Fortid, nutid, thrash-tid
Populær
Langfredag bød på fremragende fest, hvor Warbringer og Havok som hovednavne spillede mest sikkert i kategorien "gammel vin på nye flasker". Opvarmerne Exmortus og Gorod syntes dog at turde udfordre genrebegreberne mere.
Bombehuset, Pumpehusets sektion for de mere sprængfarlige musikalske navne, tog Langfredag meget bogstaveligt og satte hele fire bands stævne på den lille af husets to scener. Pakken af bands ramte Aarhus ugen før til Royal Metal Fest, hvor aftenens åbnere Exmortus blev beskrevet som et mix mellem klassisk musik og klassisk Slayer. Det forlød, at der ikke havde været ændringer i den opskrift.
Aftenens anmelder fik dog først snørklet sig ud af fredagens andre planer til at dukke op til franske Gorod. Det var ganske teknisk musik i landet mellem thrash og død med et melodisk og rytmisk snit, der sine steder stak af i en jazzet retning. Bandet lod sig dog ikke begrænse i af den tekniske musik, når det kom til præstationen på scenen, og leverede et show i bevægelse med masser smil på læben. Bassist Ben Claus var som en hyperglad Tomas O' Beast fra Mnemic, når han i sin tid var mest frenetisk på scenen.
Vokalen fra Julien Deyres kom vidt omkring inden for den mere brutale del af spektret og blev den tunge bund til guitaristernes interessante melodiske løb på guitarerne – noget, der gav gode minder om Deaths 'The Sound of Perseverance'. Gorod fik i det hele taget sat godt gang i festen, og mange tilskuere i den velbesøgte sal var tydeligt imponerede.
En perfekt indpisker
Selvom Gorods frontmand gjorde et hamrende godt job, så stak Warbringers John Kevill bare af denne aften. En stilstudie i frontmanship. Hans energi og utroligt sympatiske væsen gør bare, at de fleste lader sig rive med, og der blev i den grad også skruet op for festen under bandets show. Der blev lagt ud med hele side A fra bandets nyeste skive, 'Woe to the Vanquished', og de nye numre fungerede fortrinligt live. Publikum havde savnet Warbringers festlige thrash metal, selvom der ikke bydes på så meget nyt til genren udover en infernalsk spilleglæde. Ja, Kevill lagde sådan set ikke skjul på, at der måske ikke var så meget nyt under solen, når han efter et af bandets mere heftige numre sagde, at sådan skal man nok ikke forvente, at genrens dinosaurer kan levere det mere.
Og det var også godt. Og alt for hurtigt overstået. Der opstod lidt polemik om, hvorvidt bandet kunne få lov at smide et ekstra nummer ind til sidst. Frontmanden signalerede ihærdigt og bankede på mikrofonen for at få lydmanden til at tænde for lyden igen. Det lykkedes ikke. Om bandet ville fyre et nummer mere af eller blot sige tak efter den overvældende hyldest, da bandet netop var gået af scenen, vides ikke. Men når man vil takke publikum, og mikrofonen er lukket, så er der kun en ting at gøre: en crowdsurf udover publikum for at hilse på sine fans. En dybt sympatisk mand med hjertet på rette sted.
Med pant i fortiden
Der blev om muligt tættere pakket helt foran scenen, da Havok gik på. Selvom det også blev en fest som set hos Warbringer, så syntes Havok en kende mere fokuserede på musikken end festen på scenen. Hvor Warbringer havde en fest fra trommesæt og frem, var Havok mere afhængige af, at publikum skabte festen. Bandet skulle nok levere lydkulissen hertil. Og denne usagte aftale var der ingen, der løb fra. Der blev moshet grundigt til amerikanernes thrash metal. Der er i øvrigt ikke noget at sige til, at Havoks David Sanchez i front på vokale bid og skarpskåren guitar ikke helt kan dirigere tropperne til samme fest, som kollegaen Kevill, der jo ikke er bundet af andet end sin mikrofon og en indædt lyst til party.
Havok fremstod som et meget professionelt band, der havde styr på rutinen og i det hele taget den genre, som bandet har givet sig i krig med. Det er lidt som med Warbringer: Det er måske ikke så originalt, men de tilbageværende af de originale hoveder fra genrens oprindelse leverer det bare sjældent lige så intenst. Det var et stærkt show, men det er svært at få samme anerkendelse ved at føre faklen videre i stedet for at tænde ny ild.
Men i momentet, når man står der, så er det fedt, og intet mindre end fantastisk at se metallens energi fremført her på et mindre spillested, sådan som genrens giganter startede og i dag kun ved særlige gimmicks lader sig opleve igen. Det giver nostalgikerne et blik tilbage og de nye metalfans en chance for at opleve den særlige magi, som metallen besidder, når den er rå og uforfalsket og ikke blæst op i stadionstørrelse. Eller rocken for den sags skyld, for under ekstranumrene serverede bandet en veloplagt hyldest til AC/DC med nummeret 'T.N.T' inden det var tid at slutte af med 'Time Is Up'. Et meget lettilgængeligt nummer, der til gengæld synes at låne en hel del inspiration fra Metallica i omkvædet. Tricket virkede dog fortrinligt.
Karakterer:
Gorod - 3
Warbringer - 4
Havok - 4