Magisk, sjov og hyggelig aften med Onkel Ian

Jethro Tull

Ikoniske Jethro Tull spillede en fortryllende, varm og old school rockkoncert i Operaen, men tiden er forståeligt nok løbet fra vokalen. 

Kunstner
Spillested
Dato
11-09-2021
Trackliste
1. Nothing Is Easy
2. Love Story
3. Thick As A Brick
4. Living In The Past
5. Bourrée In E Minor (Johann Sebastian Bach cover)
6. The Zealot Gene
7. Pastime With Good Company (King Henry VIII Of England Cover)
8. Songs From The Wood
9. My God
10. Too Old To Rock 'N' Roll, Too Young To Die
11. Dharma For One
12. Sweet Dream
13. Pavane In F-Sharp Minor (Gabriel Fauré Cover)
14. Farm On The Freeway
15. Toccata And Fugue In D Minor, BWV 565 (Johann Sebastian Bach cover)
16. Aqualung
17. Locomotive Breath
Fotograf
Frank Hoensch/Redferns
Karakter
3

Efter to udsættelser er det endelig lykkedes den britiske prog-legende Ian Anderson og Jethro Tull at sætte gang i deres længe ventede tourné ’The Prog Years’. Denne aften er der derfor også lagt op til den helt store historietime i prog-rock, for inden de indtager scenen, får vi et animeret slideshow, der starter med Oxford-ordbogens definition af ”prog” som navneord, efterfulgt af klip og billeder af højdepunkter fra de mange prog-pioneres karrierer. Både Jethro Tull, Pink Floyd, King Crimson, Yes, ELP og endda kultbandet Gentle Giant med flere fik et shoutout.   

Ironi og hygge
Det er dog med en vis ironi i luften, at Jethro Tull spiller. Især når de både spiller sangene ’Living In The Past’ og ’Too Old To Rock ’N’ Roll, Too Young To Die’, da den legendariske frontmand og vildmand Ian Anderson selv er 74, og at gennemsnitsalderen i koncertsalen nok er 60 plus. Men kender man lidt til fænomenet Ian Anderson, så har han garanteret valgt disse sange netop af den grund. I høj grad fordi ironi er et nøgleord gennem Jethro Tulls karriere, hvilken toppede ved kontroversen i 1989, hvor Jethro Tull med albummet ’Crest Of Knave’, totalt paffe tog årets Grammy Award for bedste Hard Rock/Metal Performance fra Metallica, der var nomineret for ”…And Justice for All”.

Bandet har haft mange udskiftninger gennem årene med Ian Anderson som den eneste konstant, og derfor er det også ham, man primært kommer for at se. For godt nok er han godt oppe i alderen, men han er stadig en humoristisk entertainer i topklasse og gør virkelig sit ypperste for at holde liv på scenen, og det lykkedes han virkelig godt med. For han prøver ikke, han kan simpelthen ikke lade være. Han skøjter rundt på scenen med rytmiske og python’esque gakkede gangarter samtidig med, at han stadig står i sin ikoniske signaturstilling på et ben og spiller tværfløjte – dog ikke så længe ad gangen som dengang. Som man også kan se på baggrundsshowet, så når han ikke sit yngre selv til sokkeholderne, men hvem havde også forventet det? Derudover er han en skæg karakter at opleve på scenen. For trods hans fandenivoldske person, får han mellem numrene publikum til at føle sig enormt velkomne på en meget formel, men hyggelig og varm måde. Nærmest ligesom Batmans Butler, Alfred, bare sjov.

Magisk instrumentering
Der er bare en kæmpe akilleshæl, og det er Ian Andersons stemme. I foråret offentliggjorde han for omverdenen, at han har fået KOL, og det led vokalpræstationen forståeligt nok under. På den anden side, fremstår hans fysiske fremtoning og især fløjtespillet endnu bedre i det lys. Han har dog stadig sin idiosynkratiske og ekspressive stemmeføring, men toner og vokaler døde fuldstændig, og det var ingen fryd for øret.

Heldigvis er Jethro Tull overvejende instrumentale, og fordi de klarer netop det så godt, er det ret begrænset, hvor meget hans stemme egentlig når at ødelægge. Det er nemlig rockkoncert af den gamle skole. Der bliver jammet mange velkoordinerede soli under numrene, primært bestående af Ians medrivende tværfløjteri, men også den betydeligt yngre guitarist Florian Opahle får meget tid, især under deres prog-rockfortolkninger af gamle klassiske Bach-numre.

Vi fik også en lille smagsprøve på Jethro Tulls kommende album, men det føltes mere som en velmenende gestus end et privilegie. Og deres stærke bagkatalog taget i betragtning var det ærgerligt at den sang skulle tage plads. Men vi fik uddraget af 'Thick As A Brick', 'Aqualung', 'Songs From The Wood' en gryntende 'Bourré In E Minor', en hårrejsende version af 'My God' og en fantastisk udsyret og legende version af 'Locomotive Breath' som ekstranummer.

Både band og publikum hyggede sig gevaldigt.