Op- og nedture i kælderen
Ilter lagde vejen forbi Underwerkets hyggelige kælder i Valby, og med sig havde de canadisk, fransk og aalborgensisk musik – dog ikke alt lige godt.
The Shrike
The Illusion of Dignity
Painless
Lost Grip
Doesn't Feel Pain Like He Should
Blessed
Feathers & Lips
No Gentle Art
Alle tre bands denne aften kan man med en vis ret stemple i panden med “post-”, og for to af gruppernes vedkommende fik de også noget godt ud af det.
Kollapse – brøl med blød kant
Første band denne fredag aften var den sympatiske Aalborg-powertrio Kollapse. Deres på en gang brølende tunge og blødende, sårede post-metal havde et godt greb om publikum, som var af den type, der lytter koncentreret og formår at holde fokus på et band. Det var godt, for Kollapse laver den slags musik, hvor man både må give sig hen til dens brutalitet og kropslige appel, men også må lytte opmærksomt til de fine detaljer og det følelsesmæssige udtryk. Det var en virkelig solid og fornem koncert Kollapse leverede, men den martredes desværre af en irriterende knasende mislyd. Den havde muligvis sin oprindelse i bassist Thomas Martin Hansens signalkæde, og den satte desværre lidt præg på en ellers overbevisende og givende performance. Jeg glæder mig dog alligevel allerede til at se Kollapse igen.
Fange – viel geschrei und wenig wolle
Franske Fange overtog et publikum, som var godt varmet op, men fik desværre formøblet denne foræring ganske hurtigt. Publikum begyndte lige så stille at sive ud ad døren, mens de fire franskmænd knoklede og skreg løs på scenen, så sveden sprøjtede fra dem. Der er nok flere forklaringer på, hvorfor det ikke rigtig fungerede mellem Fange og publikum. For mig var et af problemerne, at backingtracket, hvor de elektroniske trommer lå på, lå for lavt i mikset, og det gav et ubalanceret og uengagerende præg. Et andet og måske endnu større problem var selve det kompositoriske. Fange blandede (døds-)metalliske riffs, elektroniske trommer, intense skrigevokaler og firsergotisk chorusguitar. Alt sammen elementer jeg specifikt holder af, men alligevel lod franskmændenes musik mig kold. Den simple forklaring er nok desværre den, at Fanges sange ganske enkelt ikke er gode nok.
KEN Mode – dræb Valby nu
Aftenens hovednavn, KEN Mode, fik heldigvis trukket publikum ind i kælderen igen, og de lagde stærkt ud med ‘A Love Letter’ fra gruppens forrige og virkelig gode album ‘Null’, som vi da også var glade for. Samspillet mellem Jesse Matthewsons fornemt formidlende vokal og Kathryn Kerrs isnende unheimliche, men også fængende saxofonspil sad lige i skabet, og Shane Matthewsons trommer og Scott Hamiltons bas dannede en prægtig bund for koncerten.
Hovedfokus på setlisten var på gruppens tre seneste album, førnævnte ‘Void’, det aktuelle album ‘Null’ og 2018-albummet ‘Loved’, og det var en effektiv setliste. ‘The Shrike’ fra ‘Null’ og ‘The Illusion of Dignity’ fra ‘Loved’ gjorde hvad de skulle, og pandemi-oden ‘Painless’ viste, hvor ædende onde og ætsende rystende KEN Mode kan være, når de slipper deres støjende, mathede post-hardcore løs – inklusive sarkastisk fjollede breaks og Jesse Matthewsons skrigende mantra: “Most wish, that you were never here”.
Opløftende budskab.
‘Lost Grip’ imponerede mig med sin stemningsfulde intro og flydende trommespil. Nummeret føles som en arbejdspladsvurdering fra Vestens slutspilskapitalistiske kollaps – “Blacked out, bloated vacant, expired / All hail unending growth, all hail my wealth”. Som gruppen siger, så har vi måske fortjent vores skæbne. Denne aften fik vi i hvert fald som fortjent, og ‘Lost Grip’ var et klart højdepunkt med Kathryn Kerrs kildende detunede pianotoner og Jesse Matthewsons inciterende sangforedrag.
Herfra fortsatte koncerten opad i intensitet mod det øjeblik, hvor alt blev forløst med den afsluttende sang ‘No Gentle Art’. På albummet er nummeret næsten ni minutter langt, og det føltes kortere denne aften. Om det skyldtes, at man havde tilpasset det til koncertformatet, eller at jeg på dette tidspunkt var så opslugt af koncerten, at tiden fløj forbi, ved jeg ikke – men faktum var, at sangen stavrede tungt længe, inden den pludseligt begyndte at fråde om munden. En forståelig lukker, fordi den har så stort et spænd i dynamik og lader publikum hænge længe i spænding, inden sangen eksploderer i sang og saxofon. Det var smukt at opleve live.
Kollapse: 3/5
Fange: 2/5
KEN Mode: 4/5