tager tid at finde frem til. Under deres seneste koncert på Roadburn gjorde de denne lirede coolness en smule mere tilgængelig, så det var umuligt ikke at leve sig ind i deres signaturstærke soniske stilistik fra allerførste færd, kender af bandet eller ej.
Med udgivelsen af ’Post Self’ har Godflesh annonceret en mindre turné i Italien, ligesom deres første koncert i Oslo finder sted om mindre end en måned. Lad for den skinbarligste af alle guders skylds for alt i verden dette være begyndelsen til forhåbentlig flere koncerter med Godflesh fremover. Også gerne i Danmark, hvor de ikke har været på besøg som hovednavn siden begyndelsen af 90’erne! På Roadburn ejede de alt og alle og gav en af de hidsigste og tungeste koncerter overhovedet. Den eneste indvending, man rigtig har, er, at da Broadrick og Green efter en kort pause kom ind på scenen igen for at spille pladens to sidste numre, havde de mistet en smule af den vrede gnist, der indtil da havde givet koncerten en udefinerbar vilje til at splitte deres publikum ad. Det var som om, de havde brugt pausen på at falde ned, hvilket tog toppen af koncertens vedkommende bid. Selv da var de dog overlegne.