HDDT'14: Sideprojektets forbandelse

HDDT'14: Sideprojektets forbandelse

Primordial-frontmands sideprojekt løftede sig ikke før til sidst.

Spillested
Dato
02-05-2014
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
3

Det var ellers ikke uden forventninger, man begav sig ind til Ungdomshusets store scene. Med en pæn anmeldelse i Devilution af debutalbummet – og ikke mindst med en forsanger af Alan Averill Nemthéangas kaliber – var det vel også rimeligt nok at have høje forventninger. Om ikke andet så for endelig at få lejlighed til at se Averill på en dansk scene. Af en eller anden grund har Primordial aldrig kunnet finde ud af at spille i Danmark, så det var rart nok med en erstatning.

Nuvel, Dread Sovereign er en helt anden og mere doomy sag end Primordial, og var det ikke for Averill, så tror jeg ikke, man havde tænkt på Primordial. Det er med andre ord et lidt unfair sammenligningsgrundlag. Programmet nævnte Cirith Ungol, Saint Vitus og Venom som inspirationskilder, og det var sådan set også lidt svært at høre, syntes jeg.

Vi fik dog en forholdsvis traditionel doom metal med udmærkede riffs, men det var – og det er også mit indtryk af debutalbummet – som om sangene manglede, og som om der manglede dynamik. Doom handler jo ikke kun om at spille langsomt og tungt. Der var – især i begyndelsen af koncerten – få  ting, der fængede, og selvom Averill er en stærk frontmand og sanger med god publikumskontakt, hjælper det lige fedt, når materialet ikke har det, der skal til. Det hjalp så heller ikke, at Averill tilsyneladende havde svært ved at håndtere bas og vokal samtidigt, så han ikke altid fik sunget ind i mikrofonen…

Henad vejen fik Dread Sovereign dog spillet sig varme, og det var også, som om materialet voksede. Særligt efter Venom-coveret ’Live Like an Angel, Die Like a Devil’ (og det var så eneste gang, jeg kunne høre Venom-inspirationen), der vel egentlig var ret ringe udført, men som af samme grund havde en spøjs charme. Endnu bedre blev det med ’We Wield the Spear of Longinus’, som også er en af debutens bedste sange. Men rigtig spændende blev det aldrig, og man kan ikke sige sig fri for at få en fornemmelse af, at det er gået lidt stærkt med sideprojektet, og at det måske ikke er d'herrers bedste materiale, der er blevet brugt her. Det er sideprojektets forbandelse; der findes naturligvis fremragende af slagsen, men lidt for ofte har man en vis forståelse for, at materialet ikke bruges i hovedbandet. Men afslutningen – og Averills generelle frontmandsfaktor – vejer op for meget.