En forstyrret aften i rummelighedens navn
Når de japanske originaler fra Sigh gæster landet for 2. gang på 30 år, er der mødepligt for de indforståede - også selvom resten af lineuppet stikker i øst og vest.
Et indtryk, der da heller ikke lader sig fornægte på fremmødet, da vi lander på Stengade halv ni, lige til øllet. Ovenpå et par skarpe på Escobar, hvor et dusin velkendte ansigter fra Metal Magic-miljøet er dukket op, fordi de trods alt er blandt de indforståede. De var givetvis også til den magiske koncert på selvsamme festival i 2015, og så absolut kommet for Sigh, og ikke for andet end det.
Egentlig ikke så underligt, for kombinationen af japansk avantgarde-black, HIRAKIs corevenlige synthpunk (uden der dog er noget som helst venligt over det) og Chronicles blackede thrash er vitterligt fra den ene yderlighed til den anden, men åbent sind og alt det der.
"Det var sq ik mange!" lyder det da også fra forsanger Lars Bo Nepper, som Chronicle træder ind på scenen til introen fra 'Usher in the End', der indleder deres seneste langspiller – og man må give ham ret, men det lader de sig gudskelov ikke mærke af. Tværtimod virker det blot til at give dem mere blod på tanden, og de unge gutter spilder ingen chance for at vise os, hvad de er rundet af. Fuld gas på den tunge thrash-pedal, mens Nepper spiller med den nordjyske charme mellem numrene. "Kom lige lidt tættere på, vi vil fanme gerne se jer!", og 10 sekunder senere står alle 25 mand ved scenen og får givet Chronicle al den støtte, de fortjener.
Ikke, at sangene sætter sig, men energien og intensiteten, sammen med jydekortet, er nok til at drive værket. De gør tydeligvis ikke arbejdet nemt for sig selv, som leadguitarist Sebastian Skousgaards hår konstant er på overarbejde, og Jari Sielemann Holopainen tilsvarende ligner en mand, der gør sit bedste for at udfylde flere trommespor på samme tid. Deres Lovecraft-hyldest i 'They Have Returned' vakte også lidt Hypocrisy-vibes hos undertegnede, men først og fremmest er det dog deres ungdommelige nerve og vilje til at overbevise det fåtallige, københavnske publikum, der sælger varen i aften.
Umiddelbart virkede det overordentlig ejendommeligt at smide HIRAKI på efterfølgende. Et orkester med helt andre virkemidler i ærmet, hvor Jon Gotlevs soniske bombardement af key-effekter og Tim Frederiksens hyperaggressive trommefigurer stjæler fokus fra første sekund. Hardcore i sin kompromisløst skizofrene natur, punket i sine mere primale stunder, og med Gotlev, der aldrig bløder op for at krænge sjælen ud, med skrigene og synthen som de primære elementer i værktøjskassen. Desværre ofte mere rodet end hvad godt er, og så hjælper det heller ikke, at 'Soft Tusk' tidligt i sættet leveres haltende med trommerne og Tue Schmidt Rasmusssens primitivt huggende staccatoriffs som eneste elementer i lydbilledet, mens keyboardet midlertidigt mister forbindelsen.
Disharmonierne er dog også deres modus operandi, deres drivende faktor, og når den spiller til deres fordel, som i et hæsblæsende take på 'The Alarmist' sidst i sættet, er det lige så de små hår begynder at rejse sig på armene for en kort bemærkning. Det kræver sit at stå distancen til deres mur af støj, og selvom jeg godt kunne ønske mig en lidt anden ratio af form vs indhold, så er der, ligesom med Chronicle forinden, en vildskab, der er svær at stå for, når det hele så ellers spiller.
Nu er det dog Sigh, vi er kommet for. "30 years of Eastern darkness" lyder turnéen, og med dette blot andet besøg på dansk jord er det da også på sin plads at opleve den fulde Sigh-pakke. Det bliver det dog bestemt ikke - i hvert fald ikke som band, hvor vi i aften får det nedbarberede trio-format - med lige i overkanten af backingtrack til at udfylde alt det, der ikke kan bæres af bas, guitar og trommer. Kender man lidt til Sigh, så er de mildest talt et orkester, som smider om sig med skøre, kunstneriske indfald, der bidrager til netop det japanske særkende, og det tager unægteligt lidt fra oplevelsen, når lydbilledet bliver kompromitteret. Ikke mindst under fraværet af frontmand og hovedarkitekt Mirai Kawashimas kone, saxofonisten Dr. Mikannibal.
Kawashima selv står paradoksalt stoisk i sin lange, gule kjortel, mens den nye guitarist Nozomu Wakai i høj grad stjæler rampelyset med høje nittestøvler, orientalsk klædedragt og et sværd i bæltet. Et sværd, som tidligt bliver taget i brug, da Wakai trækker det gennem sin halvlukkede hånd, og efterfølgende bruger blodet til at tilføje mere drabelige toner til sin corpsepaint.
Sættet bliver som lovet et potpourri fra hele karrieren, med vægten lagt på de numre, der kræver mindst af backingtracket - det kompromitterende udgangspunkt til trods, så er den legesyge og excentriske karakter intakt, som Kawashima står formastet med sin hæse, undertiden messende røst i denne ejendommelige blanding af symfonisk storladenhed, traditionelle heavy-rytmik og eksperimenterende black-sondringer.
Sigh er selv i dette format et aldeles charmerende foretagende, og selvom jeg bestemt havde drømt om at se dem folde sig mere fuldbyrdigt ud på en måde, hvor karrieren ville stå i et skarpere lys, så viser Sigh sig stadig som noget helt for sig selv i dag. Skarpest i de enkelte throwbacks til den bredt hyldede debut 'Scorn Defeat', hvor black metallen er mest prominent, men også i en nærmest groovy udgave af 'Corpsecry', hvor Wakai får masser af plads til at demonstrere sine chops, ej at forglemme de stærkt smittende, catchy kvaliteter i 'Me-Devil' sent i sættet.
Det var ikke det Sigh, vi havde håbet på, men mindre kan også gøre det, og på trods af de kompromitterende elementer slap Sigh ganske habilt fra det i dette nedbarberede format - men I skylder os lige den fulde Sigh-pakke næste gang.