Når opvarmningen er for hård

_XJD1489
_XJD1542
_XJD1273
_XJD0886
_XJD1013
_XJD0951
_XTD0375
_XJD0744

Aftenen på Stairway startede drønende godt, men til slut var det bare drønkedeligt. 

Titel
+ Deadnate + Terminalist
Spillested
Dato
25-02-2022
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

 

Stairway var i fredags velbesøgt og gæstet af tre danske bands, der trods stilistiske forskelligheder stadig vil flække din knæskal med lydbølger. Det startede enormt godt under opvarmningen, Men enten havde Terminalist taget pusten fra lokalet, eller også faldt niveauet. 

Terminalist

Sidst jeg så Terminalist, var min store anke, at man simpelthen ikke kunne adskille lydkomponenterne fra hinanden, men bare fornemme, at der stod nogen, og spillede voldsom og hurtig musik på scenen. I aften var dette dog helt anderledes. Alt stod soleklart, og accelerationen tog for alvor fart. Det er bare virkelig vigtigt, da Terminalist har et ret bredt og interessant lydunivers, der virkelig kom til sin ret denne gang. 

I Terminalists lydunivers er der naturligvis en fast form på de lange, hurtige og komplicerede numre, men deres livlighed på scenen, spilleglæde, kontakt til hinanden og publikum, samt twin leads er med til at danne illusionen om en fri form, som man kender den til en gammeldags rock koncert. Selvom Terminalist og Thin Lizzy stort set intet har tilfælles, får Terminalist live mig på en eller anden måde til at tænke på Live and Dangerous, og skulle man være i tvivl, er det ment som en rigtig god ting. Det er veleksekveret, præcist og insisterer på at blive hørt og oplevet. Der bliver lirret af på guitar og bas og outroen til Dromocracy bliver blæst helt op i de høje skylag. Terminalist ved, hvad de laver. 

Deadnate

Der var Deadnate nu betydeligt mere vaklende. Når Deadnate spiller på 100%, så sidder det bare lige i skabet. Bum, sådan. Men der er mange facetter af Deadnates progressive metal, det har mange niveauer og stemninger, der skal udformes, og det formår de ikke. For det første kunne man næsten ikke høre den ene sangers growl, for det andet havde de begge to svært ved at synge sammen og blive i pitch, under hvad der skulle have været skønsang. Dette skyldes nok, at de har svært ved at synge og spille de ret teknisk svære ting samtidig, men ikke desto mindre blev den rene vokal snarere en ungdomsskolelig summen ind i mikronen. 

Derudover havde Deadnate også rigtig svært ved at holde intensiteten igennem koncerten. Anden halvdel fungerede bedre end første, men det var stadig et gennemgående problem, at de ikke kunne holde intensiteten i de mere lavdynamiske stykker. Det var næsten som om, de ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op, når speederen ikke var i bund. Det var virkelig en skam, da Deadnate ikke fik realiseret det kæmpe potentiale de besidder. 

The Arcane Order

Helt anderledes skulle det blive med aftenens hovednavn. Arcane Order bruger alle midler, de har, på scenen, men det falder simpelthen til jorden. Lyden blev aldrig helt god, vokalen var skam klar og tydelig, men ellers kunne man mest bare mærke dobbeltpedalerne i brystkassen og vagt fornemme nogle toneskift hos strengeinstrumenterne. Når musikken ovenikøbet har et så ensidigt og rendyrket udtryk, så fik koncerten simpelthen en spændingskurve, der mindede om en vægreol i komplet vater. 

Arcane Orders helt store trumfkort er dog deres nye forsanger, Kim Song, fra Møl. For det første growler han sindssygt godt, han skaber liv på scenen og har god kontakt med publikum. Men der var en næsten usund kontrast mellem hans indsats og resten af bandets. Der var simpelthen et eller andet svært forklarligt mismatch mellem deres indsatser, og som resultat blev hele præstationen bare ukarismatisk, på samme måde som hvis en frisk tyveårig træder ind på dansegulvet til en sølvbryllupsfest, og laver ormen blandt ti par, der danser pardans. Det er et frisk pust til noget, der efterhånden er frosset fast, men det er altså også bare underligt. 

Arcane Order spillede bestemt ikke dårligt, men i sidste ende, når alle disse problemer bliver lagt sammen, så endte det altså med at jeg begyndte at fokusere mere på mønsteret i loftet end at engagere mig i koncerten. Det blev simpelthen kedeligt. 

I sidste ende, så må argumentet være, at hvis første opvarmningsband får pisket stemningen op til femmands crowd surf, så har de gjort noget, der fundamentalt fungerer markant bedre end resten. Det er tid til, at Terminalist skal stå øverst på plakaten.  

Terminalist 4/5
Deadnate 2/5
The Arcane Order 2/5