Publikums aften

Populær
Publikums aften

Bombastisk lyd, energisk lys- og sceneshow og et fantastisk publikum clashede med Pumpehusets akustik, der ikke viste sig fra sin bedste side.

Kunstner
Titel
+ Stick To Your Guns + Bury Tomorrow
Spillested
Dato
25-10-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
4

På en dag, der for alvor varslede vinterens komme med kølige temperaturer, havde Pumpehuset arrangeret fællesgymnastik i form at tre mosh-venlige bands, der kunne give varmen tilbage i de kolde lemmer. Architects indtog pladsen som headliner på touren, der havde udspring i bandets 2016-udgivelse ’All Our Gods Have Abandoned Us’. Koncerten var den første på dansk jord, siden Tom Searle mistede livet tidligere på året. En sørgelig hændelse, men samtidig endnu en god grund til at støtte det britiske metalcore-band

Ud over Architects fik publikum denne aften fornøjelse af to andre pladeaktuelle bands. Amerikanske Stick to Your Guns, der netop har udgivet ep’en ’Better Ash Than Dust’, og de britiske landsmænd fra Bury Tomorrow, der tidligere på året udgav deres fjerde fuldlængde-udgivelse, ’Earthbound’.

To kompetente opvarmningsbands og et hovednavn, der tidligere har spillet nogle ganske fine koncerter i Danmark. Architects senest som opvarmning for Parkway Drive sidste år. En kombination af bands, der lovede godt.

En mosh- og partystarter
At være opvarmningsband kan være en kedelig tjans. I aftenens anledning var Bury Tomorrow sat til at starte festen allerede en halv time efter, at dørene var åbnet. Heldigvis var flere mødt frem fra start i godt humør. Kombineret med forsanger Daniel Winter-Bates’ gentagende opfordringer til at slå hjernen fra og kaste sig ud i pitten gav det pote stort set fra koncertens start.

Seks metalcore-numre og en lille halv time havde bandet til rådighed. Alle blev udnyttet til fulde. Koncerten blev sat i gang af den energiske ’Man on Fire’ fra ’Runes’ (2014), mens de resterende fem numre havde en naturlig overvægt af nyt materiale. Heriblandt ’Last Light’ og titelnummeret fra den seneste udgivelse, der begge satte yderligere gang i mosh og circlepit.

Så langt så godt. Bury Tomorrow fremviste fremragende showmanship og løste opgaven som opvarmningsband til perfektion. Desværre måtte bandet også lide med Pumpehusets rungende vægge. Selvom salen var 1/3 fyldt, var det ikke nok til at hindre, at specielt bas og trommer blev kastet rundt. Det gik dog primært ud over lead-guitarist Kristian Dawson, hvis detaljer havde det med at drukne i lydbilledet. Et ærgerligt lille problem ved en ellers vellykket start.

Hardcore-distancering
Stick to Your Guns skulle egentlig bare forsætte, hvor Bury Tomorrow havde sluppet. Mere skulle der ikke til for at skabe de perfekte rammer for aftenens hovednavn. Som sagt så gjort. I løbet af de 20 minutters overgang mellem de to førte bands var Pumpehuset blevet fyldt pænt op med festglade publikummer. Størstedelen af dem kom på overarbejde.

Den amerikanske kvintet gik på scenen til tonerne af 'Stranger Things'-introen og lagde eksplosivt ud med ’Nobody’ fra bandets 2015-udgivelse ’Disobedient’. En effektiv start, der medførte, at forsanger Jesse Barnett væltede af scenen ca. 15 sekunder inde i nummeret. Det blev heldigvis taget med ophøjet ro og bevirkede kun, at publikum blev endnu mere tændt.

Stick to Your Guns havde blandet posen med numre ganske fint. Selvom det kun blev til numre fra deres tre seneste udgivelser samt dette års ep, havde koncerten et energisk flow, det sjældent skabte pauser eller tid til at trække vejret. Specielt den punkede ’Bringing You Down’, ’Amber’ og naturligvis ’Against Them All’ fik Pumpehuset til at koge. Fra kvintettens nyeste skud fik vi ’Universal Language’ og 'The NeverEnding Story’ hvor især sidstnævnte havde en kedelig mangel på Limahl, men ellers fungerede godt blandt resten af bandets hardcore-toner.

Som Bury Tomorrow måtte Stick to You Guns dog trækkes med lyd-problemer. Specielt Barnetts rene vokal havde det med at drukne. Hertil havde Barnett en tendens til at distancere sig selv fra publikum og skabe en sær kløft. Der var rigelig med politiske opråb og taler, men den ellers fandenivoldske forsanger havde svært ved at se folk i øjnene og skabte derved en usynlig barriere mellem band og publikum.

’All Our Gods Have Abandoned Us’ i live-format
Architects skulle egentlig være gået på 21:30, men publikum måtte pænt væbne sig med tålmodighed og dj'ens noget ensformige System of a Down-playliste. 25 minutter forsinket fandt briterne endelig vej til scenen med deres road-crew som undskyldning for forsinkelsen. Som et plaster på såret blev koncerten startet med et brag i form af 'Nihilist' og efterfølgende 'Deathwish'. Begge fra ’All Our Gods Have Abandoned Us’. To numre, der ikke efterlod nogen tvivl om, at Architects endnu en gang var kommet til Danmark for at give deres fans en oplevelsesrig koncert.

Desværre vidnede de to numre ligeledes om de kedelige lydforhold, publikum måtte lide med under hele koncerten. Pumpehuset havde endnu en gang ikke i sinde at give sig uden kamp. Specielt bandets melodiske og stille elementer led under samme forhold som de to opvarmningsband. Bas og trommer fik endnu en tur rundt mellem væggene, til trods for at salen var ¾-fyldt. Som om det ikke var nok, var der alt for meget ekko-effekt på Sam Carters vokal, der kun gjorde hans rene vokal endnu sværere at tyde.

Det lykkedes aldrig at få løst de irriterende lydproblemer. Heldigvis forhindrede det ikke det engagerede publikum i at holde en fest, og det var egentlig heller ikke grund til andet. Grundlæggende var sætlisten en kopi af den, der blev spillet til Parkway Drive-koncerten, dog med de nye numre fra ’All Our Gods Have Abandoned Us’ som afgørende forskel. Derfor fik publikum serveret en nærmest 50/50 blanding af numre fra deres nyeste album og 'Lost Forever // Lost Together' (2014) med enkelte tilføjelser fra 'Hollow Crown' og 'Daybreaker'.

’All Our Gods Have Abandoned Us’ har ikke samme høje niveau som 'Lost Forever // Lost Together'. Live fungerede de nye numre dog fortrinligt. Både alene men ligeledes sammen med resten af sætlisten. Specielt førnævnte 'Nihilist' var en ond starter, mens 'Downfall' fungerede eksplosivt blandt det feststemte publikum. Carters tordnende indledning på nummeret gav genlyd blandt publikum og forsatte direkte over i intens mosh. Endelig var 'A Match Made in Heaven' præcis, hvad titlen angiver. Som første ekstranummer efter at 'Naysayer' havde lukket det originale sæt, fungerede den eminent. Alt i alt en succesfuld eksekvering af bandets nye numre.

Som ældre fan af bandet var det måske skuffende, at der kun blev spillet to numre fra 'Hollow Crown' (2009), men grundlæggende må bandet roses for at sammensætte en balanceret og særdeles velfungerende sætliste. Briterne må ligeledes roses for aftenens eksplosive lysshow, der supplerede bandets performance såvel som de enkelte numre.

Afslutningsvist bør aftenens publikum roses. For at ville koncerten og være med til at skabe nogle rammer, der i høj grad var med til at fjerne fokus fra de konstante lyd-udfordringer. Fra Bury Tomorrow stod på scenen, til Architects sluttede af med ’Gone with the Wind’, summede publikum af intensitet og interesse for, hvad de fik serveret. Den forreste del af salen var en konstant moshpit kun afvekslet af circlepits, mens den bagerste del taktfuldt nikkede med. En smuk salut til alle bands, hvor specielt hovednavnet må have nydt lidt tiltrængt publikums-kærlighed oven på en hård tid.