Kvantitetens triumf

defecto copenhell

Prime Collective bød på fem timers showcase med en bred vifte af selskabets orkestre under velgørenhedsfanen ’Prime Is Giving’.

Titel
Defecto + Møl + Unseen Faith + Grusom + Cold Night for Alligators + Beneath the Silence + Royal Deceit + Me & Munich
Spillested
Dato
22-02-2019
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
3

Fredag aften i Aarhus bød på tredje stop af fire mulige for Prime Collectives Prime Is Giving-karavane, der i velgørenhedens tjeneste bød op til dans over to weekender fire forskellige steder i Danmark. Line-uppet var en smule skiftende, men fælles for de fire aftener var, at de skulle fungere som et repræsentativt udsnit af Prime Collectives kunstnere.

Aftenens første orkester var lokale Me & Munich, der var en sen tilføjelse til programmet og gik på scenen allerede ved halvottetiden foran et relativt fåtalligt publikum. Modsat resten af aftenens program var det så som så med de metalliske elementer i bandets musik, der i stedet var en powertrio-rocket omgang med paralleller til bands som Royal Blood og hedengangne Psyched Up Janis, tilsat elementer fra grunge, surf og lidt af hvert derimellem. Med små 20 minutters spilletid var det begrænset, hvor meget Me & Munich fik mulighed for at spille sig ud. Bandet virkede ikke specielt scenevante, lyden kunne have været bedre, og publikum var lige knap klar til livemusik endnu. Man fik indtrykket af, at Me & Munich, også på grund af den sene tilføjelse til aftenens program, var en af Prime Collectives nye satsninger, der bare lige skulle ud og luftes kortvarigt, inden aftenen egentlig kunne komme i gang.

Og i gang kom den med Royal Deceit, der efter fem minutters pause serverede en tallerken numetalcore, li’ uj’ a’ Skanderborg. Inspirationerne fra bands som Korn og i særdeleshed Killswitch Engage var til at tage at føle på hos østjyderne, der til gengæld kom langt bedre ud over scenekanten end størstedelen af de optrædende denne fredag. Lyden havde oppet sig, og bandet havde tag i publikum, der så småt begyndte at røre på sig i moshpitten. Dog virkede det en smule forlorent, at forsanger Mathias Uldall-Jensen flere gange valgte at tale engelsk til publikum. Hvis man kommer fra Smukfests og Peter Sommers hjemby og skal spille koncert et kvarters togtur nordpå, er det virkelig unødvendigt og en smule fjollet, uanset hvor meget mere man så lyder som ens egne idoler.

Med det til en side efterlod Royal Deceit dog et spændende indtryk af et band, der kan have meget at byde på i fremtiden. De kun 25 minutters spilletid til trods stod man tilbage med en følelse af, at Royal Deceit sagtens kunne være værd at se i længere tid, når muligheden måtte byde sig. En fin live-oplevelse.

Det var formentlig næppe et tilfælde i Prime Collectives udvælgelse af bands til arrangementet, at fire af otte optrædende var århusianske, mens et femte bor et stenkast nede ad E45. Men det fungerede fint af den grund, at arrangementet faktisk var overraskende velbesøgt. Således også da endnu et Aarhus-orkester, Beneath the Silence, gik på scenen.

Jeg har set bandet et par gange inden for det sidste års tid, og aftenen bekræftede, at Beneath the Silence stadig er et band under udvikling i en positiv retning. Deres energi på scenen bliver bedre og bedre for hver gang, hvor specielt forsanger Mette Hessellund udstråler masser af god energi og selvtillid, når bandet går på scenen. Hvad bandet til gengæld har i udstråling, mangler de stadig lidt i kvaliteten af deres materiale. Deres atmosfæriske, djentede metalcore er ikke uinteressant, men mangler noget af den gennemslagskraft, som eksempelvis Royal Deceit fremviste i deres version af ’coren. Bassist Søren Drews ligger sammen med Hessellund langt fremme i lydbilledet, men Beneath the Silences bas-og vokal-bårne stil syntes ikke for alvor at slå igennem i aften, lokalt publikum eller ej.

De større drenges legeplads
Med Cold Night for Alligators’ entre på scenen som fjerde band virkede det, som om både lyd og lys fik et solidt professionelt skub opad. Djent og metalcore var også hovedingredienserne i københavnernes mere progressive musikalske opkog, der nu tonede krystalklart fra scenen, hvor lysproduktionen i langt højere grad end tidligere på aftenen understøttede bandets udtryk. Indtrykket af, at det nu var de mere garvede orkestres tur, var ganske tydeligt. Cold Night for Alligators’ progressive, guitardrevne metalcore med de storladne, rene vokaler gav indtryk af et band, der i høj grad nu har fundet sin lyd og sit ideelle output.

De par hundrede mennesker, der efterhånden var dukket op til arrangementet, var måske knap så overbeviste. Det kan selvfølgelig sagtens skyldes, at bandet ikke havde hjemmebanefordelen, og at deres musikstil i høj grad kræver arbejde for virkelig at leve sig ind i. Og selv om Cold Night for Alligators leverede gennemprofessionelt og kronede deres korte sæt med højdepunktet ’Black Swan’, er det også et band, der kræver en noget længere koncert, før publikum og band helt finder fælles fodfæste. Bandet led, måske mere end de fleste i aften, under det korte og konstant hastende program, der skulle nås igennem, og fik ikke rigtig tid til at give sig fuldt ud på scenen på Voxhall.

Efter en ret langstrakt tur i core-land var det tid til fynske Grusom og deres udgave af 70’er-syrerocken, som bandet sidste år på pladen ’II’ serverede til perfektion. Bandet så ud til at have en fest på scenen, hvor forsanger Nicolaj Jul, depressive tekster til trods, iklædt et stort smil konstant bevægede sig rundt og gejlede publikum og bandmedlemmer op, mens han sideløbende beviste, at han var den med afstand bedste sanger på scenen denne fredag. Juls vokal er den faktor, der virkelig løfter Grusom op over mange lignende orkestre, og han fik den eminente stemmeføring til at se legende let ud.

Grusom kunne, som de fleste denne aften, sagtens have leveret et tungere aftryk med længere spilletid, men stod alligevel tilbage som et af aftenens vigtigste indtryk, da de lukkede det korte og koncentrerede sæt med den episke og sublimt skrevne ’Embers’. Det var dansk rock, når det er allerbedst, og et kærkomment afbræk i rækken af fire bands, der i høj grad trækker på mange af de samme virkemidler.

Det fjerde af disse var lokale Unseen Faith. Klokken nærmede sig nu 22.30, et par hundrede mennesker var mødt op, og festhumøret var efterhånden til at tage at føle på. Unseen Faith trækker noget mere på deathcore-referencerne end aftenens hidtidige bands, og orkestrets evne til at skrive et solidt, brutalt breakdown skabte masser af aktivitet i moshpitten, hvor selv de mere tilbageholdende eksistenser efterhånden også havde fået skovlet øl nok i svælget til at deltage. Mens bandet selv, fraset forsanger Alexander Eriksen, var ret stationære på scenen, lod de i stedet scenelyset være stemningsskaber. Kaskader af blåt lys stod ud i ansigtet på publikum, mens bandet selv optrådte mere eller mindre i mørke. Et udmærket virkemiddel, som næste skud i kanonen, Møl, har gjort til deres varemærke.

Debutpladen ’Jord’ gjorde århusianske Møl til et af sidste års mest omtalte danske metalbands, hvilket fint kan forsvares. Er man til Deafheaven-udgaven af black metal, mestrer Møl den til perfektion; til tider endda endnu bedre end forbillederne. Desværre er Møl på en scene relativt uinteressante. Bandet lader den effektfulde, men statiske lyserøde scenebelysning gøre arbejdet for dem, om man så må sige. Det er uden tvivl et gennemtænkt valg, hvilket udtryk Møl selv vil have live. Den aggressive side af Møls musik, komplet med forsanger Kim Song Sternkopfs dyriske skrig, kunne virkelig blive underbygget og få en ekstra dimension af, at bandet valgte en mere aktiv og voldsom live-optræden, end tilfældet er.

Der er ingen tvivl om, at Møl har et gennemtænkt udtryk live. Der er ingen tvivl om, at der er tanker og en mening bag. Desværre må jeg, efter at have set omtrent den samme stillestående optræden fra bandet en god håndfuld gange, konstatere, at den fjerner en dimension fra vildskaben i musikken, snarere end at tilføje noget.

Aftenens sidste band manglede desværre også en væsentlig dimension denne fredag. Defecto havde overtaget tjansen som lukkenavn fra I’ll Be Damned. Den må desværre åbenbart ikke have været helt afstemt i Defecto-lejren, for guitarist Frederik Møller var fraværende og lod derfor det resterende orkester optræde som trio, hvilket syntes at irritere frontmand Nicklas Sonne en smule. Det var dog også et fravær, der var til at tage og føle på, navnlig i bandets solostykker, hvor Defectos fyldige guitarlyd pludselig var noget spag. Samtidig begyndte folk stille og roligt at udvandre under bandets koncert, hvad enten det var for at nå først i garderoben, fange den sidste bus eller være først til at få et bord i hævi mætal-vandingshullet i Skolegade. Og hvad der skulle have været en storslået finale med lokale I’ll Be Damned, blev i stedet en halvfesen omgang med et orkester, der manglede et medlem og et publikum, der var stopmætte for denne fredag.

Der er ingen tvivl om, at velgørenhedsarrangementet er en smuk og prisværdig tanke fra pladeselskabets side. Og selv om de ikke selv påpeger det, er det naturligvis også en mulighed for dem for at få markedsført et stort kvantum af de kunstnere, de har i stalden.

Og her har vi konceptets svaghed. For med otte bands på godt og vel fire timer er der ikke ét eneste af de pågældende orkestre, der får en ærlig chance for at levere en gennemført præstation. Det er en showcase, men ingen af de deltagende orkestre kunne vel finde på at kalde 20-25 minutters spilletid for en koncert. Ingen af dem får momentum eller tid til rigtigt at lade publikum leve sig ind i musikken. I stedet har vi et forhastet show, hvor arrangørerne skal nå at få præsenteret så mange kunstnere som overhovedet muligt. Det var tilfældet fredag aften, hvor det var tydeligt, at hyldesten gik til de lokale bands, publikum kendte i forvejen, mens de mindre lokale blev ignoreret i den overflod af musik, der blev serveret. Og velgørenhed eller ej er dette trist. For musikkens skyld.

Karakteren er givet for det samlede arrangement.