Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uheldig start i Danmark

Updated
_JD19303
_JD19130
_JD29067
_JD19230
_JD29019
_JD29117
_JD29192
_JD19281

Interessen var ikke stor for The Hellacopters og The Datsuns, da de startede deres nordeuropæiske miniturné i Danmark i sidste uge. Den ene koncert blev aflyst. Den anden solgte under 500 billetter, men de to rockbands leverede da trods alt en stabil indsats i Amager Bio.

Titel
+ Datsuns
Spillested
Dato
17-11-2022
Genre
Trackliste
1. Hopeless Case of a Kid in Denial
2. Crimson Ballroom
3. Carry Me Home
4. A Plow and a Doctor
5. Positively Not Knowing
6. You Are Nothin'
7. So Sorry I Could Die
8. Toys and Flavors
9. Born Broke
10. The Devil Stole the Beat From the Lord
11. Circus
12. Down on Freestreet
13. Eyes of Oblivion
14. Rainy Days Revisited
15. Soulseller
16. By the Grace of God
Ekstra:
17. Reap a Hurricane
18. I'm in the Band
19. (Gotta Get Some Action) Now!
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Her i efteråret er det 20 år siden New Zealandske The Datsuns bragede igennem rockmuren med den selvbetitlede og fremragende debutplade. The Datsuns spiller ikke poppet svagpisserrock. Stilen er basalt set blues med distortion og attitude. Selv Lars Ulrich var ude at anbefale kvartettens rå og sprudlende musik.

Året efter bragte succesen dem forbi Roskilde Festival, hvor de leverede et fandenivoldsk show foran flere tusinde mennesker i Arena-teltet.

Kommercielt klarede de næste udgivelser sig udmærket, men ellers bød skæbnen ikke på nogen større succes. Der var vel 25 mennesker sidst de gæstede Danmark på KB 18 i København i 2014, men til gengæld leverede Newzealænderne så stadig en gennemført, god koncert.

Formatet var dog noget mindre torsdag aften i Amager Bio, hvor bandboss og frontmand/bassist Dolf de Borst forklarede, at det var deres første show i fem år. Og gruppens første koncert med en ny trommeslager. En så hårdtslående type, at lilletrommen måtte skiftes ud undervejs efter for hårde tæsk.

De Burst stemme er noget mindre flabet end for tyve år siden, men attituden i debutpladens numre bed stadig fra sig efter to årtier. Guitarist Christian Livingstone gør ikke meget væsen af sig, men medgrundlæggeren af bandet spiller med en eminent feeling.

Efter små tyve minutter sendte den tunge ”Axethrower” lilletrommen ud på knock out og den ufrivillige intermezzo, mens trommen blev udskiftet, skabte nærmest en akavet stemning på scenen, der fik De Burst til at afbryde stilheden med et muntert ”sorry, I only know jokes about Hitler”.

Dem blev publikum dog sparet for, og i stedet satte ’Emperor’s New Clothes’ godt gang i showet igen. ”Let’s do this” råbte Dolf de Burst til sine medkumpaner på scenen, før kvartetten kastede sig ud i en frådende version af hittet ’MF From Hell’, så der endelig kom vipes af rockkoncert i Bioen.

The Datsuns var uden tvivl bedre i mindre rammer som hovednavn for otte år siden på KB 18, men som support i 45 minutter i Bioen var gensynet nu en medrivende og god nok start på aftenen.

Starter med en aflysning
Tanken var en eksklusiv oplevelse, da The Hellacopters efter otte år i opløsning gjorde comeback på Sweden Rock Festival i 2016. Og det handlede ikke om musikken, men om størrelsen på checken, forklarede en ærlig Nicke Andersson til Sweden Rock Magazine i foråret 2016.

Andersson lagde Hellacopters i graven, da han konstaterede, at det kommercielle potentiale ikke rigtig rykkede sig længere. I stedet satsede han i 2010 på mere catchy og radiovenligrock med Imperial State Electric, som Andersson dannede med Dolf de Burst fra The Datsuns, der heller ikke rykkede sig længere i karrieren.

Med Imperial State Electric rykkede de overhovedet ingen steder. Til stor skuffelse, fortalte Andersson i interviewet tilbage i 2016, hvor han så det som et nederlag, at The Hellacopters skulle gendannes for at få smør på brødet. Siden er det svenske rockband igen blevet levebrødet for Andersson, der ved siden af også spiller trommer i Lucifer. Og Dolf de Burst er blevet bassist i Hellacopters. Økonomien skal jo hænge sammen. Men det gjorde den tilsyneladende ikke for Hellcopters og Datsuns’ turnéstart i Odense, der blev aflyst på grund af svigtende billetsalg.

Aflyst i Odense, under 500 solgte billetter i København dagen efter. Det er en ærgerlig start på en turné og næppe en særlig rentabel forretning med nutidens priser.

Stærk sætliste
Klokken 21.15 sharp bragede lyden af helikoptere ud i Bioen og kvintetten kom på scenen og satte showet i gang med ’A Hopeless Case of a Kid in Denial’, som i de seneste år har været svenskernes faste åbningstrack.

Det fremragende nummer om misbrug druknede i ujævn lyd, og Andersson vokal lå svagt i mikset. Lyden rettede ind til det bedre undervejs, men det var ikke en aften, hvor Amager Bios ellers fantastisk forhold skinnede igennem.

I det mindste forsvandt den ikke som under Hellacopters koncert på årets Copenhell, men den store revanche udeblev. Dregens pedalboard svigtede gang på gang, så en tekniker fes frem og tilbage på scenen igennem en håndfuld numre, så Sveriges svar på Keith Richard måtte skære soli fra i flere numre.

Andersson så tydeligt irriteret ud over situationen og havde – angiveligt – også selv ondt i halsen. Dolf de Burst var dog i vældigt humor og takkede The Datsuns for, at de kunne være her.

Datsuns-frontmanden passer perfekt ind som bassist i det svenske selskab med sit charmerende væsen. Pianist Anders ”Boba Fett” Lindström gav den hele armen på mundharpe under ’Born Broke’ fra den rå debutplade, der blev optaget på en enkelt dag i sin tid.

Debutpladens storhit ’(Gotta Get Some Action) Now!’ lukkede vanen tro showet, men før vi kom til finalen, fik vi en verdenspremiere på ’Rainy Days Revisited’. Trods det er et fremragende nummer, så er det aldrig blevet spillet live siden udgivelsen på ’By the Grace God’, der havde 20-års-jubilæum tilbage i september. Fantastisk oplevelse! Pladen er et mesterværk, og titelnummeret fik virkelig gang i stemningen blandt publikum, hvor en hel del fremstod som svenskere.

Andersson valgte da også udelukkede kun at adressere publikum på svensk. Landsmændene jublede. Danskerne fattede hat.

Fem numre fra årets glimrende comeback-plade ’Eyes of Oblivion’ understregede, at svenskerne stadig kan skrive solide rockskæringer med titelnummeret, ’Reap a Hurricane’ og ’So Sorry I Could Die’, der forvandlede atmosfæren i Bioen til en jazzet natklub.  

Det nye materiale stod stærkt sammen med de klassiske tunes, og sætlisten på 80 minutter var stabilt skruet sammen. Men svenskerne blæste nu aldrig taget af Bioen på en aften, hvor det var godt uden at hæve sig til mere end bare det.

Menu