"Spil lige det gamle, hva'?!"

Ministry-Voxhall-14
Ministry-Voxhall-7
Ministry-Voxhall-9
Ministry-Voxhall-13
Ministry-Voxhall-16
Smertegrænsens Toldere-Voxhall-5
Smertegrænsens Toldere-Voxhall-3
Smertegrænsens Toldere-Voxhall-4

Ministry bød på en aparte aften, hvor første halvdel var præk og politisk oprør, inden der blev tonset stilskabende hits i hovedet på publikum for at redde festen hjem.

Kunstner
Titel
+ Smertegrænsens Toldere
Spillested
Dato
26-06-2019
Trackliste
1. I Know Words
2. Twilight Zone
3. Victims of a Clown
4. TV5/4Chan
5. We're Tired of It
6. Wargasm
7. Antifa
8. Game Over
9. AmeriKKKant
---
10. The Missing
11. Deity
12. Stigmata
13. Jesus Built My Hotrod
14. Just One Fix
15. N.W.O.
16. Thieves
17. No Devotion
Fotograf
Hasan Jensen
Forfatter
Karakter
3

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at verden ville være et bedre sted, hvis alle bands var Smertegrænsens Toldere. Ikke nok med at den særdeles voksne hardcore-kvartet i en tid, hvor danske bandnavne er moderne som bare pokker, har formået at komme op med det absolut sejeste af slagsen. Det er også et band, der som få herhjemme formår at definere ordet ”kompromisløst”. Og i øvrigt er skideligeglade med, hvad man så måtte synes om det.

Det er næppe, fordi bandet denne aften går noget synderligt op i, at Ministry skal spille bagefter. Og at de måske burde varme publikum op, råbe ”glæder I jer til Ministry, hva’?” og alle de vanlige tricks, der oftest er supportbandets lod. I stedet går de på til lyden af hvinende guitarer, der de næste 22 minutters særdeles effektiv spilletid på intet tidspunkt tier stille. Mængden af korte, kontante, hardcore-huggende numre nærmer sig også de 20, mens bandet kværner sig igennem et bagkatalog af musikalske prygl som ’Nulstil’, ’Gud’, Ekstra Liv’, den småklamme ’Hud Elsker’ og bandets kendingsmelodi ’Dolker Dit Ansigt’.

Pauserne mellem de enkelte numre er ikke mere end ganske få sekunder. Forsanger Mads Stobberup bevæger sig rundt som en arrig udgave af Frankensteins monster, der er blevet unødigt forstyrret midt i et epileptisk anfald. Hans hvæser og brøler teksterne ud, mens trioen omkring ham, anført af guitarist Jacob Bredahl, ikke giver sig selv eller publikum et øjebliks ørenlyd. De har ikke noget at sige til os, og gider egentlig heller ikke høre os klappe. Musikken er budskabet, og så kan vi ha’ det. Og det er fantastisk.

Og pludselig er det slut. Bandet går af scenen uden et ord. Har man set Smertegrænsens Toldere før ved man, at det kan blive meget mere vanvittigt, når bandet er i øjenhøjde med publikum. Han man ikke, står man formentlig stadig og overvejer, hvad der lige skete. Hvis ikke man har travlt med at råbe ”årh, hvad!".

En politisk nødvendighed?
En halv times tid efter toldernes tæv gik Ministry på scenen foran et efterhånden udmærket fyldt koncertlokale. Introen ’I Know Words’ fra bandets seneste plade, ’AmeriKKant’ fra 2018, blev afviklet af keyboardspiller John Bechdel og Derek Abrams bag trommerne, mens dystopiske billedserier med Donald Trump-tema fór over bagtæppet. Resten af bandet entrerede og kastede sig ud i tunge og effektsovsede ’Twilight Zone’, komplet med frontmand Al Jourgensen på mundharmonika. Den inciterende og dundrende ’Victims of a Clown’ fulgte, mens den slet skjulte ironiseren over Donald Trump og det fjendebillede, han udgør for Jourgensen, blev mere og mere udpenslet i lyrik, horder af indskudte samples og billeder.

Var man ikke allerede klar over det, begyndte billedet at tegne sig, da interluden ’TV5/4Chan’ gik over i den thrashende tonser ’We’re Tired of It’. Ministry tog denne aften livtag med slavisk at gennemspille bandets nyeste plade ’AmeriKKant’ fra ende til anden. Udgivelsen, der er et direkte oprør mod Trump og alt-right-bevægelsen, er ikke som sådan en dårlig plade. Men den foregår i et noget adstadigt tempo, de konstante lydsnippets, hvor meget de end hører til industrial-genren, bryder meget rytmen i koncerten, og den stramme struktur i sammenhængen mellem numrene tillader ikke Jourgensen eller nogen andre at interagere med publikum. Kort og godt: Det var et tydeligt kunstnerisk valg fra Al Jourgensen, men ikke et særligt smart ét af slagsen.

Det var først under den aggressive ’Antifa’, der fungerer væsentligt bedre live end på plade, at man begyndte at mærke energien strømme igennem et publikum, der indtil nu havde været passive tilskuere. Nummeret blev gennemført komplet med et par flagende Antifa-aktivister på scenen, mens det særdeles voksne publikum, hvoraf langt størstedelen af os havde rundet både 30 og 40 år, kunne stå og nikke med til Jourgensens velmente og tomme paroler om oprør og kamp. Vi ville nok egentlig gerne hjælpe den 60-årige Jourgensen med at gøre oprør, men bare ikke lige nu. Vi skal lige noget andet.

Med det in mente var der ikke noget at sige til, at Ministry lige skulle have spillet sig igennem albummet og dets afsluttende sludgede krigshymne af et titelnummer, før vi for alvor kunne få sat festen i gang. Frontmanden sagde behørigt tak for, at vi ville lytte til hans anti-Trump-budskab, for det er vigtigt for både amerikanere og for resten af verden. Og det har han da sådan set ret i. Men over for et publikum, der havde forventet godbidder fra de tidlige år, ramte ’AmeriKKKant’ langt ved siden af, trods de gode intentioner. Nu kom godbidderne dog.

Hitparade med onkel Al
’The Missing’, ’Deity’ og ’Stigmata’ fra den 31 år gamle ’The Land of Rape and Honey’ blev tæsket af i en salve, der pludselig mindede én om, hvilken betydning for metallen, Ministry egentlig har haft. Det er næppe løgn at påstå, at alt fra Devin Townsend over Rammstein til samtlige bands, der nogensinde har fået prædikatet ”nu metal” næppe havde lydt, som de gjorde, havde Ministry ikke eksisteret. Det var klassisk industrial; gungrende, dunkende, dynamisk og nådesløst. Lyden i salen havde været skarp det meste af aftenen, men nu kom bandmedlemmerne også efter det. Guitar og backup-vokal Cesar Soto og tidligere Tool-mand Paul D’Amour på bassen havde pludselig karisma, så det væltede ud over scenekanten, og stemningen blandt tilhørerne var også hurtigt ændret fra ”stilfærdigt lyttende” til ”voldsomt medlevende”.

Bandets kæmpehit ’Jesus Built My Hotrod’ fulgte, tilsyneladende inklusive en Al Jourgensen, der lipsyncede det bedste, han havde lært. Vokalen lød i hvert fald ganske som Gibby Haynes’ pladeversion, og stroboskoplyset til trods så det heller ikke umiddelbart ud, som om den gode Jourgensen ramte teksten hele tiden. Nuvel, pyt skidt, vi tordner videre, og danseskoene fik slidt kridtet grundigt af til endnu et par hits, inden genrebastarden ’Thieves’ bød på hardcore, thrash og industrial æltet sammen i en stor vidunderlig pærevælling.

Her kunne vi sådan set fint have sluttet, men Al Jourgensen ville ikke være Al Jourgensen, hvis ikke han gjorde nogen smågale ting fra tid til anden. Altså lukkede hele koncerten med, at bandet kastede sig ud i den psykedeliske og dubbede ’No Devotion’ af frontmandens sideprojekt Revolting Cocks, mens Jourgensen selv tøffede rundt og skiftevis bød publikum at smage hans el-cigaret, mens han vrælede op om, at ”the voice of God means nothing, anymore”. Og det er da også rigtigt. Godt, vi blev mindet om det.

Det var en halvsær aften på Voxhall, hvor anden halvdel af sættet reddede pointene hjem, og hvor det hele selvfølgelig blev tilpas sært som afrunding. At spille ’AmeriKKKant’ fra ende til anden var et modigt, kunstnerisk valg, der desværre ikke fungerede i praksis. Så er det godt, man har et bagkatalog, der kan sikre sejren til sidst.