Da afgrunden åbnede sig
Negative Plane havde ikke meget sceneshow til deres danske koncertdebut. I stedet lod de musikken tale – og ophævede i samme ombæring tid og rum.
Man kan let glemme det i syndfloden af generisk black metal, men oprindeligt var genren en eksperimenterende og i ånden progressiv metalgenre. Tænk på Celtic Frosts og Master's Hammers vilde eksperimenter i 80'erne, på Venoms albumsidelange titelnummer til 'At War With Satan', på Euronymous' diktat om, at hvert band skulle besidde et unikt musikalsk udtryk. Og tænk på, hvor kreative den norske bølges tidligste bands egentlig var, før genren sandede til i et generisk musikalsk udtryk.
Den slags tænkte jeg på, da jeg cyklede hjem fra amerikanske Negative Planes første koncert i Danmark en højhellig skærtorsdag. For i dag er der ikke mange black metal-bands, om hvem man kan sige, at de har et unikt udtryk. At de lyder helt som sig selv. Men Negative Plane hører til i dette eksklusive selskab sammen med andre one of a kind-grupper som Malokarpatan og Cultes des Ghoules.
Man kan sagtens høre, at Negative Plane har hørt både Master's Hammer, King Diamond (især i de tekniske og ret progressive guitarriffs), Mortuary Drape, Celtic Frost og Ved Buens Ende. Men ligesom ved disse grupper kan man ikke komme uden om, at der ikke er noget helt som Negative. Uanset om man overhovedet kan lide dem eller ej. Jeg taler med mindst en person, der egentlig ikke er stor fan af Negative Plane, men er til koncerten, fordi der er en chance for at se et unikt band, der sjældent spiller live. Lidt af et scoop af Beta at booke dem, og der er da også næsten fyldt helt op på det lille spillested, selvom okkultrockbandet Coven, der må antages at have et overlappende publikum, spiller på Stengade samme aften.
Fra kommunalt spillested til mørk krypt
I et interview med det svenske magasin Bardo Methodology fortæller Nameless Void, gruppens sangskriver, guitarist og vokalist om sin store interesse for gruppens samlede lydbillede, at han går efter at få så stor en lyd som muligt, bruger et væld af effektpedaler, endnu mere reverb og voldsomme kontraster i lydbilledet. Og så snart de sætter i gang med 'A Work to Stand a Thousand Years', forstår man, hvad han mener i interviewet. For det første er det en tæt på perfekt livelyd, alt går klart igennem, selv bas og vokal, der ellers let kan drukne for ekstreme metalbands til koncerter. For det andet lyder det ikke, som om vi står i et kommunalt ejet spillested på Amager; Negative Plane transformerer Beta til en grotte eller en mørk krypt. Det er som en afgrund, der åbner sig, at opleve amerikanerne. Og det er også en af de koncerter, der synes at ophæve tiden, hvor man er usikker på, hvor lang tid der er gået, da det endelig stopper efter godt og vel en time og tyve minutter, der sluttes af med 'Staring Into the Abyss'.
Det er ellers ikke, fordi amerikanerne fyrer et stort show af. Men det er også kompleks musik med mange riffs, snørklede leads og små detaljer, som synes at kræve musikernes fulde koncentration. Nameless Void siger ikke et ord til publikum før ekstranumrene, bassist Thammuz rokker lidt med hovedet, og liveguitarist Derek DiBella (Demon Bitch, White Magician) virker fuldt koncentreret om musikken.
Koklokker og omvendte kors
I stedet må sessionsynthspiller Jessie Nelson og trommeslager Robert Nelson (der er stand-in for gruppens normale trommeslager, Bestial Devotion) stå for størstedelen af sceneshowet; Jessie Nelson som indpisker med næverne løftet (han synes alligevel mest at skulle så for introer og samples), Steven Tyler-lookaliken Robert Nelson med vind i håret, som kører han motorcykel ned ad Route 66, og flittige omvendte kors med trommestikkerne. Utroligt, at han har tid til at love show på den måde, for der er da godt nok nogle ride-bækkener og nogle koklokker og, ja, et trommesæt, der får nogle tæsk denne aften. Under 'Staring Into the Abyss' giver de to Nelsoner endda et lille koklokkeshow, mens resten af bandets optræden bedst kan karakteriseres som introvert. En spøjs kontrast til efter koncerten, hvor amerikanerne hænger ud længe og snakker med publikum og ikke virker spor indadvendte.
For nylig havde vi en top 5 om nogle af de værste anmelderklichéer. Og lad os da bare sige det, som det er: 'Mægtige', 'legendarisk', 'episk', 'knusende' og 'magtdemonstration' kan alle påhæftes Negative Planes danske koncertdebut. Jeg kan, med endnu en anmelderkliché, allerede nu sige, at koncerten vil stå som et af årets højdepunkter. Jeg kan også sige, at Negative Plane er i deres helt egen sfære lige nu.