Udmattende bongflænser

Populær
Udmattende bongflænser

Bongripper opførte deres instrumentale doom/sludge-genistreg ’Satan Worshipping Doom’ på Main Stage i en overraskende fyldt sal. Men live-udgaven var desværre studiemodstykket underlegen.

Kunstner
Spillested
Dato
15-04-2012
Genre
Trackliste
1. Hail
2. Satan
3. Worship
4. Doom
Koncertarrangør
Fotograf
Mathias Nielsen
Karakter
3

Da undertegnede inkluderede Bongrippers album ’Satan Worshipping Doom’ på sin Devilution-årsliste i 2010 var det med følgende beskrivelse hæftet ved: ”Fire blokke af smadrende instrumental metal med inspirationer fra alt fra doom over hardcore til black metal”. Og det er faktisk meget rammende for, hvad man får fra dette obskure band fra Chicago.

Bongripper spillede to koncerter på årets Roadburn, men den ene af dem lå oven i Heavy Jam om lørdagen. Derfor var det heldigt, at opførelsen af kvartettens bedste, ’Satan Worshipping Doom’, var gemt til ”afterburneren” om søndagen.

Dét, man først lagde mærke til, var, hvor lidt Bongripper lignede de andre bands, der spillede på festivalen; her havde vi fire unge herrer, næsten helt uden hverken skæg eller langt hår, som alligevel leverede et af festivalens mest brutale og stenede indslag (selvom den slags naturligvis ikke har noget med hverken skæg eller hår at gøre!).

Tung og brutalt vs. mudret og pløret

På søndagen samlede Bongripper modigt teten op efter lørdagens triumfkoncert med Sleep ved at levere en af festivalens tungeste (og højeste!) koncerter. Men hvor lydtrykket fungerede fint som en del af Sleeps udtryk, så hæmmede det Bongrippers og druknede mange af detaljerne.

Studiepladen er, trods dens buldrende tunghed, stablet sammen af mange lag og fyldt med små detaljer, som gør, at man aldrig keder sig i løbet af den lille time, de fire instrumentale numre strækker sig over. Grusom og grum som den er.

Desværre blev det modsatte for ofte tilfældet under Bongrippers koncert. Lige så tung og brutal, den udvidede version af åbneren ’Hail’ var, lige så mudret og pløret var den rodede version af ’Satan’, som gjorde en træt allerede tidligt under seancen, og de soniske angreb svingede meget i styrke.

Fra 50 til 1500 publikummer

Navnlig trommeslager Daniel O'Connor havde også store problemer med at slå sit groove igennem murerne af guitarer, og hér savnede man – i forhold til Sleep – et fundament under al beskidtheden.

Det var dog herligt at se, hvor flot fyldt salen var, og det var tydeligt, at det var en kæmpe oplevelse for de fire unge gutter på scenen at have taget rejsen fra Chicago-spillesteder med 50 publikummer til 013s Main Stage med omtrent 1500.

Bongripper knipsede logisk nok også billeder af publikum fra scenen efter koncerten, og det har helt sikkert været en af deres allerstørste oplevelser. Det samme gjorde sig desværre ikke helt gældende fra publikumssynsvinklen.