Gårsdagens store fede nu

1C47DDCD-B24A-4C82-9794-88CC007CF9BB-3908-000000F76F6C27CB
BACC5A78-BD0F-48C7-BF35-2EFCF84BF39C-3908-000000FC9FE5B48F
AFAC2927-40A8-4FB5-AD78-AC7FAC0B1F47-3908-000000F7F01FDD29
BAC83152-EEEA-4F90-A085-C2180005CD4B-3908-000000FC86187F0E

I sin tid proklamerede Refused sig selv punkens fremtid. De viste sig at få ret, men mistede dermed også deres berettigelse i nutiden.

Kunstner
Spillested
Dato
11-12-2019
Trackliste
Blood Red
Worms of the Senses / Faculties of the Skull
Elektra
I Wanna Watch the World Burn
Violent Reaction
Rather Be Dead
Coup d'état
Malfire
The Shape of Punk to Come
The Deadly Rhythm
Damaged III
Economy of Death
New Noise
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Har du nogensinde set en rulletrappestøvsuger? Har du overhovedet overvejet, at rulletrapper skal rengøres med jævne mellemrum? At alt det skidt, du slæber med dig under dine Docs, kan få maskineriet til at bryde sammen, hvis ikke nogen tager det på sig at køre en rulletrappestøvsuger op ad samtlige trin fra perronen til entréplanet? Trin for trin køres den store maskine op ad den stillestående trappe, mens alle vi andre defilerer forbi på den modsatte trappe. Ét trin: Sug i 15 sekunder. Skift trin med et mekanisk system, der tager et halvt minut, indtil det sidder fast igen. Sug 15 sekunder. Og så fremdeles. Der er en fyr til at betjene maskinen, han ser ud til at være klar over, at han har verdens kedeligste og ikke desto mindre mest nødvendige job. Han arbejder på hverdagsnætter for at være til mindst mulig gene for andre. Renser rulletrapperne; ingen lægger mærke til det, før han en dag ikke længere gør det, og de står står stille på grund af alt det skidt, der har sat sig fast.

Det er den måde, Refused fungerer på i dag. De spiller de gamle hits, de spiller de nye hits, der lyder så meget som de gamle hits, at man er i tvivl, om det er en slags hyldest til deres egen fortid, eller om de virkelig bare ikke har kunnet finde på andre måder at skrive de sange på. Der opstår en slags moshpit efter nogen tid, alle føler sig lidt i live igen. Og Dennis Lyxzén holder en tale om, at punk er vigtigt, fordi det er noget at tage sig til for alle dem, der ikke har andet at tage sig til, fordi de ikke passer ind i systemet, mand. Og the kids knytter næven i bifaldende protest. The kids er godt nok blevet 40, men det her minder dem om, at de stadig er kids i hjertet, og punk rock, mand, onsdag aften. Skidtet bliver sparket af sålerne. Dennis Lyxzén holder en anden tale om, at det er vigtigt at støtte dem, der gør oprør mod kapitalismen i Chile lige nu, og alle knytter næven igen. Det er vigtigt, det her, ja, vi er alle sammen enige, vi kan købe en T-shirt nede i garderoben for at vise, at vi stadig bærer ilden i hjertet; vi kan købe et Refused-skateboard uden trucks og hjul, vi kommer alligevel ikke til at køre på det, den tid er forbi, det vil se fedt ud at have whiskyflaskerne stående på med et par rustikke, arbejderistiske skruer ind i væggen.

Hånden på hjertet: Der var ingen, der for alvor savnede Refused i alle de år, de var væk. Jo, engang imellem, men så kom vi i tanker om, hvad det ville betyde, hvis de vendte tilbage, hvad det betød, at de, som de siger i filmen ‘Refused Are Fucking Dead’ fra 2006, aldrig fik lov at spille deres sidste sang færdig. Det løfte, det var, at de blev stoppet, lige inden ‘Rather Be Dead’ eksploderede i en kælder i Virginia i 1998. Den fik lov at dirre af suspense i alle årene, indtil den ikke fik lov til det mere.

Følelsesmæssig distance
I 2012 blev Refused gendannet. I mellemtiden var de vokset fra at være et skattet nichenavn til at være et kultnavn. Deres sidste plade, ‘The Shape of Punk to Come’ fra 1998, var blevet ophøjet til en klassiker. Med al mulig ret: Selvom Refused i det store hele tog alle deres idéer og deres look fra bandet Nation of Ulysses (ligesom Dennis Lyxzén efterfølgende tog alle sine idéer til bandet The (International) Noise Conspiracy fra Nation of Ulysses-sangeren Ian Svenonious’ band The Make-Up), var de skelsættende på den plade. Det største problem med den var, at dens profeti gik i opfyldelse: ‘The Shape of Punk to Come’ var virkelig sådan, som punken kom til at se ud i de følgende år. Ulasteligt klædt med en rock’n’roll-swagger, en flair for melodi og kaos, en introvert ekspressionisme med køligt analytisk distance til alle de følelser, den smed om sig med.

Derfor er det en bizar oplevelse at stå til en Refused-koncert i 2019. Bandets medlemmer er velklædte, alle har de rigtige moves og ser nogenlunde lige så engagerede ud i det, de foretager sig, som ham fyren, jeg nogle timer senere altså ser manøvrere en rulletrappestøvsuger rundt på Kongens Nytorv metrostation. Musikken er tilforladelig grænsende til det anstødelige, dansabel indierock med samples og breakdowns. Om noget er det her fandme "songs to fan the flame of discontent". Men folk nikker pænt, gør ansatser til at danse lidt. Under ‘Elektra’ kommer der noget, der ligner en pit, så opløser den sig selv igen, selvom den efterfølgende ‘I Wanna Watch the World Burn’ er et lige så stort plagiat af ‘Liberation Frequency’, som  den senere ‘Death in Vännas’ er det af ‘The Shape of Punk to Come’. Folk er tilsyneladende ikke kommet så meget for genkendeligheden og nostalgien som for hoftevridene og noget, der minder om noget, der engang var frisk.

Det store vendepunkt indtræffer under ‘Rather Be Dead’. Det er den ene sang, som ingen kan modstå. Folk ryger op på hinandens skuldre, alle danser, Dennis Lyxzén vandrer ud gennem publikum, alt eksploderer omkring ham. Det er det, der er Refused. Måske er det også bare kun den ene sang, der virkelig er Refused? Eller den og så ‘New Noise’, der naturligvis afslutter det hele med én til pit. Det er forløsende, men også frustrerende.

For det her postulerer at opildne til en hel masse, men det højeste, det opnår, er at få en forsamling 40-årige sceneveteraner til at danse en onsdag aften. Det var det, punken blev til.

Det var Refused, der tegnede den fremtid. I en samtid, der ikke helt kunne rumme dem, og en eftertid, der ikke kunne lade dem være.