Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB '22: På tur ud i rummet og tilbage i tiden

Updated
_XJD7061
_XJD7016
_XJD7084
_XJD6979
_XJD7041
_XTD6893

Seattle-rockerne fra Helms Alee lagde et højt bundniveau for psych-rock på festivalen og gav os en rundvisning i en svunden tid.

Kunstner
Dato
21-04-2022
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Helms Alee var et af de bands, som jeg på forhånd havde valgt ud hjemmefra, da vi forsøgte at forberede os bare en lille bitte smule på festivalens line-up. Desværre er tid bare lidt noget andet på en festival end på fx jobbet, og vi kom en lille smule for sent til koncerten i Koepelhal’s Engine Room. Men vi fik præcist det, vi kom efter - hverken mere eller mindre. Der var allerede godt fyldt op, da vi ankom, men ikke mere end at det lykkedes at komme forholdsvist hurtigt op på de forreste rækker - en manøvre, der af en eller anden grund er forbløffende nem på denne festival, hvis altså man lykkes med at komme ind i salen.

Psyck-rock i sort-hvid
Seattlerockerne Helms Alee (et sejlerudtryk har jeg ladet mig fortælle, og som betyder noget i retning af at sejle op mod vinden på et sejlskib) var oprindeligt booket til Roadburn 2020 programmet under 2020-kurator Emma Ruth Rundles program-ben: The Guilded Cage. Desværre blev 2020-festivalen ikke til en dyt, og i 2022 var Emma Ruth Rundle ikke kurator for festivalen, da hun havde andre planer. Men vi fik alligevel trioen Helms Alee, bestående af trommeslager Hozoji Matheson-Margullis, bassist Dana James og guitarist Ben Verellen. Og efter små 50 minutter var vi i deres kompetente selskab kommet rundt om gruppens 2019-udspil Noctiluca, der har et pladecover, der måske kunne have inspireret til lidt mere bevægelige visuals, end det stillbillede vi så på. Og hertil må knyttes en bemærkning: hele festivalen igennem har størsteparten af visuals været udenjordisk fede. Nogle har naturligvis flere penge og en større produktion end andre, men det er generelt for Roadburn-bands, at visuals tages virkelig alvorligt og dermed til nye højder. Det memo havde Helms Alee ikke fået, og det er nok en smagssag om man synes det manglede. Personligt kunne jeg havde ønsket spræl på bagtæppeet, særligt fordi Helms Alees 70’er inspirerede psyck-prog-heavy rock i den grad lagde op til en omgang farver i vilde mønstre.

Bandet gæstede senest festivalen i 2015, men har siden lagt kursen fast, særligt med det nyeste album, og derfor koncerten denne gang også længe ventet af de mange, diehard fans, som gruppen har. Helms Alee er en yderst velsammespillet gruppe, som lytter godt efter de andre. Musikgenren er naturligvis i et eller andet omfang bygget til netop de små justeringer undervejs, men der var virkelig tale om en flok musikere med mange års samspils-erfaring, et veludviklet øre for musik generelt og for hinanden i særdeleshed. Det betød, at vi blev vidne til en organisk koncert, som måske ikke var spillet 100% efter en metronom, men hvor alle - på scenen og blandt publikum - svajede og dansede i takt.

I Helms Alee går vokalen på omgang. Helt bogstaveligt og vi fik derfor alle musikeres evner som sangere at høre også. Særligt imponerende var det at høre trommeslageren mestre nogle rytmist udfordrende fills, samtidig med at vokalen sad lige i skabet. Noget som bassist Dana James desværre ikke kunne prale af alle steder, da hendes vokal fremstød svag og kraftesløs i særligt de dybere stykker. Hendes sangevner på de højere noder var til gengæld fremragende, men jeg kunne ikke lade være med at tænke om ikke hun burde have haft et andet nummer, som lå bedre til hendes register.

Musikken var generelt som forventet. Lyden var desværre ikke helt i top i Engine Room denne aften - måske en af de få koncerter på Roadburn, hvor jeg har måttet flytte mig for at få det hele med. Således var guitaren lidt svag i den side, hvor jeg havde placeret mig, men var dejligt tydelig i den anden side af salen. Så med lidt vandren kunne man få det hele med.

Trommeslager Hozoji Matheson-Margullis udgjorde meget af den lim, der holdt musikken sammen - og der var ingen slinger i valsen, men det var desværre en velkendt og forudsigelig dans. Helms Alee gav os en rejse ud i rummet og tilbage i tiden, og viste os hvordan psykedelisk prog heavy skal spilles - det var sejt, det svingede og det var fyldt med spilleglæde, dog uden at være særligt nyskabende. Men de havde et modtageligt publikum, hvoraf flere så ud som om de var med på hele rejsen ud og hjem igen. Og det er jo ikke nogen skidt bedrift på små 50 minutter.