Dansk dødsmetal uden Dan
Dødsmetallen blev serveret på både klassisk vis og med nyere ingredienser, da de yngre kræfter i Black Tritonus delte scene med Maceration, der udgav Danmarks første dødsmetalskive tilbage i 1992.
Lørdag aften på københavnske Beta var scenen sat til dødsmetal. De unge og de oldschool. De unge repræsenteret ved Black Tritonus fra Odense, hvis dødsmetal nok havde elementer af oldschool i sig, men også havde et groove, som var anderledes end den death 'n' roll, som fx Entombed fik gjort populært for 30 år siden. Groovet hos Black Tritonus smagte mere af henad Pantera, der måske ikke er meget nyere, men alligevel fik tvistet musikken i en retning af noget lidt mere moderne, uden at bandet behøver suffikset 'core' til den overordnede stil, død.
De oldschool var Maceration, der er tilbage på scenen efter omtrent 30 års pause og med et nyt (og fornemt) album i repertoiret, som tillæg til den semi-klassiske 'A Serenade of Agony' fra 2022. De var også oldschool-kontrasten til de yngre kræfter i Black Tritonus. Garnet var langt, omend gråligt hos flere, skægget større og energiniveauet måske mere lagt på headbanging og stædig stirren på publikum, hvor det hos de korthårede gutter i det unge band i stedet var mere fysisk, svedigt som var det, især for frontmanden, et forsøg på at slå en tur i fitten sammen med aftenens gig. Trods det at Maceration som band egentlig ikke har så mange shows på cv'et (de har dog ét som opvarmning for Darkthrone, hvad ikke mange andre bands kan bryste sig af), så var det alligevel en slags erfaring vs. ungt gå-på-mod. Begge dele positivt ment.
Black Tritonus repræsenterede som nævnt den fysiske fest. Det var næven i vejret og "hey, hey, hey", opfordringer til at give den gas og advarsler om, at nu blev det vildt. Det var spilleglæde og charme, og i musikken var der en god håndfuld stærke riffs. Bassisten især, men også til en hvis grad guitaristerne skulle lige spille sig varme, før de turde gøre krav på den forreste del af scenen som Anton Wulff Jensen så effektivt ellers havde tilranet sig i en selvsikker ageren på scenen. Hans vokal var ganske effektiv, men savnede måske lidt bund i nogle sekvenser. Det var derfor ekstra fedt, når guitaristen lige lagde det dybe backinggrowl som supplement. Et enkelt trick, der snildt kunne udnyttes mere, end det blev gjort.
Bandet gjorde alt for at save Beta midt over, og til sidst i nummeret 'Mr. Chainsaw', så blev vi da netop også det. Jensen havde motorsaven med, uden kæde naturligvis, og savede så de forreste rækker ned, hvor nogle publikummer var mere med på at agere ofre i en dårlig splatterfilm end andre. En finurlig gimmick, der gav smil på læberne inden bandet blev klappet af scenen.
Bandkarrusel
Allerede klokken 21.15 gik hovednavnet på med et par af de helt gamle sange fra debuten fra 1992. Dem kom der flere af i et sæt, der vekslede mellem numre derfra og nye fra 'It Never Ends...'. Det var især 'Pain and Pleasure Incarnate', 'A Serenade of Agony' af de gamle, der fik publikum til at gjalde mest med, mens det var 'Lost in Depravity' og 'Epiphany of the Past' af de nye sange, som bedst kunne samme trick.
Frontmand Jan Bergmann Jepsen, var i mægtigt godt humør og snakkede lystigt, når der mellem nogle numre var plads til anekdoter. En kæk bemærkning om, at han jo ikke var Dan Swanö, der growler på begge skiver, i fald nogle skulle have været i tvivl om esbjergensisk dialekt nu også var noget som det svenske multimusiske talent også ekselerede i. Og nej, Jepsens growls er ikke som Swanös, da Jepsens growls er mindre fyldige i bunden, men får en fin kant af en mere hidsig, rungende klang.
Der var også sadlet lidt om i besætningen på instrumenter. Eneste originale medlem til aftenens show var Jakob Schultz, da bandets anden guitarist og originalmedlem Lars Bangsholt var forhindret. Det betød, at Robert Tengs var rykket fra bassist til guitarist, hvor han nærmest skjult af PA'et længst ude på fløjen antog en meget afmålt performance. Som en mand, der på den bedste dag i sit liv ville svare "Tjo, det var da en ganske fin dag". Han virkede nu tilfreds nok med det hele, og måske var det en fælles pagt, for guitarist Schultz på sin BC Rich-spade var nemlig heller ikke den mest aktive ud i sceneshow på den anden fløj. Det havde bandet frontmanden til, og erstatningsbassisten, der blot blev præsenteret som Rune, som spillede fermt og med ditto rysten med det lange garn. Også på trommerne var der sket udskiftning, idet Rasmus Schmidt har travlt med Illdisposed, der samme aften var i Aalborg. I stedet var det en udmærket spillende Nikolaj.
Godnat og Obituary
Det blev til en god time med bandet, der sluttede af med et Obituary-cover, der humoristisk blev præsenteret med en uforståelig snerren i bedste John Tardy-imitation.
Bandet virkede i den grad tilfredse med showet. Og som publikum var det bare luksus at kunne høre en god blanding af de gamle sager fra debuten, der på sin vis stadig har en form for ny magi, for det blev jo ikke til mange shows dengang, og så de nye sange fra det herlige comeback.
Lyden live kunne dog ikke helt matche den herlige fylde på den seneste fuldlængde, men man fornemmede den rette summende, klassiske dødsmetallyd fra guitarerne. Som det ofte er på Beta, så må man ved en plads tæt på scenen vælge om det er den ene eller anden guitar man vil høre mest, mens der længere tilbage i salen opnås bedre valuta på stereokontoen. Forrest eller bagerst, ny fan eller blandt dem, der erhvervede sig bandets første skive, da den blev udgivet tilbage i 1992, så servede bandet en god oplevelse til de fremmødte, der allerede før klokken 22.30 måtte fortsætte festen andetsteds end i den lavloftede koncertsal på Beta.
Karakterer:
Black Tritonus: 3
Maceration: 3