Misfits' monster-misere

Populær
Misfits' monster-misere

Misfits' koncert til 1-Day Hardcore Showdown var en bizar oplevelse, der det meste af tiden var decideret pinlig, men som hen ad vejen også tangerede det fascinerende absurde.

Kunstner
Spillested
Dato
17-08-2013
Genre
Trackliste
1. The Devil's Rain
2. Vivid Red
3. Land of the Dead
3. Scream!
4. Hybrid Moments
5. Teenagers from Mars
6. Attitude
7. Some Kinda Hate
8. Curse of the Mummy's Hand
9. Dark Shadows
10. Jack the Ripper
11. Static Age
12. Abominable Dr. Phibes/American Psycho
13. Shining
14. Dig Up Her Bones
15. Kong at the Gates/The Forbidden Zone
17. Ghost of Frankenstein
18. I Turned Into a Martian
19. Skulls
20. Where Eagles Dare
21. Thirsty and Miserable (Black Flag)
22. Hatebreeders
23. 20 Eyes
24. We Are 138
25. Descending Angel
26. Rise Above (Black Flag)
27. Die, Die My Darling
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
1

Misfits' historie er lang og ujævn. Sammen med Ramones var de i 70'erne et af de tidligste amerikanske punkbands og krediteres endda som grundlæggerne af "horrorpunken". Med karismatiske Glenn Danzig i front, hans Jim Morrison/Roy Orbison-agtige croon og hans sange og tekster om gysertegneserier-, sci-fi- og B-film blev gruppen hurtigt et kultnavn.

I bandets korte levetid nåede de kun at lægge navn til to albums, nemlig punkklassikeren 'Walk Among Us' fra 1982 og mere hardcore-orienterede 'Earth A.D./Wolfs Blood', der blev udsendt året efter, da bandet allerede var faldet fra hinanden. De tidlige indspilninger, der aldrig udkom i sin tid, så endelig pladebutikkernes lys omkring årtusindeskiftet.

Efter opløsningen i 80'erne dannede Danzig først Samhain og siden et vist blues- og metalinspirerede band, opkaldt efter hans kunstnerefternavn. Samtidig fik han udgivet flere af Misfits' gamle indspilninger, men han overspillede de gamle medlemmers spor for at slippe for at betale procenter til sine gamle bandkammerater.

En svinestreg, der senere satte sit aftryk på retssagerne, der fulgte, idet de to brødre, bassist Jerry Only og guitarist Doyle, krævede en del af kagen, da Misfits fik procenter for blandt andre Metallica og Guns n' Roses' fortolkninger af deres sange. Danzig nægtede, idet han hævdede, at han egenhændigt havde skrevet alle Misfits' sange og tekster uden indspark fra hverken Only eller Doyle.

Det "nye" Misfits

Er forlig i 1995 medførte, at Only og Doyle fik lov til at optræde som "Misfits", og fik andel i merchandise-salget. De begyndte straks at spille koncerter som Misfits, og udgav to år senere albummet 'Famous Monsters' med Michale Graves på vokal. Lineuppen holdt i en håndfuld år, indtil Graves og Doyle skred, mens Only i anledning af bandets 25 års jubilæum i 2001 omdannede Misfits til en supergruppe med Black Flags guitarist Dez Cadena, selveste Marky Ramone på trommer, og, noget værre, sig selv som forsanger!

Siden har rygterne verseret om Onlys griskhed (som dog delvist må bunde i Danzigs svinestreg), og der har været kold luft mellem de gamle medlemmer, Doyle er hoppet over på Danzigs side og har de seneste år spillet Misfits-sæt i Danzigs koncerter, senest til dette års Copenhell-festival på Refshaleøen. Og i 2011 udgav det aktuelle Misfits så det negativt anmeldte album, 'The Devil's Rain', det første med originalmateriale i 12 år.

Pinligere end Danzig?

"Men kan det så blive mere pinligt end Glenn Danzig, der spjætter rundt på scenen med vejrtrækningsproblemer og forsøger at synge sine egne og Misfits' sange?", må spørgsmålet lyde. Ja, sagtens. Meget pinligere. Tag bare Misfits' koncert lørdag aften i Amager Bio, der var et meget svagt ulvehyl af det, der engang var Misfits. Only trådte på scenen med sin berømte deadlock-frisure, iført en Gwar-agtig oppustet Dracula-kappe, der dog (da han begyndte at synge) hurtigt gav flere associationer til Lækre Jens fra Red Warszawa end til den blodsugende transylvanske greve.

Og så bumlede det ellers derud med de tre åbningssange fra 'The Devil's Rain', der ikke just fik publikum med fra start. Men de tydeliggjorde da, at bandet var ekstremt skidt sammenspillet. Og ja, så kan man jo altid – hvilket Only også gjorde denne aften – undskylde sine manglende musikalske evner med at man er "punk". Problemet var, at den febrilske midnatskoncert ikke havde særlig meget med hverken punk eller Misfits at gøre. Snarere var det som at overvære et tog køre galt, i meget høj hastighed.

Manglende realitetssans

Det var ellers ikke fordi, der var noget galt med sætlisten, fraset de værste af de nyeste sange. Der var overraskende mange indslag fra Misfits' helt tidlige år: 'Static Age', 'Some Kinda Hate', 'Teenagers from Mars' samt 'Hybrid Moments' og 'Attitude'. Men især de to sidstnævnte fik Only massakreret med sin manglende stemmepragt, der pegede i retning i manglende realitetssans. Én ting er, at man kan mene, at det er "ren punk" at synge meget falsk, en anden ting er at skide ud over sit bands arv, som de tre gjorde denne aften med deres jappende versioner af klassikerne.

Midtvejs i koncert knækkede et stykke af Only grafitbas pludselig, og han måtte spille resten af koncerten med guitarremmen gaffertapet fast på den ødelagte bas. "Det gør ikke noget. Det er jo punk", bemærkede han. Som den timelange koncert skred frem, blev den fascinerende absurd at følge, mens publikum masseudvandrede. Men det var da heller ikke kun Only, der skæmmede. Navnlig trommeslager Eric Arce swingede som en sæk kartofler, og da han forsøgte at pumpe med dobbelte stortrommer i 'Jack the Ripper', gik det helt galt.

Fuldstændig delirisk

Det gik en lille smule bedre for Jerry Only i de nyere, mere poppunkede Misfits-sange fra efter gendannelsen, 'Scream!', 'Dig Up Her Bones' og 'Shining', idet Michale Graves' mere begrænsede vokaludskejelser (som i øvrigt åbenlyst har inspireret Michael Poulsen) passede bedre til hans evner. Men det var godt nok en ringe trøst midt i al elendigheden, der minsandten også talte to Black Flag-sange med Dez Cadena på vokal, 'Thirsty and Miserable' og 'Rise Above'. De lød begge ad helvede til...

Mod slut dedikerede Only 'Hatebreeders' til vennen Jamey Jasta, der har opkaldt sit band Hatebreed efter sangen, og kort efter forsøgte han at få lidt respons fra publikum – der på det tidspunkt bestod af omtrent ti moshpittere i blackout og os, der havde svært ved at finde en passende grimasse – ved at nævne Volbeat, som åbenbart skal turnere med Misfits snart. Feedback fik han, men i form af larmende stilhed. Da Only til sidst galpede sig igennem 'Die, Die My Darling', der lukkede det forkortede og febrilske sæt, kastede en publikummer en drink efter ham, inden han gik ned og skrev autografer til publikum på de forreste rækker til tonerne af episk sejrsmusik.

En fuldstændig delirisk afslutning på en historisk absurd koncert, der besudlede Misfits' arv, men også understregede, at Glenn Danzig så langt fra var det eneste medlem med accelererende storhedsvanvid i det legendariske punkband. Misfits bliver formentlig aldrig gendannet, men måske vil det i længden også være mere underholdende at følge de to kamphaner gøre sig selv til grin på egen hånd frem for fra samme scenekant.