Fadølsfest

_XTJ5119
_XTD4712
_XTD4677
_XTD4810
_XTJ4621
_XTJ4676
_XTJ4878
_XTD4736

Gulvet sejlede i Amager Bio, publikum var tændt, og aftenens hovednavn leverede på sin vis, men det blev mere til fadøl end decideret fest.

Titel
+ Revocation + Tenside
Spillested
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Killswitch Engage er et mere eller mindre sikkert kort i liveregi. Den amerikanske kvintet fejler sjældent og har for vane at spille særdeles underholdende koncerter. Lørdag aften i Amager Bio havde altså potentiale til at blive en potent og sprudlende metalcore-aften.

Tyske Tenside åbnede ballet omkring kl. 21, så man skulle tro, at publikum var mere end parat. Den sene starttid kombineret med weekenddagen fik det også til at summe i salen, men meget mere energisk blev det heller ikke. Tyskerne forsøgte, spillede på livet løs, opfordrede til circlepits og performede efter alle kunstens regler, men formåede kun sjældent at sætte gang i publikum.

Selvom det ikke blev til mere end syv numre, føltes Tensides bidrag som meget længere. Det var en sejtrækker af en oplevelse, der kun skabte mere kø i baren. Bandet har ellers nogle interessante kompositioner og lagde også energisk ud med ‘This Is What We Die For’, men det var først sættets sidste nummer, ‘Faith Over Fears’, der skabte lidt røre blandt publikum.

Tensides haltende start på aftenen blev i høj grad udstillet, da Revocation gik på. Det amerikanske tech-dødsband løftede i løbet af første nummer, ‘The Outer Ones’, niveauet markant. Potent, velspillet og sandsynligvis aftenens bedste koncert, om end det havde gavnet, hvis den var blevet skåret ned med et enkelt nummer.

Øl på dansegulvet
Amerikanerne imponerede og fik for alvor skabt en passende atmosfære, mens gulvet i Bioen fik sit eget liv. Øllet flød tidligt, og det blev kun forværret af publikums iver. ‘A Starless Darkness’ og den vanvittigt onde ‘Dismantle the Dictator’ satte et hårdt punktum for Revocations andel i aftenens program og efterlod et svedende publikum parat til aftenens hovednavn.

Godt og vel to timer efter Tenside gik på, stod aftenens hovednavn parat til at kræse om det nu ret så fordrukne publikum. Der er fordele og ulemper ved et sent arrangement. I aftenens tilfælde var det ikke en ubetinget succes – selvom Amager Bios barregnskab må have været meget positivt. Publikum var meget tændte, og Killswitch Engage behøvede ikke gøre meget andet end at spille de indledende riffs til ‘Unleashed’ fra dette års noget kedelige ‘Atonement’, før publikumsekstasen begyndte.

Med fem numre fra netop ‘Atonement’ var den nye plade naturligt i fokus. Det var ikke en decideret succes. Med undtagelse af ‘The Signal Fire’ havde de nye numre tendens til at sætte en stopper for festen og trække energi ud af oplevelsen. En energi, kvintetten heller ikke investerede specielt meget i. Med undtagelse af Jesse Leach, der mere eller mindre ejede den brede scene, virkede resten af bandet en smule tilbageholdende. Adam Dutkiewicz der ellers normalt tosser rundt på scenen, viste kun momentvis det vanlige energiniveau. Kvintetten lod til at have en mindre off-day.

Ingen overraskelser – blot Killswitch Engage
Når Killswitch Engage spiller med musklerne, kan de rive gulvet op om fødderne på publikum. ‘My Curse’, ‘This Fire’ og ‘Rose of Sharyn’ er metalcore-bangers, der blev leveret indlevende og effektivt. Modsat spiller Killswitch Engage nu engang Killswitch Engage, og selvom bandet efterhånden har eksisteret i 20 år, byder de sjældent på overraskelser. Til trods for at amerikanerne har udgivet otte fuldlængdeudgivelser, blev aftenens sætliste på 17 numre fra tid til anden triviel, og bandets noget repetitative tilgang til sangskrivning var åbenlys. Man kunne nemt have skåret 3-4 sange fra, uden at koncerten havde taget skade.

I de perioder bar koncerten præg af aftenens sene spilletid og publikums alkoholindtag. Folk i hestemasker og tilsvarende, der tossede rundt, som var det grøn koncert, gav koncerten et præg af baggrundsmuzak til druk fremfor en egentlig koncert. Mere fadøl og mindre fest.

Det stod især klart ved aftenens sidste nummer, ‘Holy Diver’. At Killswitch Engages største hit er et cover, er i sig selv lidt sørgerligt og siger meget om bandets egen sangskrivning. At Amager Bio i samme moment blev omdannet til én stor karaokehal var forunderligt fascinerende om end på den lidt kitschede måde. Det var den helt rigtige afslutning og opsummerede på fremragende vis hovednavnets andel i festlighederne. Sprudlende, energisk, kikset og fadølsramt.