Scenen fyldte for meget

Scenen fyldte for meget

Rising var slet ikke dårlige, men fungerede heller ikke helt på Copenhells lille scene.

Kunstner
Dato
15-06-2012
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

 

Efter en kritikerrost debut og ligeså skamhyldede koncerter i dette forår, var det ganske naturligt, at københavnske Rising skulle hædres med en plads på Pandæmonium-scenen,. Det var da også med en vis forventning at denne ordindsætter mødte op til showet fredag eftermiddag – blandt andet fordi seneste overværelse af bandet på Amagers Beta var en udsøgt fornøjelse, hvor salen gyngede og kogte i et smukt og intensivt helvede.

I forhold til den mindre scene på Beta havde Rising dog et stort problem med den megen plads: En trio fylder ikke meget. Hvor Immortal dagen efter viste, at det kan lade sig gøre for tre mennesker på endnu flere kvadratmeter, blev det her en hæmsko. Scenen virkede underligt tom, og trods en fornuftig portion headbangning manglede man bevægelse og noget for øjnene. Det hjalp måske heller ikke helt, at man stod med en fornemmelse af et lidt træt band. I hvert fald bedømt i forhold til nærværet ved nævnte koncert længere mod syd på Lorteøen.

Lydmur uden modtagere

Men hvis øjnene kedede sig, savnede ørerne ikke aktivitet. Her kom Rising langt mere til deres ret, og to strengeinstrumenter var rigeligt til at sikre et heftigt riffbombardement, ligesom sammenspillet var vanligt selvsikkert og drevent og meget vellydende - hvis ellers man vil vove at betegne et så grumset band sådan. Selv i løbet af den korte halve times spilletid, nåede Rising omkring alle aspekter af deres talent for tempo, breaks, melodi og vellykket smadderkasse.

At det aldrig blev en stor fest skyldtes nok mest, at der simpelthen ikke var særligt mange mennesker tilstede. Musikken og groovet er ellers til at forstå for de fleste, og trods kun halvanden udgivelse i bagagen har Rising adskillige lækre og påtrængende numre. Derfor kan man måske lige så meget ærgre sig over, at flere ikke lige giver de små bands en chance, frem for kun at dukke op til de store udenlandske kanoner.