Rutinemæssigt kvælertag

Populær
Rutinemæssigt kvælertag

Suffocation leverer altid varen, og på Voxhall fik publikum præcis dét og et bonusnummer.

Kunstner
Spillested
Dato
15-03-2010
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
3

Suffocation er en institution i dødsmetal. Det er ikke ret mange, hvis overhovedet nogen, der har samme fanbase, der religiøst tilbeder dem og følger dem. Dedikationen til Suffocation er enestående i genren. Det kunne også mærkes på spillestedet Voxhall, der havde et større fremmøde end forventet på en vinterkold mandag aften i marts måned.

Brølet fra publikum var da også til at høre helt i Randers, da tæppet blev trukket fra og Frank Mullen og co. satte lydanlægget på en prøve. Det er da også svært ikke at lade sig rive med, når klassikere som 'Breeding the Spawn' og 'Thrones of Blood' bliver leveret med knivskarp præcision, og en tyngde, der kunne sænke en Mærsk-liner. Desværre virkede bandet bare en smule automatiseret denne aften, og det kørte lidt på rutinen. 'Blood Oath' fra skiven af samme navn, samt 'Cataclysmic Purification', der blev annonceret fordi enden er nær, var bestemt med til at trække hjulene i gang, men vi kom aldrig rigtig op i tempo.

Rent teknisk er guitaristerne Terrance Hobbs og Guy Marchais svære at sætte fingre på, ligesom den karismatiske bassist Derek Boyer flåede de stakkels strenge så hårdt, at han måtte justere sit instrument mellem hver sang, og Boyers energi på scenen er bestemt også over gennemsnit. Alligevel blev det lidt indstuderet og det trækker ned. Selv med en ret blodig introduktion af 'Entrails of You', blev det ikke rigtig farligt.

Derfor var det afsluttende triumvirat af 'Pierced from Within', 'Come Hell or High Priest' og 'Infecting the Crypts' ikke et dundrende tungt klimaks, der sparkede mellemgulvet i stykker på de dedikerede fans, men blot en forventet afslutning på en solid time.

Publikum var dog underholdt, så de råbte "We want more!" indtil Suffocation gik på scenen igen og fyrede 'Suspended in Tribulation' af, akkurat lige så stilsikkert som de andre sange. Frank Mullen og co. skal have ros for at holde fanen højt og have deres integritet i behold. Selvom det er 15 år siden jeg så dem første gang på 1000Fryd i Aalborg, så kan det ikke mærkes på bandet at de på nogen måde hviler på laurbær, er bagstræberiske og snylter på deres legendariske tre første plader. Tværtimod. Men i Århus denne mandag aften, der kørte det bare på autopilot. Godt, men ikke rigtig godt.