Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 24: Tunge doomdyner i skoven

Updated
IMG_1440-Forstørret-NR kopier
IMG_1341-Forstørret-NR kopier
IMG_1385-Forstørret-NR kopier
IMG_1310-Forstørret-NR kopier

Khemmis’ længe ventede første show på dansk jord var lækkert forførende på deres egen, tungrockede vis – men bragte også momenter af forløsning.

Kunstner
Dato
20-06-2024
Genre
Trackliste
Avernal Gate
Sigil
Candlelight
Isolation
Three Gates
House of Cadmus
Above the Water
The Bereaved
---------------
A Conversation with Death
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Forfatter
Karakter
3

Selvom sol og glade dage i skoven måske ikke ultimativt er den setting, du forbinder med Khemmis, så er det nu engang sådan vilkårene er her i eftermiddag. Det gør nu heller ikke spor, for ganske som konferencier Carsten Holm lover os forinden, så kan vi hurtigt bekræfte, at den karakteristiske Khemmis-lyd ikke fortager sig i denne setting. Det er altid en fordel for et band at kunne vinde instant genkendelse, når musikken spiller, og Khemmis’ episke doom med klassiske heavy metal-pift er netop sådan skruet sammen.

Efter åbningsnummeret, ‘Avernal Gate’, der ligeledes åbner ‘Deceiver’-pladen, demonstrerer ‘Sigil’ lidt mere af deres heltede guitararbejde, hvor den dominerende sanger Phil Pendergast selvsikkert promenerer på kanten af scenen i majestætisk stolthed, mens tyngden tromler derudad. ‘Isolation’ finder dem i et mere powermetallisk leje, med pulserende fills fra deres ferme trommebasker Zach Coleman – Pendergasts vink til Dickinsons sangskat skinner tydeligt igennnem her, og selvom jeg er lidt i tvivl om, hvor godt den side klæder ham, hjælper det trods alt til at vise mere bredde fra bandet undervejs.

Lad det være sagt, at jeg har en naturlig svaghed for deres særlige lyd, tykt mudret og lækkert indførende som den er på én og samme tid. Når det er sagt, så savner jeg bare lidt på kompositionssiden, for hvor godt kan du huske enkelte sange af deres? Så mindeværdigt skiller de sig ikke ud, og det farver også nødvendigvis min oplevelse her – for havde de haft et katalog med sange, der hver for sig trådte mere i karakter, ville Khemmis snildt have kunnet løfte sig højere op mod skyerne. Bedst bliver det, når de undtagelsesvis slipper håndbremsen og giver sig ud i større armbevægelser, som fx i en liret jamsektion under den forrygende ‘Above the Water’ eller den efterfølgende ‘The Bereaved’ – det første nummer bandet nogensinde skrev, som åbenbart er en af Pendergasts egne favoritter. Det forstår vi godt, som den afrundingsvis demonstrerer nogen af bandets mere dynamisk forløsende kvaliteter med lidt opblødning fra de tykke doomlag, der gennemsyrer deres stil.
Som ekstranummer får vi ‘A Conversation with Death’ med Pendergasts take på strubesang fra start, inden den traditionelle folksang leveres med nærmest vikingemetallisk pragt – et smukt afrundende high med cremede twinleads til endnu engang at bryde med doomens dominans.

Alt i alt en fin debutkoncert på dansk jord for Colorado-doomsterne. Hele karrieren blev tilgodeset, og med lidt heltede afvekslinger undervejs væk fra den tungere ende af deres lydtapet fik de overbevist deres dedikerede tilhørere. Udtyndingen undervejs kunne godt tyde på, at der måske ikke kom så mange nye tilhørere til, og Khemmis har som sagt også stadig lidt at arbejde med for at gøre sangskrivningen mere skarp – men de gemte mange af deres stærkeste øjeblikke til koncertens sidste halvdel, og det er da også en måde at få os til at huske koncerten bedre, som vi går videre ud mod andre stærke oplevelser i horisonten.