Copenhell 2018: Potent testosteronindsprøjtning
Lyden på Pandæmonium blev strammet gevaldigt op til fejringen af Mustaschs 20-årsjubilæum, og bandet viste topform med et bredt arsenal af hårdtpumpede klassikere fra hele bagkataloget.
2. Bring Me Everyone
3. Tritonus (Prelude)
4. Heresy Blasphemy
5. Liberta
6. Barrage
7. Winners
8. Thank You For The Demon
9. Änglahund (cover)
10. Speed Metal
11. Mine
12. Down In Black
13. Double Nature
14. Trommesolo
15. I Hunt Alone
Vejen gennem Mustaschs karriere har været lang og ustabil. Efter de første par plader, hvor det stonede groove var mere dominerende, havnede bandet i intern uføre, og Ralf Gyllenhammar blev pludselig ene mand i styring. Hvor svenskerne tidligere havde været en mere sammentømret, demokratisk enhed, har det derfor været mere plukvist, hvornår Gyllenhammar også selv har genfundet det drive, som prægede de tidlige år, såsom på den foregående 'Testosterone'.
Det var dog den seneste plade 'Silent Killer', sammen med et udpluk af hits fra hele karrieren, der stod på dagsmenuen, og efter en lyd, der direkte havde saboteret gensynet med L7 et par timer forinden, var det betryggende at få bekræftet, at lydniveauet også på Pandæmonium kan fylde scenen ud. Hvis knapperne da ellers er placeret rigtigt. Og det var de.
Et væld af hårdtpumpede slagere var støvet af til anledningen, og bandet rockede derudad med rå attitude og Gyllenhammar som den naturlige indpisker. Mestendels med uironisk dedikation til de groovy rockparametre, men humoren sneg sig undtagelsesvis ind i fx 'Thank You for the Demon' og deres efterfølgende svenske udgave af 'Himmelhunden', 'Änglahund', der begge fik fællesskål og fællesskrål fra de fremmødte masser.
”Jag knaller dej i morn, du´ så søt!” flirter Gyllenhammar med en pige foran, inden 'Down in Black' fra debuten spilles. Den er fortsat et af Mustaschs fineste øjeblikke, mens 'Barrage' også gjorde sit til at bekræfte os i, at den tunge nerve fortsat lever videre på deres seneste udgivelser.
Det var ikke, fordi koncerten på noget tidspunkt udmundede i en større forløsning end under den festlige 'Änglahund'. Dertil manglede overskægsfetischisterne råstyrken og/eller flere deciderede ørehængere. Ikke desto mindre en solid præstation, der ikke såede tvivl om, at Mustasch stadig her 20 år senere har både nerve og catchy momenter. De har udgivet album med to års mellemrum igennem hele karrieren, og dele af koncerten bar også præg af, at det ville klæde dem med færre udgivelser og mere kvalitetskontrol. Men så længe Gyllenhammar bærer bandet frem, som han gjorde denne aften på Pandæmonium, er det svært ikke at være tilfreds.