MMF '19: Råt, rallet & råddent

_XTD3894
_XTD3902
_XTD3718
_XTD3981

Metal Magic kørte på sidstedagen, og efter en lang dag uden mange højdepunkter var Hyperdontia lige det potente skud afgrundsudskrab, der skulle til for at genvinde dødslysten.

Kunstner
Dato
13-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Kender du de koncerter, hvor man allerede er drænet inden det går i gang, men føler sig som en energibombe, når koncerten er forbi?

En klassisk festivalsituation, ikke mindst når det er begyndt at tikke mod enden, og man kører på reserverne, med alt hvad dertil hører af søvnunderskud, drukhjerne og blå mærker, man ikke aner hvor kommer fra.

Hyperdontia var alt det, og mere til.

Det kan så godt undre, hvordan det overhovedet kunne komme som sådan en overraskelse, når nærværende skribent så dem både til Kill-Town Death Fest og den første udgave af Extremely Rotten Death Metal på Mayhem. Fremragende koncerter, der både demonstrerede bandets bredde og forsanger David ”Torturdød” Mikkelsens (Undergang / Phrenelith) imponerende rendestens-brøl. Tilsyneladende også de to eneste koncerter, Hyperdontia udover en nyligt overstået USA-turné endnu havde spillet på dansk grund. Men hvor lyden buldrede på Mayhem, og vi ikke kommer udenom visse debutmæssige skønhedsfejl til debutkoncerten i Pumpehuset, så var tredje gang tydeligvis lykkens gang.

Hyperdontia er en bestialsk størrelse. Det ene øjeblik stormer guitarerne afsted i intens tremolo-picking. Det næste kører de slæbende doom-riffs. Mest af alt væver de dog et sted midt imellem ekstremerne, og d'herrer Mathias Friborg (Sulphoruous) og Mustafa Gürcalioglu (ex-Burial Invocation) har tydeligvis fundet ind til kernen af, hvad der binder dem sammen i denne konstellation. Vildskaben lyste ud af bandet, ikke mindst Torturdød, der begynder at virke mere fortrolig med rollen som frontmand uden en guitar ved hånden, og som altid er god for angrebslysten headbanging når riffene slår ind, gerne med det hvide vendt ud af øjnene, når grumheden tager til. Han er noget nær indbegrebet af den rådne dødsmetal-skole, og selvom det ikke ligefrem er alle sangene, der sætter sig fast i hukommelsen, så kan man altid kigge på Torturdøds maniske gestik, og så ved man ligesom, hvor sangen bevæger sig henad.

Selvom bandet er et internationalt foretagende fra Tyrkiet og Danmark var kulissen her på fastlandet, hvorfor sproget var derefter. Ikke, at Torturdød er nogen stor taler, og det blev da også kun til småkommentarer som ”Her kommer endnu en sang om alt for mange tænder”, men musikken talte nu også fint for sig selv. Trommeslager Tuna (Phrenelith / Sulphuruous) var mere fremme i lydbilledet med stilsikre variationer, ikke mindst i de mere komplekse 'Majesty' og 'Stapled Down', og således gik det hele op i en højere enhed.

Ikke at repertoiret består af lutter dødshymner til historiebøgerne, selvom debutalbummet 'Nexus of Teeth' med god grund stadig havnede på flere af vores anmelderes årslister i 2018. Hyperdontia er rallet og råddent, og det er på ingen måde meningen at skabe nye ørehængere til den danske dødskanon. Gud ske tak og lov for det, for så havde vi næppe haft en øjenåbner som den, vi havde lørdag aften. Metal Magic ved, hvad der rykker i den danske undergrund, og Hyperdontia var usvigeligt et sted i toppen af årets danske bidrag.

Eller bunden, hvis vi tager Torturdøds vokalregister som pejlemærke.