Norsk aften med gothic metal

Populær
Norsk aften med gothic metal

Gothminister formåede faktisk at piske lidt liv i et fåtalligt og træt publikum en aften, hvor opvarmerne Magenta ikke nød samme succes som landsmændene i Trail of Tears.

Kunstner
Spillested
Dato
01-12-2009
Label
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
C.V
Karakter
3

Hvis man ankom fashionabelt sent til The Rock – fx da Magenta kun havde 1½ nummer tilbage, så kom man til at opleve et norsk band, der spillede for nærmest ingen mennesker, som oven i købet virkede uinteresseret i bandets musik. Nordmændene er anført af Anders Odden, som blandt andet har været med i Cadaver og været session-guitarist i Satyricon.

Om det var anderledes tidligere i koncerten, er svært at gisne om, men herre- og kvindestemmen spillede bare ikke sammen og fik den svævende, romantiske gothic metal suppleret med en tung guitar, til at fremstå som noget man ville krumme tæer over i endnu et talentshow på tv. Men alene fremstod Vilde Lockert stemme desværre også uheldigt – noget som ellers ikke helt er tilfældet på cd, hvor den simple pigestemme formår at skabe den rette stemning.

Skinger sopran synger sig varm

Anderledes pondus var der i landsmændene i Trail of Tears, som gik til stålet og var ganske upåvirkede af det begrænsede fremmøde. Tempoet, energien og sangvalget gjorde, at bandet mere fremstod som melodød end symfonisk doom/death, som ellers var bandets udgangspunkt, da det startede.

Som på 1998-debuten er der stadig tale om growls og en sopran-stemme. Sidstnævne skulle lige synge sig varm, før det fungerede. Det var for skingert og ofte ude af pitch, men gradvis fik hun sunget sig ind, og samtidig fik lydmanden lagt hende mere fornuftigt i mixet. Bandet spillede godt og var ganske tændte, men tabte lidt af energien, når keyboardet i backingtracket kørte alene, så det ville helt klart have klædt bandet med et ekstra medlem til denne tjans.

Eurodance med tung guitar til
Der savnedes også medlemmer til at fuldføre Gothministers line-up. Dels måtte de gerne have haft en trommetekniker, som hurtigere kunne have skiftet de skind, der absolut skulle udskiftes før ’Dusk Till Dawn’ kunne starte showet. Men musikalsk måtte man nøjes med bas fra en computer, som også klarede den baggrundsmusik som bandet spillede henover. ”Baggrundsmusikken” hørte man bedst i starten af sangene, og det lød lidt som, hvis man i halvfemserne ved en fejl havde sneget sig forbi diskotek In og fået en dunst af eurodance og techno.

Guitarist Bjørn Erik Næss, som også stod på scenen under Trail of Tears’ show levede sig også her godt ind i musikken, men hans kollega i den anden var mere stiv i ansigtsudtryk. Forsangeren, selveste Gothministeren var fuld af store armbevægelser og en lidt kikset ansigtsmaling. Hans sang var nogenlunde som på bandets udgivelser, det vil sige en lidt mere melodisk og poppet sangart end i fx Rammstein, som de catchy riffs og det simple trommespil ellers virker noget inspireret af.

Med undtagelse af de sangere som med en trådløs mikrofon er løbet op på balkonen og sunget derfra, så blev Gothminister nok den sanger, der har været længst over scenegulvet på The Rock. Med en trappestige påsat et sort lagen med påsyet logo stod han på øverste trin og sang i en positur som en diktator som taler til sit folk. I og for sig en interessant og god idé til showet, men stige og ”lagen”, som de tog sig ud på scenen, virkede lidt komisk.

De tre norske bands, der gæstede The Rock, fejrede sidste show på deres fælles tour, og den slags kan af og til føre lidt gøjl med sig. Denne aften bestod det af et medlem fra Trail of Tears, som entrede de skrå brædder i en munkekappe og dansede tosset løs – meget passende under sangen ”Monsters”. Publikum fik også danset lidt, og flere var ganske aktive til musikken og lod ikke til at bemærke, at salen ikke ligefrem var pakket med fans. God lyd denne aften, gjorde det også nemt som tilskuer at leve sig helt ind i musikken.