Fortabt i dronens tåger

_XTJ1678
_XTD2291
_XTD2273
_XTJ1563
_XTD2226
_XTJ1433
_XTD2117
_XTD2016

Minimalismen drev værket mandag aften, da Sunn O))) endnu engang gæstede DR Koncerthuset. Det var bare en dårlig dag på kontoret for drone-legenderne, der tjente som det kedelige eksempel på, hvordan man kan tabe alt fra studiet til scenekanten.

Kunstner
Spillested
Dato
21-10-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Forventningerne er altid høje, når Sunn O))) står på programmet. Erfaringerne taler sit eget sprog. I aften skulle de gentage successen fra 2015, da de sidst spillede i DRs Koncerthus. I april udgav de deres første fuldt ud analoge udspil, ’Life Metal’, der med god grund har høstet ros netop for den live-lyd, der karakteriserer pladen fra start til slut. På fredag udkommer så søsterpladen ’Pyroclasts’, der undtagelsesvis ville blive spillet i sin helhed inden aftenens koncert, og som blev indspillet under samme sessions som forgængeren over en to uger lang periode i 2018. Den mulighed nåede vi desværre ikke at nyde godt af, men der var nu også nok af tid til at transcendere, da hovedmændene Greg Anderson og Stephen O'Malley selv skulle slå strengene an senere på aftenen.



Inden da stod Puce Mary dog på programmet. Muligvis ikke et navn, der vækker bred genkendelse på de hjemlige kanter, på trods af vi vitterligt snakker et af Danmarks mest anerkendte navne indenfor noise. Puce Mary, med det borgerlige navn Frederikke Hoffmeier, som til daglig huserer i Los Angeles, havde samlet et arsenal af effekter i et sort kabelbad midt på scenen og lagde ud i det slæbende leje med en distortet klangflade af fodtrin tilsat frekvenser, der blev manipuleret på godt og ondt. Således lod vi os drage ind i de tunge lydbillleder, der skulle fortsætte aftenen ud. Det platinblonde pandehår skjulte behændigt hendes ansigt, mens hun stod foroverbøjet over orgiet af lydkilder, der i sig selv skulle stjæle vores blikfang – nu hvor Puce Mary ikke selv ønskede at gøre meget væsen af sig.  Sonisk grænsesøgen var nøgleordet, uden skyggen af rytmiske forløb, og mørket tog til, efterhånden som det hældte mod enden i et hidsigt, diskant støjbad. 


O'Malley havde selv udvalgt Puce Mary som sin support, og hun faldt da også fortrinligt i hak med de nådesløst dystre lydbilleder, hovednavnet selv har sværget til gennem årene – men led også under flere af de samme mangler, som Sunn O))) skulle vise sig at have i aftenens setting.



Var det meningen, at vi skulle blive bevæget?

Hvor Puce Mary for så vidt ramte en fin balance mellem de eksperimenterende og de tunge frekvenser gemt bag sit pandehår, fortsatte O'Malley, Anderson & co dystopien, bare gemt bag kaskader af røg og forstærkere. Efter et kvarters østlig skønsang og dertilhørende tablas dukkede Sunn O))) op i skumringen, lamperne bag scenen tonede et blålig-rødt skær, og således var scenen sat. Røgen blev sendt ud som tykke paddehatteskyer, og O'Malley selv fungerede som dirigenten, der løftede højre arm gang på gang for endnu engang at indikere, om næste powerakkord denne gang skulle slås an om 10 eller om 25 sekunder. Jo flere sekunder det kunne trækkes, desto bedre. Konstant i zen, hvor midlet helliger målet, og hvor crescendoer er en by i Rusland. 



Det er ikke uden grund, at Sunn O))) i dedikerede kredse ofte omtales som kongerne indenfor drone metal. Greg Anderson var med til at grundlægge det anerkendte label Southern Lord Records ved siden af sit virke guitarist i Goatsnake. Stephen O'Malley er et tilsvarende altfavnende miskmask af journalist, producer og cover-kunstner, for ikke at nævne hans utallige samarbejder på tværs af diverse doomede og eksperimentielle ender af det musikalske spektrum. I fællesskab er de berygtet for deres sondringer udi drone metallens verden. Ofte flankeret af Attila Csihar, der allerede var med i 2005, dengang undertegnede havde en af de mest overvældende oplevelser på Roskilde Festivalen gennem årene, da bandet endnu var et ukendt navn på de danske breddegrader. De dramatiske vokale effekter gav dengang et modspil til de monolitisk tunge riffs, og det hele smeltede sammen i en times messen og dronen, mange endnu ikke havde hørt magen til i 2005.


En højere enhed, der skulle vise sig fraværende her 14 år senere. Nyhedsværdien har for længst lagt sig, og det tenderede musikalske stiløvelser, hvor det mere end noget andet handlede om, hvor langt man kunne trække den næste akkord. Der blev ikke sunget eller for den sags skyld sagt et ord i den halvanden time, koncerten varede, og den eneste abstraktion fra guitarernes og bassens kradse lydbølger var den lejlighedsvise trækbasun, der, når det kom til stykket, heller ikke gjorde andet end at markere de toner, der allerede var i spil. 


Minimalismen var i højsædet, hvilket ’Life Metal’ i dens elementære skønhed også lagde op til. En plade, der utvivlsomt har sin ret i privaten, måske sammen med en bog eller hvordan man nu ellers ynder at lade de ambiente lydflader spøge i baggrunden. Som altoverskyggende fokus var det dog mere, end koncerten kunne bære, og det var ikke i aften, at Sunn O))) skulle vise deres storform. Der manglede ganske enkelt en gnist, en nerve, en højere enhed, om du vil. Når bevægelse og søgen er deres primære virkemiddel i crescendoets fravær, så klingede det hult, så stillestående og monotone de tog sig ud. Meningen fortog sig i den svage sigtbarhed, og valget stod primært mellem at lade sig gribe af, hvor mange sekunder O'Malley kunne trække næste akkord, eller lukke øjnene og dagdrømme sig ind i den endeløse tyngde, mens man kæmpede for at holde fodfæstet.



Hvor nuancerne stod klarere frem på ældre plader som 'Black One' og 'Monoliths & Dimensions', ikke blot på grund af vokalen, men i de mere legende kompositioner, var det i aften helt andre, nyere toner, der blev lagt for dagen. Det var minimalistisk og dekonstrueret, og hvor et band som Swans tidligere har vundet terræn på at lade sig drage af lignende strukturer (eller mangel på samme), så tjente det ikke Sunn O))) i aften. 
Tyngden fejlede intet. Ej heller det velkendte, soniske lydbombardement eller de tågede rammer. Det gjorde bare alt for lidt for at kompensere for en én-sporet seance, hvor halvanden time føltes som det dobbelte, og Sunn O))) for en sjælden gangs skyld snarere levede højt på deres navn, end de reelt levede op til det.