Tung tirsdag med tekniske udfordringer
Tirsdag aften dannede Loppen rammen om den tungeste tirsdag meget længe, da polske Dopelord stak hovederne forbi.
Som support var nordsjællandske Center Of The Earth tilføjet, og de startede egentlig fint ud med den nok tungeste blues i mands minde, men så kørte toget lidt af sporet for dem. De fik det ikke rigtig til at svinge, og der gik free jazz i trommeslageren, som fuldstændig glemte at spille sammen med sine bandkammerater. Det kan lyde hårdt, men jeg mindes ikke, de formåede at ramme ét-slaget samtidig, hvilket er relativt essentielt, når man spiller langsom musik.
Et studie i tyngde
Opvarmningen stod derfor i skærende kontrast til aftenens hovednavn, som nærmest ikke missede et ét-slag. Dopelord mestrede nemlig kunsten at spille langsomt, som rigtignok kan være noget af det vanskeligste som band, så Center Of The Earth er delvist undskyldt. Og hovednavnet lagde hårdt fra land, og de vel omkring 200 fremmødte slow-bang’ede taktfast til de tunge rytmer af ’Navigator’. Lysmanden indledte med at bade bandet i slimgrøn og lilla, så scenen var sat både auditivt og visuelt.
Koncerten gik sin gang, og kemien mellem band og publikum blev tiltagende mere intens på vej mod den perfekte trance, da stand-in-guitaristens udstyr begyndte at sætte ud, og det endte med en længere pause til forstærker- og kabelskift, som desværre lidt ødelagde trancen og energien. Frontmand Piotr Zin forsøgte ellers på jovial vis at holde sammen på tropperne, men kemien fandt ikke samme intensitet som før afbrydelsen.
Dopelord opererede hovedsageligt i, hvad man kunne kalde et efterhånden traditionelt doom-groove,som blandt andre Black Sabbath lagde grund for med et nummer som ’Electric Funeral’ og selvfølgelig flere andre, kun sjældent afbrudt af især den upbeat rytmik, som Black Sabbath også benyttede i et nummer som ’Children Of The Grave’. Der ligger naturligvis gode overvejelser bag valget af go-to-rytmer, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at ærgre mig over, at Dopelord i deres sangvalg ikke gik deres helte mere i sømmene og fik bragt nogle flere elementer, for en time blev pludselig lang på Loppen. Dog havde de placeret nogle af det mere interessante og riffbaserede numre som ’Preacher Electrick’ og ’Addicted To Black Magick’ tilpas strategisk, så ærgrelsen ikke blev overvældende.
Koncerten blev tilmed en fysisk oplevelsen grundet trykket fra bas og stortromme, hvilket var en art krone på værket. Og trods tekniske problemer var det en god aften på Christiania.